search

»Det er stadig lovligt at lyve overfor hviderussere.«

PRESSION. Navnet »Helena« er opdigtet. Men kvinden, der er redaktør af en af Hvideruslands få tilbageværende uafhængige aviser, er virkelig. Hun sidder under de høje stuk-lofter i Journalisternes Hus i København og gnaver af et grønt æble.

PRESSION. Navnet »Helena« er opdigtet. Men kvinden, der er redaktør af en af Hvideruslands få tilbageværende uafhængige aviser, er virkelig. Hun sidder under de høje stuk-lofter i Journalisternes Hus i København og gnaver af et grønt æble.

Sammen med frontkvinden for det hviderussiske journalistforbund – den lave, tætte Shanna Litvina – skal hun mødes med Dansk Journalistforbunds formand, Mogens Blicher Bjerregård, der med råd, internationalt lobbyarbejde og penge fra det danske Udenrigsministerium hjælper med at opbygge et forbund for journalister i Hviderusland.

Kravet om at være anonym kalder hun 'en praktisk rejseforanstaltning'. Hvis myndighederne finder ud af, at hun har udtalt sig til et udenlandsk medie om forholdene i Hviderusland, kommer hendes navn på den sorte liste over samfundsskadelige personer ved siden af terrorister, narkosmuglere og oppositionspolitikere. Det vil gøre det sværere for hende fremover at rejse ud af Hviderusland – og umuligt at medbringe dokumenter og notater, der omhandler præsident Alexander Lukashenko og hans regime.

En ny artikel i landets lovgivning trådte i kraft den 1. januar i år. Den gør det muligt for staten at retsforfølge personer, der 'bevidst forsøger at misinformere udlændinge om forholdene i Hvide-rusland'.

Strafferammen spænder fra seks måneder til to år, og i et land, hvor hele retsvæsnet fra øverste dommer til nederste gadebetjent er under regeringens kontrol, skal man ikke gøre sig forhåbninger om en retfærdig rettergang, siger Helena.

»Det er en lov, der har til formål at true og skabe frygt. Vi blev meget deprimerede, da vi hørte om den. Loven viser, at regeringen ønsker at modarbejde os og ikke går ind for pressefrihed. Det paradoksale er, at loven kun forbyder at sprede misinformation i udlandet. Det er stadig lovligt at lyve over for hviderussere. Det er en lov, der udelukkende har til formål at forbedre vores image udadtil.«

Hviderusland er Europas sidste diktatur. Den 19. marts skal der være præsidentvalg, og præsident Alexander Lukashenko frygter efter sigende, at valget vil udløse en fløjlsrevolution som dem, der fandt sted i Ukraine i 2004 og i Georgien i 2003.

Regimet gør derfor alt, hvad det kan, for at skabe dårlige arbejdsbetingelser for de få aviser, der ikke er kontrolleret af staten. Blandt andet må landets eneste trykkeri og distributionsselskab, der er statsejet, ikke længere trykke og distribuere aviser med privat ejerskab, fremgår det af det hviderussiske journalistforbunds hjemmeside (www.baj.unibel.by).

De få tilbageværende uafhængige aviser bliver trykt på trykkerier i nabolandet Rusland. Det er dyrt og går ud over blandt andet lønudbetaling. Samtidig giver det myndighederne mulighed for at forsinke udgivelsen ved at tilbageholde aviserne ved grænsen.

De nye reguleringer har betydet døden for mange aviser og tidsskrifter. Ifølge en officiel opgørelse over registrerede aviser fra Informationsministeriet i Hviderusland er 70 tidsskrifter gået ind alene i de to sidste måneder af 2005.

22 af dem var aviser, der beskæftigede sig med politiske emner.

Adskillige journalister er blevet fængslet for at have skrevet artikler, der tilsviner præsidenten eller embedsmænd i regimet. Myndighederne i Hviderusland er sågar blevet mistænkt for at have bortført og myrdet journalister.

I 2000 forsvandt Dzmitry Zavadzki, en kameramand fra tv-kanalen ORT, fra lufthavnen i Minsk. Han formodes myrdet, men trods efterforskning og retssager er hans lig er aldrig blevet fundet.

En anden journalist, Vieranika Charkasava, der skrev om sociale og religiøse emner for en uafhængig avis, blev i 2004 brutalt myrdet i sit hjem. Hendes 15-årige søn blev mistænkt for mordet og indlagt på en psykiatrisk afdeling. En journalistisk undersøgelse har imidlertid frembragt oplysninger, der har skabt mistanke om, at mordet blev begået af en professionel morder, der fik det til at se ud som en civil forbrydelse.

»Det er ikke sådan, at jeg og mine kolleger går rundt i konstant frygt for at blive myrdet eller udsat for vold. Men regeringens fjendtlige indstilling til pressen gør, at vi censurerer os selv,« siger Helena.

* Læs også i dette nummer af Journalisten: »Revolutionens tolvtemand«

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen