Vi er i landsdelen med de lange lige stræk på landevejen. Når Jeanette Lund har fri, kører hun fra sit kontor på fastlandet over broen til sit hjem på Mors i Limfjorden.
»Jeg giver mig selv den tid, det tager at nå broen, til at tænke arbejdsdagen igennem. Men når jeg er på broen, skal jeg tænke på min familie og fritid,« siger hun.
[[nid:33032]]
Hendes virksomhed, Jeanette Lund Kommunikation, har til huse i Videncenter Thy-Mors. Der er ro på herude med udsigt til Limfjorden. Kunderne har forståelse for, at en selvstændig også holder ferie.
Men før roen indfandt sig, var Jeanette Lund presset helt i bund.
Arbejdsbyrden vokser
Jeanette Lund begyndte sin karriere som kommunikationskonsulent i Dansk Ungdoms Fællesråd og var derefter i Viborg Amt. I 2006 skiftede hun til en nyoprettet stilling i et sammenlægningssekretariat, hvor der kun var hende og en grafiker. Hendes nærmeste chef var kommunaldirektøren.
»Arbejdsbyrden voksede. Jeg kunne ikke nå det, jeg skulle lave. Det gik kun én vej med antallet af opgaver, opad,« siger hun. Hun havde mavesmerter.
En dag lavede hun en liste med alle sine arbejdsopgaver. Hun ville orientere sin leder om, at de var nødt til at prioritere. Men hun fik ikke mødet.
»Jeg tænkte, at jeg bare lige skulle have lavet den næste opgave, så kunne jeg slappe af. Men der kom altid en opgave mere. I dag er det en alarmklokke for mig, hvis jeg begynder at tænke, ”Jeg skal bare lige”,« siger hun.
Vågnede og græd
En mandag morgen vågnede hun op og brød ud i gråd. Hun ringede til en kollega, der også havde haft stress.
»Jeg sagde til hende, ”Jeg er nødt til at blive klar igen til i morgen”. Hun svarede, at det kunne jeg jo ikke, når jeg havde det så dårligt. Og først der indså jeg, at jeg måske ikke kunne komme på arbejde igen lige med det samme,« siger hun.
Syg på ubestemt tid
Lægen sygemeldte hende på ubestemt tid. Arbejdspladsen henviste hende til en psykolog.
»Psykologen fortalte mig om værdistress, som er stress, der opstår, når man er på en arbejdsplads, hvor man ikke passer ind værdimæssigt. Man kan godt gå på kompromis med sine værdier et stykke hen ad vejen, men hvis det er hele tiden, og værdierne matcher dårligt, så kan man ikke holde til det i lang tid.«
Jeanette Lund så ikke sin arbejdsplads som et dårligt sted, men hun fik ikke ro til det strategiske arbejde.
»Psykologen bad mig liste ting, der skulle være anderledes, hvis jeg skulle vende tilbage til den samme arbejdsplads. Man kan ikke vende tilbage til det samme. Øverst satte jeg en ny chef. Jeg ville gerne have en chef, der var tættere på mig i hverdagen,« siger Jeanette Lund.
Ny chef
Den ny chef blev en realitet, og Jeanette Lund startede igen på halv tid.
»Min nye chef var rigtig god. Opgaverne blev prioriteret. Jeg var åben omkring, hvorfor jeg havde været væk,« siger hun.
Samtidigt begyndte Jeanette Lund at se sig om efter andre jobs. Og drømmejobbet viste sig. Et job som markedsføringschef i en stor international virksomhed. Hun fik det.
»Jeg sagde mit job hos kommunen op. Men så ringede HR-konsulenten, som havde ansat mig. ”Er det rigtigt, at du har haft stress?” Det sagde jeg ja til, men jeg pointerede, at det handlede om mig og min gamle arbejdsplads. Jeg fik besked om, at de gerne ville se mig til en samtale igen,« siger hun.
En uge med stress
Der gik en uge, inden hun kom til den samtale. En uge i usikkerhed, som kulminerede ved samtalen, hvor hun ikke fik jobbet alligevel.
»Jeg havde misbrugt deres tillid. Jeg var helt slået ud. Jeg kunne næsten ikke køre hjem. Jeg har efterfølgende tænkt over det rigtig mange gange. Skulle jeg have fortalt om min stress?«
Jeanette Lund måtte gå den tunge gang tilbage til sin chef på kommunen. Hun havde sagt op. Men hun fik lov til at blive i jobbet tre måneder mere.
»Bagefter besluttede jeg at blive selvstændig. Det havde været en mulighed længe, men nu skulle det være. Ikke flere dårlige chefer og kun mine egne værdier. Jeg fik SÅ meget energi af den beslutning,« siger hun.
Egen virksomhed
Ni måneder efter at hun blev sygemeldt med stress, startede hun som selvstændig. Det var i februar 2009.
»Jeg fik så meget energi, men jeg var også bevidst om, at jeg aldrig ville ende med stress igen. Jeg arbejder ikke længere på opadgående kurver i for lang tid. Opgaverne bliver prioriteret. Jeg har huller i min kalender, så jeg kan komme helt ned og slappe af. Jeg holder fri hele juli, og det har jeg ingen kunder, der brokker sig over.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.