Journalist Mogens Jacobsen raslede denne sommer for 35. år i træk fra hotel til hotel for at dække Tour de France – selv om han er pensioneret. Journalisten rejste med for at finde ud af HVORFOR?

De hilser alle på ham med håndtryk og et nik. Franske, tyske, italienske journalister. Denne lumre lørdag i belgiske Liége markerer ikke bare Tour de France-starten, men også Mogens Jacobsens 35. optræden i træk som Politikens udsendte til den franske verdensbegivenhed. På trods af at han gik på pension for tre år siden, agter han at fortsætte tilværelsen som omrejsende cykelreporter.

»Det er passion,« forklarer han.
»Jeg kan ikke forestille mig at trække mig frivilligt tilbage. Men jeg falder måske om en dag, hvor det bliver for krævende oppe i bjergene,« siger Mogens Jacobsen bænket ved et langbord i den underjordiske multiarena otte kilometer uden for Liége, der fungerer som pressecenter.
"Husaftalen" på Politiken er, at man går på pension som 65-årig, men Mogens Jacobsen ser ingen grund til at trække sig tilbage.
»Dels kan jeg grundlæggende godt lide at skrive og arbejde. Dels kan jeg lide bladet. Og da jeg kunne få den her ordning, der giver mig adgang til at skrive om alt cykelløb og rejse temmelig meget, har jeg tænkt mig at fortsætte, lige så meget jeg kan og Politiken vil have,« siger Mogens Jacobsen.

Mogens Jacobsen bliver af danske cykelryttere kaldt både "en legende", "godfather" og "et levende leksikon". Respekten omkring ham er tydelig. Cykelkommentator og forfatter Jørgen Leth har haft et venskabeligt forhold til den 68-årige Politiken-reporter i mange år og begræder, at udviklingen på aviserne med kortere deadlines og versioneringer har skilt dem mere ad.
»Det er en trøst i Haiti, at jeg kan læse Mogens' artikler på nettet. Hans fortællelyst er meget tydelig, og han er så velorienteret. Det er, som om han har fået sin anden ungdom de seneste par år. Det er overdådigt. Jeg ser Mogens som en af de helt store historiefortællere. Men de er en uddøende race,« fortæller Jørgen Leth i en stille stund bag den trange kommentatorvogn.

Den første rytter ruller ned ad startrampen til prologen og ud i den belgiske industribys gader. Mogens Jacobsen sidder bag to skærme. For få år siden slæbte han store muleposer med ringbind og mapper hele vejen til Frankrig. I dag bruger han én computer til at skrive på og én til research.

Lørdag er lig tidlig deadline på Politiken. Den sidste rytter krydser først målstregen halv seks, og godt en time senere skal en hel side til Politiken Søndag afleveres. Det betyder, at Mogens Jacobsen slet ikke får tid til at besøge selve løbet og lave interviews. I stedet ser han etapen i fjernsynet og citerer fra det officielle pressemøde.

Så laver han en version til politiken.dk. Og kort efter bliver han prikket på skulderen af sin private chauffør – de skal finde hotellet. Mogens Jacobsen har ikke kørekort, derfor kan han ikke selv køre fra etapestart til etapestart. Hans 43-årige søn, Morten Jacobsen, styrer bilen.

Igennem sin journalistkarriere, der begyndte på Århus Stiftstidende i 1963, har Mogens Jacobsen foruden Tour de France dækket syv OL og VM i fodbold. Men de mere end tre uger i Frankrig kan ikke sammenlignes med nogen anden sportsbegivenhed.

»Tour de France er fysisk mest krævende. Det er luksus at være her i Liége fem dage i streg, men virkeligheden melder sig, når vi skal af sted hver formiddag, ud af hotellet og frem til starten og fra starten og ud til pressecentret og så sidde der fire eller fem timer og arbejde. Så er du færdig klokken ni om aftenen. Og så skal man finde hotellet igen og håbe, at man kan få noget at spise. Sådan er det i tre uger!«