search

Det grønne græs

At blive journalist er målet for mange, men et udgangspunkt for at komme videre for andre. Mød tre journalister, der fik nok af den journalistiske hverdag og havde lyst til at skabe et andet liv med afsæt i journalistikken.  

At blive journalist er målet for mange, men et udgangspunkt for at komme videre for andre. Mød tre journalister, der fik nok af den journalistiske hverdag og havde lyst til at skabe et andet liv med afsæt i journalistikken.

>>Journalistikken i sit væsen mangler en fundamental glæde og optimisme, som er vigtig for mig.<<
af Nikolaj Thomassen, medejer af Munin ApS

Jeg har lagt journalistikken på hylden og etableret et firma, der udvikler nyt træningsudstyr til fodbold. Folk spørger ofte hvorfor, og den korte forklaring er:
Fordi jeg havde lyst til det. Ingen dramatik og brændte broer. Bare en mavefornemmelse – og en voksende bevidsthed om, at mavefornemmelsen i mit tilfælde altid vinder. Rationelle tanker og argumenter kan udskyde beslutningen, men for at være glad er jeg nødt til at lade fornemmelsen bestemme.

Men den vokser ikke ud af ingenting. Tværtimod sker det kun i mødet med verden. Og på den måde har mine seks år i mediebranchen været en fantastisk fremkaldervæske for det, jeg har lyst til at bruge mit liv på lige nu. Jeg synes, jeg har været heldig. Som praktikant på Politiken fik jeg mulighed for at arbejde sammen med to fremragende kollegaer i et langt graverforløb om Ligkistesagen, på Dagen var jeg med til at udvikle avisens redaktionelle fundament, jeg har skrevet tre bøger med Mads Brügger, og sammen med Sune Aagaard har jeg etableret firmaet Kontrabande, hvor det lykkedes os at ansætte en række fremragende medarbejderne, der var og er glade for at være med ombord.

Der er tale om tidsafgrænsede projekter, der både indeholder en usædvanlig nerve undervejs og et rastløst tomrum, når de er forbi. En dualitet, der for mig er helt afgørende for at kunne bruge oplevelsen til at styrke min fornemmelse for, hvilken vej jeg skal gå for at være glad og tilfreds. På den måde er der også en rød tråd i projekterne. De har handlet om at forsøge at gøre tingene på en ny måde og sætte høje mål. Om at udvikle med et højt ambitionsniveau.

Og hvorfor så det?
For mig handler udvikling af produkter, koncepter og så videre om fremdrift og leg. Det giver mig en dyb tilfredsstillelse, og sådan har det været, siden jeg var barn. Dengang drejede det sig om stridsvogne og harpuner, men den grundlæggende glæde ved at se tingene spire fra idé til virkelighed er den samme.

Det ambitiøse handler om, at de ting, jeg laver, skal give mening og skabe en eller anden form for værdi for andre.
Når jeg taler med venner og kollegaer, er det interessant at høre en enstemmig beskrivelse af, hvordan det pludselig går op for dem – typisk i begyndelsen af 30’erne – at de hviler i deres faglighed. De mærker en ro og en selvtillid, der erstatter den nyuddannedes usikkerhed i forhold til faglige opgaver og diskussioner. For nogle er det afsættet til at få balance i livet med børn, kæreste og job. Andre retter blikket mod en stilling højere oppe i systemet. For mig var det første skridt i erkendelsen af, at jeg var havnet i den forkerte branche.

For det gav det nødvendige overskud til at reflektere over mit arbejde og til at konstatere, at journalistikken i sit væsen mangler en fundamental glæde og optimisme, som er vigtig for mig. Måske fordi journalistik i vid udstrækning handler om at undgå at lave fejl. Man skal have dokumentationen i orden, der skal være styr på fakta, og kilderne skal citeres korrekt. Sådan skal det være. Men når de grundlæggende krav til det journalistiske håndværk bliver rettesnore for virksomhedskulturen i mediebranchen, er det min oplevelse, at humøret bliver det første offer. Når ledelse, produktudvikling og almindeligt kollegialt samvær bliver for præget af angsten for at begå fejl.

Dermed bliver det også altafgørende at have ret, og jeg måtte bare konstatere, at jeg ikke trivedes i den atmosfære. Der er sikkert mange, der oplever det anderledes og befinder sig fint i den verden, og det respekterer jeg naturligvis. Så frem for at forsøge at lave den om valgte jeg at rette blikket udad, og mine tanker blev ved med at kredse om sport.

Fra jeg var 12, til jeg var 18, spillede jeg elitefodbold i Lyngby, og fra jeg var 18 til 23, arbejdede jeg som skiinstruktør i Alperne og boede en længere periode i Caribien, hvor jeg windsurfede med min bror. Sport har altid været og er stadig en fundamental præmis for, at jeg har det godt.
Præcis hvornår idéen til at udvikle træningsudstyr til fodbold begyndte at materialisere sig, ved jeg ikke, men da jeg begyndte at diskutere det med min gode ven Joachim Christgau, der er cand. merc. og gammel landsholdssejler, begyndte tingene at tage form. Fra skiløb, sejlads, surfing og windsurfing var vi vant til specialiseret udstyr, som hele tiden blev mere og mere teknologisk, men på fodboldbanen var alt ved det gamle. Med Nike og Adidas i front var udviklingen af støvler og tøj eksploderet, men på selve træningsbanen var der mål, toppe, bolde og veste. Præcis som da jeg stillede til træning for første gang i Tårbæk IF for 30 år siden.

Da vi begyndte at sætte os ind i markedet, blev det hurtigt klart, at den manglende udvikling havde konsekvenser for fodbolden. 77 procent af alle unge mellem 12 og 18 år forlader de danske fodboldklubber, og tendensen er den samme i mange andre europæiske lande. Frafaldet kan naturligvis ikke alene forklares med den manglende udvikling af nyt udstyr, men forskellen på de unges digitale og i mange sammenhænge individuelt orienterede hverdag og så træningsbanens puritanske udtryk er dog påfaldende.
Og det pirrede os. Her var en mulighed for at få kabalen til at gå op: at udvikle sportsudstyr, som blandt andet indeholder ny teknologi, for at gøre det sjovere for børn og unge at røre sig og blive bedre.

I dag er det to år siden, vi etablerede Munin, og vi går på markedet med vores første produkt om få dage. Vi har brugt det meste af det, vi ejer og har, på udviklingen, og vi har stort set ikke fået løn. Min lejlighed har været udlejet i de sidste 18 måneder, og jeg bor i kælderen hos mine forældre. Arbejdsmæssigt har det været det suverænt hårdeste, men også det bedste, jeg nogensinde har prøvet. Vi har bevæget os mellem dyb tvivl og enorm begejstring. Vi har klaret første etape, og mavefornemmelsen siger, at retningen er rigtig.

BIO:
Nikolaj Thomassen er født i 1973 og uddannet journalist. Han har tidligere arbejdet med undersøgende journalistik på Politiken, WeekendNu og Dagen. Han har afdækket Ligkiste-sagen, og sammen med journalist Mads Brügger har han skrevet tre bøger, blandt andet om Tønder-sagen. Har modtaget De Berlingske Journalisters pris. Har været medejer af firmaet Kontrabande. Nu har han forladt journalistikken og sender om få dage, via firmaet Munin Sports, et helt nyt træningsredskab til fodbold på markedet.

>>Om natten rystede vi af skræk – om dagen byggede vi vores virksomhed op.<<
af Karen Lumholt, partner og journalist, Lumholt & Stahlschmidt Kommunikation

Jeg var 29 år, da jeg kom på Journalisthøjskolen med en baggrund som lærer, højskolelærer og projektleder i den kulturelle undergrund. Jeg var politisk engageret, skrev klummer, kommentarer og drama. Folk sagde, jeg skrev godt. Jeg tænkte, at jeg nok skulle være journalist.

