Siden Jörg Haiders Frihedsparti kom til magten i Østrig i år 2000, er arbejdsforholdene for landets medier blevet sværere. Med en sværm af klager og bagvaskelsessager forsøger partiet at lukke munden på kritiskejournalister.

Jörg Haider havde et problem. Han var fløjet den lange vej til New York for at se resterne af World Trade Center. Det var bare tre uger efter terrorangrebene den 11. september, men da han kiggede sig omkring, var ikke et eneste tv-kamera rettet mod ham.

Østrigs statsradiofoni ORF var ikke interesseret i et nyhedsindslag, og ingen vælgere ville derfor opdage, at den uofficielle leder af det højrepopulistiske Frihedsparti besøgte Ground Zero og lovede forældreløse storbybørn ferieophold i Alpe-republikken.

Solidaritetsrejsen til USA truede med at blive en PR-mæssig fiasko. For sine egne penge måtte Jörg Haider hyre et amerikansk tv-hold, så begivenheden blev foreviget. Et interview gav han også, til sin pressetalsmand Karl Heinz Petritz.

Båndet blev siden afleveret hos ORFs regionale tv-station i Klagenfurt, hovedbyen i delstaten Kärnten, hvor Jörg Haider er landshøvding. Den 5. oktober 2001 blev indslaget vist i programmet ‘Kärnten heute'. New York-besøget blev alligevel en succes.

"Sådan er forholdene i Østrig," kommenterer Franz Bauer, der er formand for det østrigske journalistforbund. "Det er utroligt!"

I grunden er Jörg Haiders selv-iscenesættelse blandt New Yorks ruiner blot et lattervækkende eksempel på politisk hovmod, men bagved ligger den metodiske afvikling af selvstændig, kritisk journalistik i Østrig.

 

Skræmmer journalister
Næppe var koalitionen mellem Folkepartiet (det konservative ÖVP) og Frihedspartiet (FPÖ) tiltrådt i Wien i 2000, før en lavine af sagsanlæg ramte redaktionerne. Alt blev der klaget over, ingen anledning blev forsømt til at rejse sager om bagvaskelse og stille krav om berigtigelse.

Journalisten Elisabeth Steiner, der skriver for den liberale landsavis ‘Der Standard' i Haider-delstaten Kärnten, er blot en af mange: "Indtil nu har jeg vundet alle sager – undtagen én, der stadig er under behandling i retssystemet," fortæller hun.

Et eksempel: For godt to år siden ville socialdemokraterne (SPÖ) i delstaten stille en mistillidsdagsorden mod landshøvding Haider. For at have juridisk rygdækning fik partiet en advokatvurdering af sagen, som blev fremlagt på et pressemøde.

Elisabeth Steiner dækkede mødet og citerede fra den juridiske vurdering. Artiklen blev straks imødegået med et sagsanlæg. "Begrundelsen var, at mistillidsafstemningen ikke ville opnå flertal, og at jeg som journalist burde have vurderet, om sådan en dagsorden var realistisk. Det vil sige, at jeg efter Frihedspartiets mening ikke måtte citere fra vurderingen," siger Elisabeth Steiner.

I den næste sag afdækkede hun delstatsparlamentets formand Jörg Freundschlags indtægtsforhold. På det tidspunkt var han også FPÖ-formand i Kärnten og desuden beskæftiget som lærer, men det behøvede vælgerne ikke at få at vide.

"Så lagde de sag an! Artiklen passede ikke, mente de. Men vi kunne godtgøre, at han havde flere indkomster, og det hele endte med et forlig. Dagen før retssagen tilbød FPÖs advokat, at Jörg Freundschlag skulle have lov at offentliggøre et læserbrev om sagen. Det brev har vi aldrig modtaget."

Selvfølgelig vil FPÖ-advokaterne helst vinde deres sager, men i grunden er det ikke så vigtigt, har Elisabeth Steiner forstået.

