Hvorfor blev du journalist? 

”Det har aldrig været sådan, at det stod med flammeskrift. Men fordi jeg ikke interesserede mig for håndværk, kom jeg i gymnasiet. Jeg læste altid meget, og det fag, jeg var god til, var dansk. Da jeg nævnte journalist for fru Barfoed, som man nok vil kalde min studievejleder, sagde hun: ’Nej, Mogens, du skal da have et embede.’ Efter gymnasiet begyndte jeg at læse dansk, men kun i knap et år, for det ødelagde alt, hvad jeg kunne lide ved litteratur.” 

Hvordan?  

”Det var alt for teoretisk. Universitetet var slet ikke noget for mig, så jeg droppede ud og blev sygehjælper og ufaglært nattevagt på et plejehjem, samtidig med at jeg instruerede skolekomedie på min gamle skole, Sortedam Gymnasium. Og så søgte jeg ind på journalisthøjskolen.” 

Men hvorfor søgte du ind? 

”Det handlede om engagement. Det var jo i de glade blomsterbørns tid med peace, love and understanding, og faktisk sluttede Vietnamkrigen, mens jeg gik på journalisthøjskolen. Jeg var elevrådsformand både på Øster Farimagsgade Skole i tredje real, indtil jeg blev smidt ud, og i gymnasiet, så der var et engagement i det hele.” 

Altså et politisk engagement? 

”Politik har været en stor del af mit liv. Da jeg begyndte på journalisthøjskolen, sad jeg oppe på biblioteket og læste partiprogrammerne igennem og snød mig til at klippe en indmeldelsesblanket til Socialdemokratiet ud af en af de pjecer, der lå der. Senere var jeg med til at stifte DSU Brabrand, og jeg har også været formand for Socialdemokratiet i Ishøj, hvor jeg i et år også har været indsuppleret i byrådet.”

Du så ikke nogen modsætning mellem at være journalist og politiker?  

”Næ. Det har der altid været mange diskussioner om, men jeg synes nærmere, det er en god ting, at man er engageret. Så længe man ikke skjuler noget, er der ikke noget problem. Tværtimod gør politisk engagement, at man måske ved mere end nogle af de unge, som beskæftiger sig med politisk journalistik i dag.”

Du har haft en række forskellige journalistjobs, blandt andet var du i FDB i 13 år. Hvordan var det? 

”Det var ekstremt spændende. Vi lavede Brugsens Ugeavis, et blad med et oplag på 35.000, hvor jeg var redaktionschef. Senere blev vi et in house-bureau, som blandt andet lavede blade til kæder. Samtidig var jeg i gang med at lave noget lokal-tv på sidelinjen, og der kom ny formand og ny direktør i FDB, og … friheden blev efterhånden mere begrænset. Så jeg tænkte: Jeg vil være freelancer. Og det var jeg et par år. Efterhånden blev de penge, der var til lokal-tv, dog sparet væk – selv om de ikke kunne finansiere mere end en stolerække i DR's koncertsal. Men sådan er der jo så meget.”

Hvad er branchens største udfordring? 

”Det største problem i medieverdenen er fravær af idealer. Det er der sikkert mange gamle journalister, der siger – det skal være rigtige journalister og tralala. Alle de år, jeg har været medlem af forbundet, har der været en debat om det. Først var det informationsmedarbejdere, så blev det kommunikatører og så videre. Men det er et problem. Alle er, undskyld udtrykket, blevet ludere for Vorherre. Folk har spindoktorstillinger den ene dag for den næste at være ansat på TV Avisen. I min tid er forbundet gået fra at være lidt færre end 4.000 medlemmer til i dag at være godt 18.000. Alle klager over, at de har for travlt, men det er, som om den ene halvdel af forbundet er ansat til at holde den anden i skak.”

Hvad er løsningen?  

”Der er jo det gamle udtryk om at gå til hovedet i stedet for røven …”

Hvad betyder det? 

”Jamen jeg kunne godt tænke mig, at journalistfaget blev mindre selvhøjtideligt og mere fandenivoldsk.”

Hvordan konkret?

”Journalister skal turde mere. Være mindre funktionærer og mere journalister. Det kan godt være, at jeg bare er røsten fra graven, men der er jo nok at tage fat på. Og hvis man ser på de fleste store politiske sager, der er blevet ændret, så er det jo ikke med politik, men med journalistik. Nixons fald, Tamilsagen, Farumsagen, Tibetsagen. Grænseoverskridende svindel. Noget af det positive ved den nye virkelighed er, at man på tværs af grænser kan sætte et helt kobbel af journalister på en sag. For det er jo også den nye virkelighed, at informationsmængder er så gigantiske – og samtidig har ethvert menneske med internetadgang det samme til rådighed, som man engang skulle være et helt redaktionssekretariat til at styre. I dag har vi alle sammen et helt redaktionssekretariatet i vores tommelfinger.”

Ser du dig selv som pensionist? 

”Jeg er jo defineret som pensionist, men jeg har noget frivilligt arbejde, og så har jeg lavet ny-politik.dk. Hvis du slår op i annalerne, så udgav Fremad i sin tid et slags ideologisk tidsskrift, redigeret af Lasse Budtz, der havde det navn. Det kan da lige så godt udkomme på nettet, tænkte Søren Thomassen og jeg. Så nu har vi været i gang i et par måneder, og den fjerde udgivelse slog vi op her forleden. Det er forholdsvist billigt, og fordi vi ikke har nogen sponsorer eller noget, kan vi skrive, hvad fanden vi vil.”

Du er 65 år nu. Kan du forestille dig en dag slet ikke at udkomme med noget længere? 

”Den dag, jeg holder op med at være i nærheden af et tastatur, er det, fordi jeg er blevet halvblind eller sådan noget.”

Men ellers ikke? 

”Nej. I øvrigt er der også noget galt med den måde, pensionister bliver opfattet på. Jeg har ikke kravlet rundt som blikkenslager på kolde gulve eller som tømrer på tage, så jeg kan jo blive ved. På den måde er der jo ikke nogen udløbsdato. Men nu må vi se. Det kan også være, at jeg skriver mine erindringer, men måske skal jeg hellere henvende mig til nogen og spørge: ’Hvad får jeg for at lade være?’” 

Foto: Sara Galbiati