Den første sandhed, der rystede mig på Olof Palmes Allé, var, at en journalist ikke skulle påvirke verden, men beskrive den. Jeg mente ikke, vi kunne beskrive uden at påvirke, og følgelig måtte journalisten påtage sig et medansvar for vores samfund. Jeg var ret alene med den tanke, men Journalisthøjskolen omfavnede mig med sin rå og maskuline kultur, de vilde fester og en bred tolerance over for folk, der råber for højt og fylder for meget. Jeg havde aldrig følt mig mere hjemme. Måske derfor lagde jeg mig journalistmand og to børn til på den tid, det tager at være i praktik.

Færdiguddannet som 34-årig med to småbørn blev jeg tilrettelægger og vært på radioens P1. Her passede mit ‘mindset’ godt ind, men da tredje barn var på vej, og DR ikke ville fastansætte mig efter næsten seks års tro tjeneste, opgav jeg DR og nedsatte mig på landet med en freelancekarriere ‘to come’, kraftigt adspredt af tre børn, husarbejde og al den samfundsnyttige aktivitet, jeg mente at skulle udføre for at sikre familiens forankring på landet.

To år efter søgte og fik jeg et job i Forbrugerstyrelsen, som på dette tidspunkt havde til opgave at gøre livet lettere for den lille forbruger, så hun ikke blev snydt. Jeg opbyggede en kommunikationsfaglig kompetence – underviste, vejledte, specialiserede mig i ‘organizational storytelling’ og udviklede egne metoder. Men de politiske vinde skiftede, og da der kom en ny ledelse, hvis mål jeg ikke kunne finde mig til rette med, besluttede jeg at tage orlov i tre måneder og finde ud af, om jeg skulle starte for mig selv.

Tilbage fra orlov kom svaret prompte – jeg blev fyret sammen med en gruppe kommunikationsmedarbejdere, der var blevet overflødige med den nye strategi. Jeg fik en fin fratrædelse, som reelt kom til at virke som iværksætterstøtte.
Få uger inden havde min mand stået på en fjeldtop i Norge i gnistrende sol og konstateret, at nu ville han ikke længere være i en tv-branche, hvor det blev stadig mere småt med ressourcer og nytænkning.

Da vi kom hjem fra ferie, havde han sagt sit gode lederjob op uden at have noget som helst andet. Nu stod vi altså ved skæbnens mærkelige mellemkomst med dyr villa i Valby, tre børn at forsørge – og vupti, med to faste lønninger mindre. Rystede, men også optændte: At vi pludselig begge var uden job, måtte betyde, at det var nu, vi skulle springe ud på det dybe vand. Vi var over 40 med et godt netværk i branche og fag, og vi ville vise, at vi var de mange penge værd, vi før havde fået i løn, og at vi kunne tjene pengene hjem selv!

Om natten rystede vi af skræk – om dagen byggede vi vores virksomhed op. Den skulle stå på tre ben: Det, vi var rigtig gode til – Det, vi brændte for at gøre – Hvad kunderne havde brug for. Vi ville finde krydsfeltet mellem vores spidskompetencer, vores passioner og den efterspørgsel, der var. Det første år måtte vi supplere med hvert sit “almindelige” journalistjob – Anders var deltidsvært på DR 2, jeg forbrugerbrevkasseredaktør. Ved siden af byggede vi virksomheden op. Resten er historien om en omsætning, der er blevet fordoblet hvert år – med undtagelse af det år, jeg var i valgkamp til Folketinget. Dér havde vi ikke råd til ferie (men tog af sted alligevel).

Vi har netop holdt femårsjubilæum. Vi har det godt. Tjener lige så mange penge, som da vi var ansat – til tider en del mere. Anders har specialiseret sig i kurser og koncepter inden for præsentationsteknik, spørgeteknik, feedback, konfliktløsning og forhandling – jeg i at bruge rollemodeller, anerkendende interviews og virksomhedshistorier strategisk.

Vi samarbejder med andre små virksomheder om større projekter og har en administrator, der tager sig af alt papirbøvlet. Vi har stor frihed; kan rejse, når vi vil; udvikle med, hvem vi vil; og tage de opgaver, vi vil. Vi har skrevet otte bøger til sammen – de er vores markedsføring.

For os var det rigtigt at blive selvstændige – det giver os optimal motivation og mindre stress, fordi vi nu selv bestemmer mål og retning. Og hvad med min mission om at påvirke? De fleste af mine professionelle projekter handler om at ansvarliggøre mennesker og skabe mening i fællesskaber. Dertil bruger jeg mit journalistiske håndværk. Så det lever; det er det, jeg lever af.

Bio:
Karen Lumholt er født i 1960 og uddannet lærer og journalist. Hun har været programmedarbejder og studievært på DR P1 med direkte debat som område og været redaktionsleder i Forbrugerstyrelsen. De sidste fem år har hun haft selvstændig konsulentvirksomhed sammen med journalist Anders Stahlschmidt med speciale i strategisk brug af historier. Karen Lumholt har skrevet bøgerne “Fra biks til business” om kvinders iværksætteri og “Børn skal da arbejde” (med journalist Marie Kraul). Folketingskandidat for R.

»I 25 år havde jeg arbejdet som journalist, indtil jeg en dag traf mit livs største valg, fordi jeg ikke havde
anden mulighed.«
af Bo Østlund, journalist og forfatter

Naturen og jeg følger hinandens liv og dage, og ligesom min fede hankat, Lunte, har fået længere knurhår af livet i skoven, er mine egne sanser blevet skærpet til det ypperste. Jeg registrerer instinktivt hver eneste lille bevægelse i træerne eller sivene på engen, går lange ture. Taler med dyrene, planterne og dagene. Suger hver dråbe sol ud af de kortere og kortere dage.
Naturen og mennesket er skabt af den samme kilde til liv. Og vi er alle lige meget værd. Både elgen, træet og mig. Vi har blot forskellige roller. Man kan læse sig til kundskaber, men skoven og planterne ved bedst selv, hvad de er til for.

En journalist forlod for to år siden verdens vredeste, lykkeligste land, sejlede 20 minutter over Øresund – og stod en dag i en af verdens mest liberale og imødekommende nationer. Og fra færgehavnen i Helsingborg søgte han langt ud i Smålands skove. Forbi rødmalede hytter, ødegårde og aftægtsgårde med hvide hjørnestolper.
Væk. Bare væk.

Nu sidder jeg med levende lys i mit lille gæstehus for enden af alting. Gennem det store staldvindue har jeg i min yndlingsstol med min varme kaffe og de blafrende stearinlys ved siden af den bærbare pc gennem de 18 indrammede, firkantede ruder udsigt til det liv, jeg forsøger at sætte ord på, inden det sætter sig på mig.

Her jagter jeg det kreative kick. Flowet. Den ultimative tilstand, hvor ordene uden filter, mellemregninger eller forstyrrende tanker flyder intravenøst ned i pc’en gennem fingrene. Hvor slusen er åben, og der er direkte, åben adgang.

Jeg har en melankolsk kærlighed til mit liv. Jeg accepterer, at der er ting i dette liv, jeg ikke fik, men så fik jeg noget andet i stedet, og derfor kan jeg på de gode dage betragte ting både indefra og udefra.

Jeg fik følsomheden af sangene, af hippierne i fjernsynet, af månelysets leg mellem vintergrene i den dybe skov. Jeg fik den. Den lille dreng fra landsbyen har fundet sit ultimative ingenmandsland. Sin svenske skov med selvvalgt ensomhed, hvor han søger efter en ‘pipeline’ til stjernerne.

