OL #3: Danske korrespondenter i Kina bliver fysisk forhindret i at udføre deres arbejde. Journalisten har talt med fire af dem, der beretter om trusler og afhøringer af politiet. Og for kineserne er det endnu værre. De risikerer alt.

Please, can I help you? Det skorter ikke på venlighed i Beijing. I hvert fald ikke når man som en af de godt 21.000 tilrejsende journalister akkrediteret til OL bevæger sig frit ud og ind af Den Olympiske By, stadioner og det internationale pressecenter, MPC.
Alt forløber imponerende gnidningsløst og med et væld af vink, smil og let genkendelige OL-guider får man adgag til hele det officielle show, som kineserne har linet op. Ja, man fristes til at sige: Plastic fantastic.

Er man fast udstationeret korrespondent her, så er billedet til gengæld et væsentligt andet. I hvert fald hvis man er på jagt efter de lidt mere kritiske historier om konsekvenserne af jordskælvet, Tibet-diskussionen eller blot ganske almindelige dagligdags temaer og emner, som optager landets egne borgere.
Det er meldingen fra fire danske korrespondenter, som Journalisten.dk har talt med. Alle har de eksempler på myndighedernes indblanding i deres arbejde. Og alle har prøvet at få deres arbejde besværliggjort, selv om den ny medielov fra 2007 har gjort det lidt bedre. I hvert fald for journalisterne.
For kineserne er der derimod ingen lov, der giver dem rettigheder. De risikerer alt i kontakten med journalister. Og derfor påhviler der udenlandske journalister et enormt ansvar.

»Der har været eksempler på udenlandske journalister, der er blevet hårdhændet behandlet af politiet. Jeg er ikke en helvedes karl. Jeg er en tøs. En tudemarie, der ville rulle sig sammen i fosterstilling og begynde at flæbe, hvis det skete for mig. Men det er til gengæld også det værste, der kan ske for os udenlandske journalister; og så at vi måske bliver kylet ud af landet,« beretter Berlingske Tidendes korrespondent Kim Rathcke Jensen og tilføjer:
»Det største problem lige nu er derimod at beskytte de kinesiske kilder og assistenter. Myndighederne har effektivt lukket munden på de folk, der normalt kunne komme med en kritisk kommentar. Og det kan få store konsekvenser for kineserne. Med et pænt ord hedder det chikane. Det dækker over, at politiet bortfører dig i nogle timer og tæsker dig.«

Kim Rathcke Jensen har et konkret eksempel fra sidste uge, som dog ikke er en af hans egne kilder.
»I sidste uge kom en lærer fra Sichuan et år i arbejdslejr, fordi han havde taget billeder af de sammenstyrtede skoler, der blev ødelagt under jordskælvet, og lagde dem på internettet.«
Berlingskes korrespondent vurderer, at grænsen for, hvad myndighederne ser som en trussel, er sænket dramatisk de seneste måneder og uger, så kineserne nu risikerer både tæsk, arbejdslejr og fængsel.
»Det skal man ikke undervurdere. Og det er jeg bange for, at nogle af de journalister, der kommer til byen for at dække OL, vil gøre. For det kan være svært at sætte sig ind i, når man kommer fra et fredeligt og trygt land i for eksempel Europa. Og det er svært at spå om, hvad der vil ske med kilderne, når OL er forbi,« siger Kim Rathcke Jensen.

Vera Bundgaard, der har været korrespondent i Kina i snart fire år for Kristeligt Dagblad, blev personligt både afhørt og kropsvisiteret af politiet under partikongressen sidste år. Det skete, efter at et gammelt ægtepar havde henvendt sig til hende på gaden med deres klagesag.
»Hændelsen skete endda, efter at de nye regler for udenlandske journalister var trådt i kraft,« fortæller hun.
»Lige nu har jeg en civil, olympisk sikkerhedsvagt siddende uden for porten til mit kontor/bolig. Der er hundredetusinde af dem over hele byen, og det handler selvfølgelig om den skærpede sikkerhed omkring OL. Selvfølgelig er det betryggende, da der jo ifølge det kinesiske styre er utallige terrortrusler mod byen, men på den anden side betyder det også, at det nok ikke lige er tidspunktet, hvor jeg som journalist skal invitere en tibetansk bekendt på en kop kaffe. I det hele taget har jeg et par projekter, som er så følsomme, at jeg bliver nødt til at udskyde dem til efter OL. Det er simpelthen for hysterisk lige nu og for farligt – ikke for mig, men for de mennesker, jeg skal snakke med,« siger Vera Bundgaard.

Jes Randrup Nielsen, der har været korrespondent for Jyllands-Posten i Kina siden januar 2005, understreger, at han i det daglige i det store hele har kunnet arbejde, som han ville.
»Men sammenstød har der været, og det har som regel været, når særlige forhold har gjort sig gældende,« siger han og beretter om, hvordan han første gang blev smidt på porten af politiet under et besøg i Liaoning-provinsen i efteråret 2005.
»Jeg turede rundt i landsbyer i området for at rapportere om fugleinfluenza. Da jeg på et tidspunkt stoppede i en bygning for at stille spørgsmål, viste det sig at være det lokale partihovedkvarter. I løbet af to minutter ankom politiet, og efter to timers afhøring – med spørgsmål som: Hvad laver du her?; svar: Kan I svare på, hvordan situationen i området forholder sig? – fik jeg endelig lov at gå igen,« siger fortæller Jes Randrup Nielsen.

For hans chauffør var sagen dog en anden:
»Politiet fulgte min chauffør til amtsgrænsen og truede ham med anholdelse, hvis han nogensinde viste sig i området igen. Mig truede de med uspecificerede – og tomme – trusler, hvis jeg igen viste mig i området, og takkede mig for min interesse i emnet. Den næste dag tog jeg en anden chauffør og en anden rute ind i nøjagtigt det samme område, uden at nogen lagde mærke til det.«

Lene Winther fra Ritzaus Bureau er en af de sidst ankomne danske korrespondenter i Kina. Halvandet år har hun været i landet:

»Jeg har endnu ikke været udsat for helt voldsomme oplevelser såsom anholdelser eller trusler, men jeg har prøvet at få mit arbejde besværliggjort flere gange – mest ved den selvcensur, som opstår, når kilderne føler sig presset af styret,« siger hun.

»Da jeg i februar måned arbejdede på en historie om islam i Kina i den nordvestkinesiske Ningxia-provins, stødte jeg ind i nogle problemer. Jeg havde en interviewaftale med en imam, og da jeg mødte op, ventede tre civilklædte politibetjente på mig. Først ville de ikke sige, hvem de var. De lod bare, som om de var venner med imamen. En af dem påstod sågar, at han var imamens bror. En anden af dem var en kvinde, som kunne en smule engelsk, og hun blev ved med at udspørge mig om min baggrund og formål med at være i området,« fortæller Lene Winther.

»Til sidst indrømmede de, at de var politifolk, og at jeg burde have søgt om tilladelse til at foretage interviews – og det på trods af Kinas nye regler om interviewfrihed for udenlandske journalister.«
Hun blev dernæst taget med på stationen for at få kopieret pas og pressekort. Først herefter kunne hun gå i gang med sit interview med imamen.
»Men undervejs ringede hans telefon tre-fire gange. Det var politiet, som ville høre, hvad imamen blev spurgt om. Og undervejs i interviewet sagde imamen fem gange, hvor god den kinesiske regering var. Den næste dag blev to andre interview-aftaler aflyst uden forklaringer. Og jeg er næsten sikker på, at jeg blev skygget, indtil jeg forlod byen næste dag,« siger Lene Winther.

Jes Randrup Nielsen fra Jyllands-Posten gør opmærksom på, at siden reglerne for udenlandske journalister blev ændret i 2007, har politiet i princippet ikke ret til denne type indgreb. Og det har i sig selv gjort journalisterne mere modige og ført til flere sammenstød med myndighederne, der ikke har overholdt deres egne forordninger for udenlandsk presse eller deres løfter til verdenssamfundet i forbindelse med OL. Han giver dog endnu et eksempel på, at en ting er lovgivning – noget andet er virkeligheden.

»I marts blokerede de kinesiske myndigheder al adgang til tibetanske områder, og kun ved at skifte lokale taxier flere gange undervejs lykkedes det mig sammen med en fotograf at snige mig forbi militærets og politiets checkpoints og ind i et tibetansk område i Sichuan-provinsen. Her blev vi på hotellet øjeblikkeligt mødt af en politichef, der bad os om at forlade området, men i øvrigt lod os blive boende. Dagen efter tog vi videre og undgik igen militærets checkpoints,« siger Jes Randrup Nielsen, og gør opmærksom på, at Kina benægtede officielt, at militæret deltog i aktionen.

»Det tidspunkt, hvor myndighederne i videst udstrækning har holdt sig til reglerne, var under jordskælvet i Sichuan. For første gang oplevede jeg en fantastisk åbenhed over hos både civile og militære,« siger Jens Randrup Nielsen og tilføjer:
»Dog var politiet igen ofte med til at spærre adgangen til bestemte områder uden yderligere varsel. Og igen var forsøgene blot halvhjertede irritationsmomenter.«

Åbenheden viste sig dog kun at gælde de dele af reportagen, der ikke var politisk følsom.
»Da jeg sammen med en fotograf fra Jyllands-Posten tre uger efter jordskælvet forsøgte at interviewe forældre, der havde mistet deres børn i skoler, der nærmest var eksploderet under jordskælvet og i alt tog op mod 10.000 unge liv med sig, var civilt og uniformeret politi på pletten i løbet af ganske få minutter. De forhindrede mig fysisk i at interviewe forældrene, og verbalt med trusler mod forældrene. Dernæst kørte de dem væk,« siger Jes Randrup Nielsen, der understreger, at det blot var ét enkelt eksempel, der understøttes af flere hundrede lignende eksempler givet af andre journalister i Beijing.

»Allervigtigst er dog ikke korrespondenternes liv og levned. Kun enkelte journalister er blevet fysisk forulempet, og for det meste opfattes vi på linje med diplomater – repræsentanter for det land, hvor vores organisation hører hjemme. Langt værre kan det gå for de mennesker, der interviewes. For reglerne gælder udelukkende udlændinge. Myndighedernes overvågningsmuligheder er i dag så avancerede, at man kun sjældent kan formodes at være i fred, og Kinas retssystem eller love yder absolut ingen beskyttelse for de kilder, man taler med,« siger Jes Randrup Nielsen.

Læs flere Postkort fra Beijing i det særlige tema på Journalisten.dk.

(Opdateret)