Læsning af Journalistens indlæg og fokusartikler om de konstant stigende krav til journalisters årvågenhed og gøren og laden gør det mere og mere svært at forestille sig mulighederne for aldersmæssig rummelighed i mediebranchen. Har den overhovedet plads til det grå guld?
Personligt har jeg kun grund til at være taknemlig. I årene op til pensioneringen for et års tid siden havde jeg et godt seniorjob på min mangeårige arbejdsplads, lokalavisen Det Grønne Område. Takket være en god chef med sans for aldersspredning og rummelighed. I dag har jeg opgaver på ældreområdet – og en god kontakt til min gamle arbejdsplads!
Men mediechefer omkring os satser tydeligvis på unge medarbejdere og ungdommeligt præg på 'produktet'. På den måde modarbejder de faktisk samfundets intentioner om at få de ældre til at blive længst muligt på arbejdsmarkedet. Mærkeligt, at dét aldrig bliver officielt påtalt af hverken forbund eller journalister.
De journalistiske indpiskere mener vel, at en rigtig journalist skal kunne klare al den nødvendige research og dybdeboring og samtidig være parat til hurtigt at fare ud af døren. De unge overkommer da også utrolig meget, og de er dygtige. Men et væsentligt element som læser- og lytterservice er de ældre mere indstillet på end de unge. Og der er flere andre opgaver, seniorerne må kunne ordne – som aflastning i en travl hverdag. Naturligvis rutinearbejde, men også mere avancerede opgaver som research og baggrundsstof. Journalistik er mange ting!
Og det må være naturligt, at seniorerne uden videre får mulighed for deltidsarbejde. Der skal jo altid søges om tilladelse, fordi journalistforbundet principielt er imod deltid. Jeg har dog selv erfaret, at det ikke er svært at få tilladelser. Men nu må tiden være inde til, at også Dansk Journalistforbund tager seniorspørgsmålet op – og eventuelt reviderer et par holdninger.
Arne Ipsen, seniorskribent.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.