Jeg voksede op og blev journalist med en drøm om at redde verden. Men den eneste, jeg reddede, var mig selv. I mange år fik jeg et kick af nyheder. De var mit fix. Mit junk. Indtil Mr. News en dag fik nok at være en del af bekymringsindustrien. For intet er lettere end at sprede angst. Og da jeg mærkede den på min egen krop, den dag nynazister i et anonymt brev til det blad, hvor jeg var ansat, truede med at skyde hovedet af min søn, var det nok.”Blot et enkelt tryk på aftrækkeren så er der no more fucking Østlund-son. Puff …”

Den dag jeg brød hulkende sammen i min bil, – da de ringede fra avisen og læste op fra brevet – døde nyhedsjægeren Bo.

Journalisten Bo døde under sit sidste engagement, som var et vikariat på ni måneder hos Billed-Bladet for at klare dagen og vejen. Jeg anede ikke uråd, før jeg pludselig en sommerdag fandt mig selv i en klit i Gammel Skagen jagtende Kronprins Frederik og Mary med en ihærdig fotograf iført den største telelinse, jeg havde set i mit liv – alt imens mine kolleger nedlagde arbejdet, fordi de syntes, min løn var for høj…

Jeg så den aldrig komme.
Det blev livet selv, som gav mig kniven for struben.

I 25 år havde jeg arbejdet som journalist, indtil jeg en dag traf mit livs største valg, fordi jeg ikke havde anden mulighed. Jeg måtte mærke mig selv. Stille mig på tæerne på en kasse og forsøge at plukke en stjerne ned. Eller to.
Så jeg begyndte at skrive bøger. For etablerede forlag. For mit eget forlag Heatherhill. Navngivet som en kærlighedserklæring til de vidunderlige lyngbakker, som lå ud til Kattegat nærmest i min baghave i Rågeleje.

Siden 2000 er det blevet til et dusin bøger.

Naturligvis savner jeg den gode månedsløn, naturligvis er det kuldegysende at sætte hus, bil og liv på spil, hver gang jeg udgiver en bog på eget forlag. Og naturligvis er det frustrerende for en mand, som i 35 år har tjent mange penge med en god løn, pludselig at måtte indse, at forskud, ‘royalties’, bibliotekspenge – og lærepenge – alt sammen ikke rækker til at betale regningerne.

Jeg har bare ikke andet valg. Jeg er nemlig endelig begyndt at trække vejret friere. Og den følelse giver jeg aldrig afkald på igen. Never ever.

Så mens jeg venter på bestselleren, lottogevinsten eller den ukendte rige og dejligt afdøde milliardær-onkel fra Amerika, sætter jeg mere kaffe på kanden, tænder stearinlysene og fortsætter med at lægge arm med de uregerlige vokaler og konsonanter.

Kun dét giver mening. Og mening er det eneste, jeg søger.
Herude i ingenmandsland kan mit urolige sind bade i de spejlblanke søer, og når jeg er rigtig lykkelig, er det eneste, man kan høre i det Falu-farvede hus på bakketoppen, lyden af to pegefingre, som med deres energiske, ensomme dans på det sorte tastatur forsøger at knække endnu en kode til endnu en bog, som trykkes på det papir, som skabes af det træ, som omgiver manden ved den bærbare pc, som kan slippe sine hænder fri til at gøre, hvad de vil, fordi han er omringet af den skov, som holder om ham.

Livets cirkel.

Bio:
Bo Østlund, forfatter og journalist født i 1956. Bosat i Småland. Har blandt andet været journalist på Ekstra Bladet, men har forladt journalistikken og koncentrerer sig om sin forfatterger-ning. Bo Østlund har blandt meget andet skrevet biografier om Allan Simonsen og Etta Cameron samt “Skilleveje”, hvor 28 kendte danskere fortæller om deres opvækst. Bo Østlund er aktuel med to udgivelser: erindringsbogen “Strawberry Fields Forever” og “Dømt til at skabe”, som er en samtalebog med 20 kendte danskere om kreativitet. Sidstnævnte udgives på hans eget forlag, Forlaget Heatherhill.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen