Hvad drømte du om som barn? 

”I anden klasse drømte jeg om at blive dyrehandler. Senere bibliotekar, fordi min farmor var det. Det er de to eneste ting, jeg kan huske.

Hvorfor blev du journalist?

”Det har været en snørklet vej. På en fagdag i gymnasiet havde vi besøg af en meget desillusioneret journalist, som mest talte om skæve arbejdstider, og at mange af kollegerne var fordrukne. Det var ikke noget for mig, tænkte jeg. Senere var jeg med på Frontløbernes første journalistkursus, men jeg følte stadig ikke rigtig for det. Jeg havde ingen trang til at omstyrte regeringer eller trække bukserne af kommunalbestyrelser. I stedet gik jeg på universitetet et par år, men journalistikken blev ligesom ved med at spøge, og til sidst tænkte jeg, at det i virkeligheden nok var det, jeg havde mindst ikke-lyst til. Og så søgte jeg ind på Journalisthøjskolen.”

Hvordan husker du skolen? 

”Jeg havde en øjeblikkelig fornemmelse af at være kommet i havn. Samtidig var jeg totalt lammet af præstationsangst. I perioder, hvor jeg skulle aflevere opgaver, kunne jeg ikke sove om natten, og jeg havde fantasier om, hvor mange af mine legemsdele jeg ville skære af og give i bytte for at nå til dagen efter min eksamen. Så kom jeg i praktik på TV 2 Midtvest, som var min første prioritet, fordi man virkelig fik lov til at arbejde og lære noget på de regionale tv-stationer. Men de lagde stor vægt på nyhedsformidling, som mit hoved slet ikke var skruet rigtigt på til, så jeg gik igen helt omkuld i kolde ben, dårlig nattesøvn og præstationsangst.”

Hvad gjorde du for at komme af med den angst?

”Jeg gik ind på direktørens kontor og sagde det, som det var. Det endte med, at jeg fik lov til at lave det, jeg gerne ville: Portrætter og programmer med fokus på samtalen og sammenhænge. Og så fik jeg lov til at lave live. Min første var 5. maj 1995 – jeg har stadig klippet på et VHS-bånd – og jeg ligner det klassiske rådyr fanget af en lyskegle, men det var lige meget, for her skete faktisk noget, som ikke skræmte livet af mig.”

Året efter blev du vært på det dengang nye program ’Go’ Morgen Danmark’. Hvordan skete det? 

”Fra nogle tidligere kolleger på Midtvest, som nu var på TV 2, hørte jeg, at der skulle starte noget, der hed ’morgen-tv’, hvor Michael Meyerheim skulle være vært, og de manglede hans kvindelige makker. Jeg ringede til ham, kom til casting og fik jobbet. Det var, mens jeg lavede hovedopgave på Journalisthøjskolen og fulgte et semester i retorik på Københavns Universitet. Så jeg havde en del at se til. Når jeg ser tilbage, tænker jeg, at det kun kunne lade sig gøre, fordi jeg var 28.”

Men så lavede du morgen-tv i 12 år. Blev du aldrig træt af at interviewe mennesker hver evig eneste dag i så mange år?

”Nej. Overhovedet ikke, faktisk. Det er jo et meget alsidigt program, og vi sad med alt fra statsministre over livsstilshistorier til skæbnehistorier. Vi dækkede alle områder, og dengang var der meget politik.”

Sidste år sagde du op på TV 2. Hvordan har det været at være freelance?

”Jeg har følt en meget stor følelse af frihed. Det, jeg siger ja til, siger jeg virkelig ja til. For første gang i 20 år har jeg ikke en fast vagtplan, så jeg skal selvfølgelig leve med og forholde mig til den usikkerhed, men samlet set er jeg meget glad.”

Hvad savner du mest ved at være fastansat?

”Foreløbig ingenting. Overhovedet.”

Hvad er branchens største udfordring? 

”Tempoet. Alt er online, alt er news in the making – ingen venter længere andægtigt til klokken 20, før de tænder for nyhedsudsendelsen – og derfor skal vi udkomme døgnet rundt. Alle skal stilles til ansvar hele tiden. Men i det her liv tager det altså nogle gange tid at orientere sig i et udsnit af virkeligheden. Vi får så mange mellemregninger, som ikke afklarer, men bare gør os mere forvirrede. Journalistikken skal skabe orden; hjælpe os til at få overblik og indsigt, så vi kan skabe vores egen mening. Det gør den sjældent i dag. Det er mere, som om der stikkes en hjulpisker ned, og det sprøjter ud med fakta til alle sider. Fakta, men ikke sammenhæng. Tit føler jeg, der står en faktuel sætning, men der mangler den følgende: ’Det betyder, at …’ eller: ’Set i forhold til sidste år …’”

Hvad er løsningen?

”Jeg ved det ikke. Vi kan jo ikke spole tiden tilbage og bede TV 2 News om ikke at stå på Christiansborg og stille ministrene til ansvar døgnet rundt – eller spole avisernes digitale platforme tilbage – for det er jo blevet normalen. I det omfang det er muligt, bør vi selvfølgelig insistere på at prøve at sætte tempoet ned og ikke gå ud med noget, før vi er 100 procent sikre på, at det er rigtigt. Men jeg ved det ikke. Det er også derfor, jeg gudskelov ikke er chef – jeg ville have svært ved at sove om natten.”

Bekymrer det dig? 

”At det hele går så hurtigt, og at det er svært at finde sammenhæng? Ja, det bekymrer mig. Vi har en amerikansk justitsminister, som står anklaget for at have holdt møder med Rusland. Det store spørgsmål er, om russerne har blandet sig i det amerikanske valg, og vi ved ikke, hvem der lyver. Den amerikanske præsident bliver dagligt anklaget for at lyve, og han siger bare, at det ikke passer. Der opstår grundlæggende usikkerhed i os, når autoriteter lyver, og det er et kæmpe problem. Lige nu er der virkelig mange ting, der falder ned af hylderne.” 

Det er et lidt dystert sted at slutte …

”Ja. Og nogle gange må man være i det dystre. Men heldigvis er alt aktion og reaktion – vi er i evig bevægelse. Der skal nok komme en modreaktion, som flytter historien et nyt sted hen. Det med USA og Rusland ser ikke godt ud, men man må huske, at mennesket har meget godt i sig, og der er mange gode kræfter på spil på den her planet. Verdenshistorien er det gode mod det onde. Vi er et dystert sted nu, men det skal nok blive bedre.” 

Foto: Daniel Hjorth.