"Det handler om, at vi skal skræmmes; sagsanlæg mod journalister er jo altid problematiske – ikke kun i forbindelse med selve sagen, men også over for ens bladhus."

 

Tvinger til selvcensur
"Det er ikke sådan, at jeg kontakter en jurist, hver gang jeg skriver. Men ved emner, som efter vores skøn kan give ballade, henter vi en vurdering fra juristen. Vi lavede for eksempel en serie om ‘de blå kasser' – finansieringen af FPÖ via private sponsorer – og afsikrede os først. Man skal være meget, meget forsigtig og formulere sig meget præcist."

Eller måske formulere sig tilpas vagt?

"Nej, det er netop det, de gerne vil opnå: At vi skriver sådan, at de ikke kan angribes," svarer Elisabeth Steiner.

På Der Standards centralredaktion i Wien arbejder Astrid Zimmermann som redaktionssekretær og journalistisk tillidsmand:

"Sagsanlæg er altid ubehagelige. De koster tid og ærgrelser, fordi man skal retfærdiggøre sig over for chefredaktøren. I længden vil FPÖ tvinge journalisterne til at udøve selvcensur."

Chefredaktør Alfred Worm fra nyhedsmagasinet News er en af de slemme vaneforbrydere i Frihedspartiets øjne. Østrigske journalistkredse omtaler ham som ‘rekordholder' i sagsanlæg.

"Jeg har fået mellem 30 og 50 – jeg kan ikke holde tal på dem mere," siger Alfred Worm. "Der bliver lagt sag an mod alt, hvad der er kritisk, selv kommentarer. Jeg har bl.a. skrevet, at forholdene her er utålelige for et demokrati – og der sker altid det samme: Enhver kritik, hvert eneste ord, som ikke passer Frihedspartiet, bliver imødegået med sagsanlæg."

Alfred Worm har været i faget i 30 år og altid beskæftiget sig med undersøgende journalistik.

"Jeg indrømmer, at jeg ikke skriver regeringsvenligt. De første år lagde socialdemokraterne sag an, nu er det Frihedspartiet."

 

Passende journalistik
Blandt de mange retssager fremhæver han en om kunstneren André Heller, der skrev et regeringskritisk læserbrev til avisen Kurier. Efter offentliggørelsen lagde Frihedspartiet sag an mod ham, og derfor begyndte andre østrigske medier at interessere sig for sagen, blandt dem News.

Frihedspartiet opgav Heller og slæbte i stedet de refererende medier for dommeren. Blandt andre blev News og Der Standard dømt.

"Jeg husker ikke, hvad straffen var… en bøde. Jeg har været gennem så mange retssager, at jeg ikke på stående fod kan sige, hvilket beløb jeg skal betale for hvad. Samlet har jeg fået bøder på ca. 100.000 Schilling, men jeg beklager mig ikke; det handler ikke om min person, men om demokratiet."

Alfred Worm mener, at landets demokrati befinder sig i en "dramatisk tilstand":

"Ud af lovforslagene kan man læse, hvad det skal ende med: Regeringen ønsker at omskabe den frie journalistik til en ‘official-journalistik', som kun skriver dét, regeringen finder passende. De nye love, som er på vej, er udelukkende journalistfjendtlige – det gælder om at forhindre nyhedsformidling med fængselsstraf. Offentliggørelse af fortrolige dokumenter skal kunne give op til seks måneders fængsel. Og sådan bliver det nok," forudser Alfred Worm.

Hverken FPÖs koalitionspartner, Folkepartiet, eller socialdemokraterne i oppositionen gør nævneværdig modstand.

JOURNALISTEN har forsøgt at indhente en kommentar fra Frihedspartiet om de mange sagsanlæg mod landets journalister.

"Hvem siger det!? Det er da helt nyt for mig," siger kvinden i partiets presseafdeling og afslutter hastigt telefonsamtalen.

Læs også: Indgreb mod medierne