search

»Det er også de garvede, der går ned«

Mediefolk har på flere områder et dårligere arbejdsmiljø end resten af danskerne, viser ny undersøgelse blandt 888 DJ-medlemmer. Nordjyske Medier har de seneste to år haft seks langtidssygemeldte med stress. »Kravene er for udefinerede, og derfor bliver de uoverskuelige,« siger arbejdsmiljørepræsentant.

I sine blot to år som arbejdsmiljørepræsentant på Nordjyske Medier har Bent Stenbakken set seks kolleger blive langtidssygemeldt med stress.
»Det var meget overraskende, fordi vi aldrig tidligere har haft langvarige sygemeldinger grundet stress, hvor folk går ned, fordi de ikke kan overskue noget som helst,« siger han og fortæller, at det især var kolleger fra børnefamilier, der pludselig sygemeldte sig.
»Det er ikke de yngste og heller ikke de ældste, men dem, der ligger midt imellem. De har børn i en vis alder, så tingene skal hænge sammen både privat og på et arbejde, der kræver mere og mere,« forklarer han.
Bent Stenbakken peger på et øget produktionskrav som en af årsagerne.
»Her på Nordjyske skal vi levere tv til kanalen 24 Nordjyske, vi skal skrive til avisen og til nettet og levere lydbidder til radioen. Så når du skriver en avisartikel, skal du også tænke på, hvordan den kan laves, så den går til de andre platforme,« siger han.
Derudover peger Bent Stenbakken på »uoverskuelige krav«.
»Kravene er for udefinerede, og derfor bliver de uoverskuelige. For hvornår er det godt nok, hvis du har en fornemmelse af, at du hele tiden kan gøre lidt mere?« spørger han.

Bent Stenbakkens oplevelser stemmer godt overens med tallene i en ny undersøgelse, som er udarbejdet af Dansk Journalistforbund og konsulentfirmaet TeamArbejdsliv.
Ud af 2.400 adspurgte DJ-medlemmer har 888 svaret på det spørgeskema, der ligger til grund for undersøgelsen. 62 procent har ikke svaret, og derfor er undersøgelsen ikke videnskabelig. Men undersøgelsen peger på nogle tendenser inden for branchen.
Og de tendenser ser ikke for gode ud. På fire af i alt 20 parametre ligger DJ-medlemmerne markant dårligere end resten af danskerne.
Det gælder kravet om, hvor meget den enkelte skal nå på sit arbejde, kravet om hvor meget man skal skynde sig, graden af indflydelse på eget arbejde og følelsen af utryghed i jobbet. DJ-medlemmerne ligger ikke bedre end resten af danskerne på nogen parametre.
»Resultaterne overrasker mig ikke, men de ærgrer mig,« siger arbejdsmiljøkonsulent i DJ Eva Jakobsen.
Også DJ’s næstformand, Lars Werge, ærgrer sig over de manglende positive resultater i undersøgelsen.
»Jeg hæfter mig selvfølgelig ved, at der er mange steder, hvor vi ligger på linje med landsgennemsnittet, men det ville have været fedt, hvis der var et enkelt område, hvor det var markant bedre hos os,« siger han.

Har DJ fejlet på arbejdsmiljøområdet?
»Det synes jeg ikke. Vi forsøger at få tingene belyst for eksempel med undersøgelsen her, og vi forsøger at gøre rigtig meget i forbindelse med oplysningsarbejdet. De seneste fem til syv år har vi forsøgt at få sat arbejdsmiljø på dagsordenen. Dengang gik man meget stille med ting som stress. Det blev ikke italesat af hverken de enkelte medlemmer eller af DJ. Der har vi ændret kurs,« siger Lars Werge.

