Som kommunikationsdirektør i Danmarks største virksomhedsgruppe, Mærsk, sidder Steen Reeslev på en af landets mest prestigefulde kommunikationsposter. Men det er ikke noget, han høster specielt stor anerkendelse på fra sin mor eller sidemanden til middagsselskabet.
Drømmejobbet
I en ny serie tegner Journalisten en række portrætter af journalister, fotografer og kommunikatører, som har fulgt drømmen om ”verdens bedste job” helt til dørs.
Hvad drømte du om at blive, da du var lille?
»Politibetjent. Det lod jo til at være et spændende job, hvor man havde autoritet, kørte på motorcykel og havde skydere og sådan noget.«
Hvad er den bedste oplevelse, du har haft gennem dit arbejde?
»Det var, da jeg som relativt ung kom til Østeuropa for firmaet Burson-Marsteller og blev chef for første gang. Jeg var kun 33 år og havde ikke så meget erfaring, så det var lidt af en udfordring for mig. Derudover var det en stor oplevelse at være i Østeuropa lige efter Murens fald. Man oplevede to verdener, der levede fuldstændigt parallelt, og det var jo ikke alle, der syntes, at den nye verden, der kom – den mere kapitalistiske, som jeg jo også repræsenterede – nødvendigvis var et fremskridt.«
Hvad fortryder du mest i din karriere?
»At jeg ikke forudså klart nok, hvordan diskussionen om gebyret på dankortet ville udfolde sig. (Den såkaldte Dankortsag: I forbindelse med indførelsen af det nye chipdankort i 2005 skulle forbrugerne betale 50 øre i gebyr for at bruge kortet, red.)
Som kommunikationsmand kunne man godt forudse, at det ikke ville være populært at indføre gebyret. Man bliver nødt til at se fire-fem skaktræk frem, og hvis jeg skulle gøre det om i dag, ville jeg lave et scenarie over, hvad der kunne ske. Det er altid meget generende, når du går i en fælde, som du havde set komme, ikke?«
»Men det nytter ikke noget at gå og bebrejde sig selv eller andre. Straarup (Reeslevs overordnede i Danske Bank, red.) bebrejdede ikke nogen. Han var ikke sådan en, der gik og uddelte skyld.«
Hvilke konsekvenser havde det?
»Det betød et image-tab – ikke kun for Danske Bank, men for sektoren generelt. Og Peter Straa-rup, som på det tidspunkt var formand for Finansrådet, blev udråbt til 'gebyrgribben'. Det udtryk hænger ved i dag, mange år senere.«
Hvad siger din mor til det, du laver?
»Hun er aktionær og kommer til generalforsamlingen og synes, at A.P. Møller er alle tiders firma.«
Så hun er stolt af dig?
»Hmm … det vil jeg da tro. Men hun er i så fald en del af en generation, der ikke render rundt og fortæller det. Men det kan da godt tænkes. Mine forældre er sådan nogle, som har aktier rundt omkring, så mit erhverv er ikke en helt fremmed verden for dem.«
Hvad siger sidemanden i et middagsselskab til dit job?
»Folk siger ikke så meget. Jeg oplevede nok mere opmærksomhed, dengang jeg kom til Danske Bank fra at have været almindelig konsulent. Man bliver taget lidt mere seriøst, når man pludselig er i en stor virksomhed, som er kendt for at være kompetent. Alle kender Mærsk, men der er ikke særlig mange, der ved noget om firmaet. Det er bestemt ikke som at være rockstjerne.«
Hvad er du mest stolt over i din karriere?
»Positioneringen af Danske Bank, blandt andet med kampagnen "Gør det, du er bedst til". Det var et langt, vellykket og nuanceret forløb, som satte flere facetter på virksomheden dengang. Rent fagligt lykkedes det at kommunikere virksomhedens værdier ud på en måde, der samtidig blødgjorde banken og gjorde den mere nærværende for almindelige mennesker.«
Hvilken oplevelse vil du fortælle dine børnebørn om?
»Tiden i Østeuropa. Og Mærsk bliver den anden halvdel af fortællingen. Vi har havneterminaler 50 steder i verden, borer efter olie mange eksotiske steder og sejler på alle verdens have. Jeg er sikker på, at fascinationskraften af virksomheden vil være lige så stor til den tid.«
Hvad har du måttet give afkald på for at være, hvor du er nu?
»Frihed. Når man har et job i en stor virksomhed, bliver man meget bundet af sin kalender. Og man har relativt lidt indflydelse på den. Jeg mærker det ikke så meget i det daglige, men når arbejdet i perioder kræver noget ekstra, skal man altså være der – så er det førsteprioritet.«
Hvad har det haft af omkostninger for dit privatliv?
»I en kort periode, da vi boede i udlandet og lige havde fået vores søn, rejste jeg rigtig meget – så meget, at kontakten til familien ikke var helt optimal. Men det lavede vi om på. Det var blandt andet derfor, vi tog hjem til Danmark igen og ikke fortsatte ud på endnu en udstationering. Min kone ville hjem, og vi skulle have et mere stabilt liv.«
Holder du ferie?
»Ja, lige så meget som alle andre. Men jeg har altid arbejdet med – min lille Blackberry – så jeg kan følge med, og jeg svarer også på mails hele tiden. Men jeg har ikke problemer med at slappe af og samtidig være forbundet med firmaet. Jeg er faktisk mere afslappet, når jeg ved, hvad der foregår.«
Hvilke karaktertræk har hjulpet dig på vej i din karriere?
»Jeg er utålmodig, men vedholdende. Jeg kan godt lide de udfordringer, hvor der skal et langt sejt træk til, men i situationen er jeg utålmodig. Jeg vil hele tiden have, at det skal gå hurtigt. Om eftermiddagen, når jeg går hjem fra kontoret, kan jeg godt være ret frustreret, men næste morgen er jeg klar igen.«
Hvilke aspekter af dit job kan holde dig vågen om natten?
»Jeg ligger ikke vågen om natten.«
Aldrig?
»Det sker måske en, to, tre gange om året. Så er det typisk situationer, hvor jeg arbejder på at få en argumentation igennem. Når vi har store projekter, hvor det er vigtigt, at de kommunikationsmæssigt lander rigtigt, har jeg på fornemmelsen, at min underbevidsthed arbejder videre om natten. Så vågner jeg måske lige og skriver mine tanker ned, og så sover jeg videre. Det er typisk noget, jeg har gået og bakset med om dagen, hvor løsningen pludselig kommer om natten.«
Steen Reeslev
- 52 år.
- Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, 1986.
- Journalist på ErhvervsBladet og Jyllands-Posten 1986-88.
- Hos public relations-firmaet Burson-Marsteller fra 1988-97.
- Kommunikationsdirektør i Danske Bank 1998-08.
- Siden 2008 leder af Group Relations & Communication, A.P. Møller – Mærsk.
- Bor i Holte nord for København sammen med sin hustru og sin søn på 16 år.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.