search

Det første han pakkede var sit kamera

Den syriske flygtning Husam Ejle var layoutchef på en avis i Aleppo. Siden 1. februar har han været i erhvervspraktik på JydskeVestkysten og leveret flere fotoprojekter til avisen. »Det har været super interessant at se vores landsdel med andre øjne,« siger fotochef Ulrik Pedersen  

»Det har været rigtig fedt at arbejde med Husam og se hans opslag i avisen. For han ser nogle ting, som vi andre fotografer ikke ser.«

Sådan siger fotochef på JydskeVestkysten Ulrik Pedersen.        

Avisen har siden 1. februar haft den syriske flygtning Husam Ejle i erhvervspraktik som fotograf.

Samarbejdet har på flere måder været en øjenåbner for Ulrik Pedersen og de andre fotografer på avisen.

»Husam har vækket en nysgerrighed i os andre fotografer, fordi han ser og studser over nogle ting, som vi andre bare går forbi hver dag. Det har været super interessant at se vores landsdel med andre øjne,« siger Ulrik Pedersen.

Arbejdede på avis i Aleppo

Da Husam Ejle flygtede fra det krigshærgede Syrien, var kameraet det første, han pakkede.

Han har arbejdet som layoutchef på en avis i Syriens største by, Aleppo, og ved siden af har han fotograferet og undervist i fotografi.

Den store interesse for billedsproget har Husam Ejle taget med sig fra Syrien til asylcentret i Løgumkloster, hvor han nu har boet de seneste 14 måneder.

Her er han fortsat med at tage billeder, som han har lagt på sin Facebook-profil. Det opdagede en journalist på JydskeVestkysten, og efter at have set Husams billeder tog Ulrik Pedersen straks kontakt.

»Jeg syntes, hans billeder var gode, og spurgte derfor, om vi kunne få lov til at bringe nogle af dem i avisen,« siger Ulrik Pedersen.

Fotoprojekt fra fire sønderjyske byer

Efterfølgende kom Husam Ejle i erhvervspraktik på avisen. Han har blandt andet været med asylcentret i Legoland, hvorfra han lavede en fotoreportage.

Derudover har han lavet et fotoprojekt, hvor han har lavet portrætter af fire sønderjyske byer – set med syriske øjne.  Det blev til fire opslag i JydskeVestkysten i påskedagene.

»Fotoprojektet startede i Tønder og sluttede i Haderslev, og der er helt klart sket noget med billedsproget gennem de fire byer og på de to måneder. Det er tydeligt, at Husam er blevet meget bedre til at fotografere mennesker,« siger Ulrik Pedersen.

Det har i det hele taget været et givende samarbejde for begge parter.

»For det første har Husam lavet nogle super gode ting.«

»Men det føles også rigtig godt at kunne give en person noget at stå op til. Det er lige så meget det, det har handlet om for os. Jeg kan næsten ikke holde tanken ud om, at der sidder folk på asylcentrene med en lyst og en gnist, som de ikke får brugt,« siger Ulrik Pedersen.

Nemmere med fotografer

Der har ikke været de store udfordringer undervejs i forløbet, fortæller Ulrik Pedersen.

»Det havde været meget sværere, hvis Husam skulle arbejde som journalist på avisen og producere en hel masse tekst. Men billedet er et internationalt sprog, som alle kan lære og få noget ud af. Så vi har talt samme sprog fra dag et,« siger Ulrik Pedersen.

Han vil varmt anbefale andre kolleger at tage en flygtning i praktik, hvis der er nogen med journalistiske kompetencer i området.

»Det har været et aldeles fremragende samarbejde, så jeg kan kun anbefale andre at gøre det samme,« siger Ulrik Pedersen.

Skal vise asylcentret indefra

Husam Ejle skal som det sidste i sin praktiktid på avisen lave en fotoserie, der skal beskrive hverdagen på asylcentret i Løgumkloster. En serie, som Ulrik Pedersen glæder sig meget til.

»Her kan han noget, vi ikke kan. Han bor der og taler sproget, og han kan derfor vise livet på asylcentret indefra på en langt bedre måde, end vi kan.«

Billederne fra asylcentret bliver kombineret med Husam Ejles billeder, han har taget på sin rejse fra Syrien til Danmark.

Den 1. maj flytter Husam Ejle til Aarhus, hvor han har fået asyl sammen med sin familie.

Og det bliver med den bedste anbefaling fra Ulrik Pedersen.

Du kan Husam Ejles fotoserie fra Sønderborg her.
Fotoserien fra Tønder har Husam Ejle lavet sammen med sin hustru Hala Arabi, der også fotograferer.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen