JP's netavis Finans skal være en revolution og den største nyskabelse i over 25 år i erhvervsjournalistikken, lyder det. Mandag Morgens Erik Rasmussen, der selv har stået bag flere satsninger på erhvervsjournalistikken, er skeptisk
Erik Rasmussen er administrerende direktør og chefredaktør på Mandag Morgen, som han har stiftet. Han har stået bag en række store satsninger i erhvervsjournalistikken og er skeptisk over for JP's nye netavis Finans.
Cheferne for det nye medie har blandt andet meldt ud, at de vil revolutionere erhvervsjournalistikken på nettet.
»Det er svært at anmelde et stykke, der ikke er opført endnu. Men signalerne er meget klare: De vil ikke renovere, men revolutionere dansk erhvervsjournalistik. Det er store ord, og det er svært at tro på, at de lykkes,« siger Erik Rasmussen.
»Jyllands-Posten retter noget af en bredside mod dansk erhvervsjournalistik. På den måde siger de jo også, at de selv har været for dårlige,« tilføjer han.
Man forfalder til de samme rutiner
Erik Rasmussen bider mærke i, at erhvervsredaktionen vokser fra 40 til 60 mand.
Det styrker troværdigheden i projektet, men han tvivler på, at »flere af den samme slags medarbejdere« kan skabe omvæltning.
»Min erfaring efter 55 år som journalist og utallige chefjobs er, at jeg har set mange gode ideer og store ambitioner – og de fleste er blevet ved det. Cheferne får en god ide, de ansætter nogle medarbejdere, som får at vide, hvad de skal gøre.
Men på kort tid forfalder de til de samme rutiner, og så er der kun det nye design tilbage,« siger han.
Havde opfundet et behov, der ikke var der
Erik Rasmussen har været med til at forandre erhvervsjournalistikken flere gange, blandt andet for Berlingske Aftenavis i 1960’erne, for Børsen i 1970’erne – og da han skulle relancere Børsens Nyhedsmagasin i 1980’erne.
»Der begik jeg en af de fejl, jeg har lært mest af: Jeg fik 35 millioner kroner, og så satte jeg Danmarks bedste hold. Vi ville også revolutionere erhvervsjournalistikken! Problemet var, at vi havde opfundet et behov, der ikke var der. Uanset hvor dygtige folk var, så endte det med at være endnu et godt magasin i fire farver. Det er ikke en revolution.«
»Journalister er sendrægtige. Det ligger i deres DNA at være kritiske over for alt, også forandringer. Det er derfor, det ikke er journalister, der har opfundet Facebook. Hvis Jyllands-Posten vil lave en revolution, og det siger de jo, så skulle de ikke ansætte folk, der er vant til at lave erhvervs-journalistik,« mener Erik Rasmussen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.