search

Det evige dilemma

 

 

Lis Agerbæk kalder sig selv en enspænder. Hun tror, hun er indrettet til at være freelancer. Men det faste arbejdsmarked har alligevel en magnetisk tiltrækning på hende, som hun har svært ved at forklare.

"Du skal næsten lige se udsigten," siger hun, da jeg stiger ud af bilen på en skovvej i udkanten af Nyborg.

Lis Agerbæk Jørgensen går rundt om det stråtækte hus, op på et stendige bag huset og kigger frem for sig. Luften er klam og har lagt en tågedis over landskabet. Det damper, hver gang hun puster ud.

Foran vores fødder ligger en stor mark, spredt ud som et gigantisk sort tæppe. Bag marken fortsætter skoven, som vi blot kan ane under tågen. I nogle meget lange sekunder står vi der og trækker vejret.

Lis Agerbæk bryder stilheden.

"Øv, du kan ikke se noget i dag."

Vi er på Lis Agerbæks hjem og arbejdsplads. For et halvt år siden valgte hun at droppe sit faste job og blive freelancer i stedet. Med kontor på første sal, kantine i køkkenet og opholdsrum i skoven.

Nogle dage holder hun en pause fra arbejdet omkring klokken 13. Så går hun igennem skoven, ned til bus-_stoppestedet, hvor den yngste søn, Niels på ni år, står af skolebussen. De to følges hjem, mens Niels fortæller, hvad han har oplevet i skolen.

"På sådan en dag føler jeg, at jeg har valgt helt rigtigt," siger Lis Agerbæk, da vi sidder omkring det store spisebord i det nyrenoverede køkken.

"Da jeg før i tiden kom hjem fra arbejde klokken 17 og spurgte Niels, "hvad har du lavet i skolen", så sagde han: "Ingenting". Det var ude af hans bevidsthed."

Lis Agerbæk valgte familien, sin mand og tre børn, og friheden, da hun sagde op fra sit job som informationsmedarbejder på Odense Universitetshospital. Men hun valgte også noget fra. Noget, der stadig kan sende tusindvis af spørgsmål igennem hendes hoved.

 

Høje krav
Den 45-årige journalist blev uddannet fra Journalisthøjskolen i 1985 og ansat på Fyns Amts Avis. Her var hun i fire år, indtil hun fik en 30 timers stilling på Odense Universitet. Det blev hun dog hurtigt træt af – "Der var mange, der ville bestemme…" – og i 1990 blev hun freelancer for første gang.

Det gik godt. Og der skulle gå ni år, før hun vendte tilbage til et fast arbejde.

"I 1999 var jeg over fyrre. Jeg tænkte, at hvis jeg nogensinde skulle have et fast job igen, så… Og så var der internettet. Jeg troede, at alt ville blive lagt over på internettet. Jeg var bange for at blive sat af."

Lis Agerbæk fik job som informationsmedarbejder på Odense Universitetshospital i december 1999. Men hun blev aldrig rigtig glad for det.

"Det kan godt være, at jeg er for pernittengryn. Men jeg synes, at tingene skal være i orden. Det har jeg altså behov for. De steder, jeg har arbejdet, har det enten gået for hurtigt, eller også har man været ligeglad med kvaliteten."
Lyset fra Ph-lampen bliver pludselig svagere. Elkogeren tager strømmen.

"Når jeg arbejder for mig selv, kan jeg gøre noget ved det, jeg er utilfreds med. På sygehuset ville det kræve fem år at flytte på noget. At få dem til at tage kommunikation seriøst."

Hun rejser sig, tager det kogende vand og hælder op i en tekande.

"Jeg har ikke tålmodighed til den slags. Jeg sætter nok store krav til de mennesker, jeg arbejder sammen med."

"Så er der en anden ting ved faste arbejdspladser: Der er altid nogen, der har noget på nogen. Altid nogen, der hader nogen. Det bruger man mange kræfter på."

Første juli i fjor traf hun det store valg: Hun blev freelancer igen.

"Det sidder faktisk stadig i mig. Jeg opfatter det som lidt af en falliterklæring at forlade et job uden at få ændret noget."

Hun løfter skuldrene og lader dem falde igen.

 

Frihed, men…
Starten som freelancer er gået godt. Lis Agerbæk har haft et travlt efterår. Hun er ikke i tvivl om, at hun trives bedre nu, end da hun var fastansat.

"Der er mere frihed, mere råderum. Jeg kan indrette min arbejdsdag efter familien."

Hun står op med børnene klokken 6.45, laver madpakker, kører de to mindste i skole og klokken 8.15 er hun hjemme igen.

"Så læser jeg lidt avis, kom-_mer lidt til mig selv. Det passer mig rigtig godt. Jeg er ikke noget morgenmenneske."

Arbejdsdagen går typisk fra klokken 8.45 til klokken 16. Men hvis børnene skal køres til badminton eller andet, så holder hun en pause og napper en time mere sidst på eftermiddagen eller om aftenen.

Det seneste halve år som freelancer har Lis Agerbæk tjent gennemsnitligt 29.000 kroner om måneden. Det er 1000 kroner mindre, end hun gjorde på Odense Universitetshospital. Til gengæld skal hun også selv betale pension, sygeforsikring, efteruddannelse og meget andet. Arbejdstiden har hun ikke lavet regnskab over. Men hun tror, at hun holder sig nede på 37 timer.

Hun taler om alle de gode ting ved at være freelancer. Tid til familien, mulighed for at lave de historier, man brænder for, fordybelsen. Men hun taler på en måde, så man hele tiden venter på ordet "men". Lis Agerbæk er en tvivler, og selv om hun ikke fortryder, at hun blev freelancer igen for et halvt år siden, er der mange "men'er".

 

Mindreværd
"Jeg kunne godt tænke mig nogle kolleger af og til. I travle perioder holder man den gående. Men i dårlige perioder, kan det være svært at trække sig selv op ved håret. Så bliver man alene."

"På en stor arbejdsplads ved man, hvor verden bevæger sig hen. Man følger simpelthen med. Den udvikling, jeg skal have som freelancer, skal jeg selv sørge for."

"Jeg er glad for at være freelancer, og jeg er egentlig ikke helt klar over, hvorfor jeg har så modsatrettede følelser, men," siger hun og stopper sig selv.

Hun fortæller om en kilde, som hun forsøgte at få fat på en hel uge. Hun lagde beskeder og sendte mails. Da hun endelig fik fat på kilden fredag eftermiddag, blev hun fuldstændig overfuset.

"Hun var fuldkommen oppe at køre. Bagefter lagde jeg røret på og tænkte "hvad er det for noget." Jeg blev nok lidt i tvivl, om jeg var god nok. Det var op til en af de weekender, hvor man skal handle stort ind og holde fødselsdag. Men den der lå i baghovedet hele weekenden. Hvis jeg havde siddet på en redaktion, så havde jeg sagt: "Hør lige en møgkælling, jeg har haft i røret". Sådan en omgang går dybere ind, når man er alene… Det handler nok om at tro på sig selv, når man er freelancer."

Lis Agerbæk lægger ikke skjul på, at mindreværd er en kendt følelse.

"Jeg kender en del af den slags "journalist-journalister". De arbejder for eksempel på dagblade. De kan godt have en tendens til at synes, at det, jeg laver, ikke er noget værd. De snakker bare avis, fra de kommer, til de går. Sådan nogle aftener kan man godt føle sig lidt mindre værd."

"Man får identiteten gennem det, man laver. Men som freelancer har man ikke en arbejdsgiver i ryggen. Det gør det sværere."

 

Dilemmaet
På spørgsmålet "vil du gerne være fastansat igen?", smiler Lis.

"Måske engang. Men lige nu vil jeg ikke. Når jeg er freelancer er det for at have et godt liv. Hele vejen rundt. Både arbejds- og familielivet," siger hun og holder en pause.

"Men hvis jeg kunne finde på en stor rummelig arbejdsplads … hvor man kunne udvikle sig. Det kunne være dejligt."

Hun fortæller, at hun på DJH gik på hold med Nils Thorsen, som i dag er journalist på Politiken. Han har udgivet to bøger med portrætter.

"Jeg læste en i sommer, og jeg må indrømme, at jeg tænkte wauw. Han har fået lov at udvikle sig."

Lis Agerbæk vælger med andre ord det hele liv frem for karrieren. Måske er det derfor, hun bliver tiltrukket af det faste arbejdsmarked.

"Når jeg flirter med tanken om at være fastansat, er det nok også for at få bekræftet min markedsværdi som journalist. Det er et dilemma. Jeg har brug for, "der er ingen bånd, der binder mig" samtidig med, at jeg har brug for relationer til andre og for tilhørsforhold."

Læs også: Tilfredse freelancere

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen