Her i blogosfærens tynde luft er der jo fare for åndenød og besvimelser, men det skal ikke forhindre mig i at berette om en journalistisk term, jeg er stødt på under de sidste dages research til forskellige historier.

Jeg ved ikke om det er fordi danske journalister er mindre anglofile end resten af befolkningen, eller om udtrykket ’of the record’, mere bruges i journalist/normal kilde (red. ikke mediefolk) relationships (Eller af folk over 60?), men jeg er ikke stødt på netop dén betegnelse for fænomenet endnu.

Altså: ”Det jeg siger nu, må du sgu ikke skrive, og jeg vil kun tale med dig, hvis jeg kan være sikker på det.”

Under alle omstændigheder har flere af mine kilder, siden jeg startede, kun villet udtale sig, hvis det ’kun var til baggrund’, som de sagde.

Jeg indrømmer, jeg ikke lige havde hørt det præcise udtryk før. Og da jeg sad midt i en telefonsamtale, og kravet hang i luften som en tegnefilmsfigur, der har opdaget underlaget er væk, følte jeg et splitsekund, jeg halsede efter som prærieulven efter hjulben.

Jeg måtte tænke hurtigt. Inden historien, interviewet og det hele faldt til jorden.

Nu er jeg ikke kendt for at være specielt langsom, kun sådan tilpas midt imellem, så jeg fangede da eventually meningen – sagde ja ja, og jo, og det kan jeg godt forstå osv. Historien måtte bekræftes andetsteds. Ellers naturligvis ingen historie.

Det både lykkedes og ikke lykkedes. Men det er til baggrund, så tys tys.

Men jeg blev klogere og bedre rustet til netop at få historien bekræftet, så det er jo en meget praktisk, ret indforstået er min opfattelse, ordning – der sikrer et vist flow i videndelingen i denne branche.

Det er også mit indtryk at vandstanden står ret højt i disse uofficielle kanaler for – til tider – saftige historier.