Undersøgelsen viser blandt andet, at knap hver fjerde medlem af DJ arbejder over mindst otte timer hver uge – uden betaling. Også Bent Stenbakken på Nordjyske Medier peger på, at det øgede produktionskrav gør det svært at sige stop. Og på den måde kommer medarbejderne ud i det, han kalder endeløst arbejde.
»Ledelsen siger, at vi bedst selv kan prioritere. Det er et glimrende mantra, men også en lidt for nem måde at overlade det til den enkelte på. Journalister bliver tit fanget af en historie og er hele tiden lidt på, så det kan være svært selv at sige stop. På den måde havner man i det endeløse arbejde,« siger Bent Stenbakken.
Nordjyske Medier har over de seneste år været udsat for sparerunder, og det har betydet et yderligere pres på den enkelte, fortæller Bent Stenbakken.
»Læserne er jo vant til en vis kvalitet, og journalister er ikke meget for at gøre tingene dårligere. Det er sjovere at gøre det bedre. Så igen bliver det svært, når kravene er uklare,« siger Bent Stenbakken.
Når Bent Stenbakken skal pege på mulige løsninger, fremhæver han en bedre balance mellem krav og evnen til selv at sætte sine egne grænser.
»Selv om der både er prestige og kollegaros i jobbet som journalist, skal man huske at lave noget andet og sige stop,« siger han.
Bent Stenbakken fortæller, at Nordjyske er i gang med en prøveperiode, hvor der på to redaktioner over tre måneder er forventningsafstemt i forhold til produktionskrav og kvalitet mellem ledelse og journalister. Forløbet evalueres i juni.
»Det er et forsøg på at gøre denne her form for forventningsafstemning brugbar og anvendelig i hverdagen og få nogle klare linjer,« siger Bent Stenbakken.
»Lydhørheden er blevet større over for mig de seneste to år. De alvorlige stresssygemeldinger, vi har haft, har betydet, at ledelsen er bedre til at høre efter, når arbejdsmiljørepræsentanten kommer med forslag til forbedringer. Det kan jeg mærke i det daglige,« siger Bent Stenbakken.

[[nid:29046]]

»Jeg er blevet vaccineret mod stress«
Livet som selvstændig var ved at skubbe journalist Søren Hebsgaard ud over stresskanten. Han opdagede faren i tide: »Jeg er blevet vaccineret mod stress.« En ugentlig fridag med datteren og faste mail-tider blev en del af løsningen.

»Jeg kan huske, at jeg en dag var på vej på arbejde på min cykel. Det var sommer, og jeg havde lige afleveret min datter. Det var egentlig ikke en stresset dag, der ventede mig på kontoret, men da jeg så to venner ligge og sole sig på græsset, tænkte jeg, at det måtte være rart at kunne ligge og slappe af – for det kunne jeg jo ikke. Jeg fik helt ondt i maven, og alt i min krop strittede imod. Det var umuligt for mig at slappe af. Den morgen ringede jeg til forbundet og bookede en stresssamtale,« fortæller Søren Hebsgaard.
Han har aldrig været sygemeldt med stress, men i november og december 2013 arbejdede han på lavt blus.
»Jeg tog kun opgaver, der var nemme for mig at lave, og hvor jeg selv kunne styre deadline. Jeg er blevet vaccineret mod stress, forstået på den måde, at jeg nåede at fange det i tide. Jeg har smagt på, hvad det vil sige at have stress, og hvad symptomerne er. I dag ved jeg, hvad jeg ikke skal gøre,« siger han til Journalisten, da vi møder ham på Nørrebro i København.

Søren Hebsgaard er uddannet journalist og har desuden specialiseret sig som videnskabsjournalist med en kandidatgrad fra Syddansk Universitet. Siden januar 2013 har han været selvstændig. Han laver blandt andet videoer til virksomheder og andre kommunikationsopgaver og holder foredrag på gymnasier og virksomheder om stress og brugen af mobiltelefoner.
Søren Hebsgaard blev første gang opmærksom på, at der var noget galt, da han var til en karriereudviklingssamtale i Dansk Journalistforbund.
Søren Hebsgaard forklarer sin stressoplevelse med, at han var en dårlig chef over for sig selv.
»Som selvstændig var det en stor udfordring at finde min retning. Der er jo mulighed for at lave det hele – og jeg havde ikke i tilstrækkelig grad valgt, hvad jeg ville fokusere på. Jeg var min egen chef – problemet var bare, at jeg var en dårlig chef,« siger han og tilføjer, at hans tendens til altid at sige ja og gøre alle glade heller ikke hjalp.
»Før jeg blev ”vaccineret” mod stress, hvirvlede jeg rundt. Jeg ville gøre alle glade både i mit private og professionelle liv. Men mine kunder vidste jo ikke, hvad jeg ellers havde sagt ja til.«
Søren Hebsgaard fortæller, at det før har været svært at sige nej blandt andet på grund af pengene.
»Som freelancer kan du nemt blive korrumperet af pengene. Det er så nemt lige at tjene 5.000 kroner mere en torsdag aften. Men på et tidspunkt bliver det en dårlig handel, fordi du ikke selv kan følge med. Du bliver ved med at trække over på din egen konto.«
To af de ting, der gør en stor forskel for Sørens Hebsgaard i dag, er at have en revisor og få overblik over sin økonomi.
»At få en revisor er det bedste, jeg har gjort for mig selv. Jeg troede, det var vildt dyrt, men det er det ikke,« siger han.
I foråret satte Søren Hebsgaard sig ned og lavede en oversigt over sin indkomst fra foredrag og bookede videoopgaver.
»Det overblik gjorde, at mine skuldre rigtigt kunne falde ned. Det giver mig mulighed for at sige nej, fordi jeg ved, at jeg lige nu har den indkomst, jeg skal have, indtil sommerferien er slut,« forklarer han.
Tidligere var uvisheden om indtægterne med til at gøre ham stresset og utryg.
»Det plejede altid at gå – men i virkeligheden var det stressende ikke at vide med sikkerhed, om der var penge til at betale husleje om to-tre måneder,« siger han.

Søren Hebsgaard skrev speciale om unges brug af smartphones med fokus på stress og tilstedeværelse. I dag er en af hans aktiviteter at holde foredraget ’Mig og min SMARTE telefon’ på gymnasier og virksomheder, men specialet har også betydet, at han har set på sine egne mobilvaner med nye øjne.
»Jeg kunne jo ikke holde foredrag om stress for andre, mens det sejlede for mig selv. At kigge grundigt på, hvordan jeg i dag bruger min telefon og computer, er kun en del af løsningen for mig, men det virker,« fortæller han.
Søren Hebsgaard har for eksempel sin telefon på ultralydløs, når han sidder i møde eller skal koncentrere sig i længere tid. Det betyder, at telefonen ikke engang vibrerer, hvis der tikker opkald, mail eller sms’er ind.
»Mine pauser er generelt mere hellige. Jeg tager ikke min telefon frem, hver gang jeg har et ledigt minut. Min tid er struktureret, så jeg har såkaldte ’mailtider’, hvor jeg besvarer mails. Det fungerer ikke perfekt, men det er langt mere opdelt, end det var før. Jeg prøver at sørge for, at min dag ikke bliver en stor suppe af e-mails, notifikationer og sms’er hele tiden,« siger han og tilføjer:
»I dag ser jeg på min karriere og arbejdsliv som en hoppebold. Hvis jeg taber den, kan den samles op og løftes igen. Mit helbred er en glaskugle. Hvis jeg taber det, går det i stykker.«
I dag er Søren Hebsgaard bevidst om, at han har begrænset kapacitet, og om, hvilke opgaver han vælger til og fra.
»Jeg prioriterer mit eget velbefindende højt. Jeg har for eksempel besluttet at holde en fridag om ugen ud over weekenden, hvor jeg laver noget med min datter. Det er at være en god chef! Og for mine kunder er jeg meget gladere at have i røret nu,« siger han og tilføjer grinende:
»I sidste uge sagde jeg faktisk for første gang nej til en opgave, fordi den faldt sammen med en af de fridage, jeg holder sammen med min datter. Det har jeg givet mig selv et par high-fives for.«

[[nid:31546]]
 

»Det er stadig et tabu i branchen. Vi skal turde tale om det, så man ikke føler sig alene. Man må godt synes, at det er ens arbejdsplads’ ansvar, at man har det godt,« siger Trine Skovgaard..- foto: Ulrik Jantzen
 
»Mit arbejde var vigtigere end min søn«
Trine Skovgaard havde så travlt, at hun blev irriteret på sin søn over, at han havde ondt i ørerne: »Cheferne har lavet en tv-fabrik.«

»Jeg var derude, hvor jeg havde en større ansvarsfølelse for mit arbejde end for min søn.«
Sådan fortæller den 42-årige Trine Skovgaard, der har arbejdet i tv-branchen i 10 år. Efter to sygemeldinger med stress inden for fem år, begge af tre måneders varighed, har hun det seneste år kun sagt ja til de jobs, hun virkelig ville.
»Det er i virkeligheden det her år, jeg har haft brug for, for at blive rask og se tingene på afstand. Det her er min reelle sygemelding,« fortæller hun til Journalisten.
Trine Skovgaard har været fastansat som tilrettelægger, redaktionschef og producent på flere produktionsselskaber, og hun har oplevet den konflikt mellem arbejde og privatliv, som 52 procent af de 145 adspurgte medlemmer fra TVGruppen også giver udtryk for eksisterer i en ny undersøgelse.
Trine Skovgaard fik stress første gang, da en stor produktion gik skævt på flere måder. Både hendes far og en nær veninde blev alvorligt syge, samtidig med at Trine Skovgaard arbejdede på endnu en stor, udfordrende produktion. Og så blev hun selv syg i samme uge.
»En dag lå min søn syg med mellemørebetændelse. Jeg holdt ham i hånden, mens jeg snakkede i telefon med nogle kolleger om et boligprogram, vi var i gang med. Der var nogle ting, der ikke fungerede, og deadline var lige oppe over. Vi var pressede. Jeg kan huske, at jeg blev så irriteret over, at min søn skulle være syg nu, og at jeg endda var nødt til at tage til lægen med ham,« siger Trine Skovgaard.
Da hun alligevel var hos lægen, fik hun tjekket et modermærke, som hun havde opdaget på sig selv flere måneder tidligere, og som hun syntes så mærkelig ud.
»Jeg havde kræft og blev opereret tre uger efter mit lægebesøg. Det satte tingene lidt i relief. Jeg kunne have været død. Ville det boligprogram have været dét værd? Nej,« siger hun.

Trine Skovgaard mener, problemet er, at produktionsselskaberne ikke har kunnet følge med den vækst og de forandringer, der er sket. Det har givet dårligere arbejdsmiljø.
»Når produktionsselskaberne når en vis størrelse, er der behov for, at der bliver ansat nogle, som kun tænker på medarbejdernes ve og vel. Du er i klemme, når direktøren spørger dig, hvordan du har det. Der mangler et led. Det har de store virksomheder i andre brancher allerede fundet ud af og indført HR-afdelinger,« siger Trine Skovgaard.
I dag er det forskellige afdelinger og dermed forskellige mennesker, der henholdsvis ideudvikler, sælger ideen og producerer den, forklarer hun.
»Cheferne glemmer, at de har lavet en tv-fabrik. På en tv-fabrik har medarbejderen ikke stået på mål for en produktion fra starten af. Derfor skal man tilkæmpe sig ejerskab over produktet. Den ligning går ikke altid op med det kæmpe engagement, der ellers er i branchen,« siger Trine Skovgaard.
Hun er indforstået med, at nogle produktioner skal optages på skæve tidspunkter af døgnet, ligesom der altid vil være spidsbelastede perioder. Men derfor er det endnu vigtigere at give medarbejderne de rette værktøjer at arbejde med, mener hun.
»Som redaktionschef har jeg trøstet mindst én medarbejder på alle de produktioner, jeg har været på. Er det sådan, vi vil have det i vores fag? Måske vil det være en ide at sørge for, at redaktionscheferne har kompetencer til at håndtere medarbejdere på den måde,« siger Trine Skov­gaard og efterlyser tid til efteruddannelse og opkvalificering på produktionsselskabernes regning.
Trine Skovgaard håber først og fremmest at skabe debat om branchens arbejdsforhold.
»Det er stadig et tabu i branchen. Vi skal turde tale om det, så man ikke føler sig alene. Man må godt synes, at det er ens arbejdsplads’ ansvar, at man har det godt,« siger hun og understreger, at det er alle i branchen, der skal være med til at skabe bedre forhold.
»Det skal tages alvorligt, at medarbejderne skal ofre deres familie og fritid i spidsperioder gang på gang, når de arbejder med tv. Det er en udfordring. Efter 10 år på den måde er du færdig, hvis du ikke bliver passet på og fodret med input den anden vej,« siger Trine Skovgaard.

76 journaliststuderende har brug for akut stress-hjælp
Tekst: Emil Ellesøe Ditzel

Det er ikke kun blandt de færdiguddannede journalister, der kan være problemer med arbejdsmiljøet. Også journaliststudiet kan være krævende. I en sådan grad, at i hvert fald 76 journaliststuderende har brug for akut hjælp til stressproblemer.
Det viser en trivselsundersøgelse, som de studerendes organisationer, KaJ, KaJO og DJ RUC, har lavet i samarbejde med stressspecialisten Lis Lyngbjerg.
»Jeg er overrasket over, hvor mange der ligger i det røde felt, som er på grænsen til en langtidssygemelding,« siger Lis Lyngbjerg.
I alt har 421 studerende svaret på skemaet. De er blevet inddelt i tre kategorier – en grøn, en gul og en rød. I det røde niveau, ”der er akut og behandlingskrævende”, er der 76 studerende – svarende til 18 procent. 237 personer, hvilket svarer til 56 procent, er i den gule kategori, der beskrives som overbelastning, mens 108 er i den sidste kategori, som trives godt.
Se mere på journalisten.dk

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen