Mediefolks adgang til spalterne og sendefladen er en magt, som skal udøves med hjernen slået til. Men det er trods alt ikke atomvidenskab. Her er to simple tommel-fingerregler:
Man må ikke lyve.
Ytringsfrihed kræver omtanke.

Løgn. DR har i det ellers så idealistiske energi-program "Guld og Grønne Skove" fortalt seerne, at en gruppe unge i et kollektiv havde adgang til en miljørigtig bil i tre uger. I virkeligheden havde de unge kun bilen i godt en halv time.

Jesper Givskud, en af de unge, der lånte bilen, siger i dette nummer af Journalisten, at de direkte blev opfordret til at lyve. Det afviser journalist Peter Ingemann med ordene: »Det gik først op for mig, at Jesper Givskud kun havde haft bilen i en halv time, da optagelserne allerede var gået i gang, og så begik jeg den fejl at gå med på, at de havde bilen i tre uger, som beregningerne gik ud på.«

Det kan man desværre ikke kalde en fejl. Peter Ingemann ved, at oplysningen er forkert. Alligevel bliver den givet videre til seerne. Det er altså ikke en fejl. Det er løgn.

Herregud, kan man sige. Beregningen på, hvad de unge ville have sparet, hvis de havde haft bilen i tre uger, var jo rigtig nok.

Nej! Journalistik er ikke fiktion. Det, vi fortæller folk, må aldrig være noget, vi finder på, blot fordi det er mere effektfuldt. Der er tale om at snyde seerne, og det er selvfølgelig undergravende for DRs troværdighed med endnu en sag af den karakter.

Efter Journalistens henvendelse og efter at de implicerede havde hørt, hvad de blev citeret for, har DR bragt en rettelse. Man beklager 'fejlen'. Hvis det blot havde været en fejl, havde det været i orden, for alle laver fejl. Men her er der tale om manipulation, og derfor er en rettelse ikke nok. I lyset af Jeppe Nybroe-sagen ville det være rart, hvis DR ikke igen forsøger at tørre hele ansvaret af på en menig medarbejder. Gentagen manipulation er et ledelsesproblem.

Ytringsfrihed. Danske flag bliver brændt af. Sudan boykotter Danmark. Arla fyrer medarbejdere. Biler brænder. Et Hamas-godkendt børneprogram opfordrer til drab på Kurt Westergaard.

Vi skal håndtere en svær balancegang. På den ene side må vi ikke lade os kue. På den anden side skal vi altid forvalte ytringsfriheden med omtanke.

For med ytringsfrihed følger ansvar. Ytringsfrihed er ikke ytringspligt. Hvis man tager det individuelle ansvar for at tænke sig om væk, så undergraver man ytringsfrihedens fundament.

En hovedløs offentliggørelse af hvad som helst ville være en misforstået solidaritet. Men i den givne situation, hvor én tegning har været katalysator for alt dette vanvid, er det en indlysende og naturlig prioritering, at 17 aviser og de store landsdækkende tv-kanaler har vist tegningen som dokumentation. Uanset om den støder nogens religiøse følelser, så er Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen en relevant kritik af dem, som tager religionen som gidsel for vanvid og had.

Jeg har bedt Kurt Westergaard om at reflektere over sin egen situation i en tegning til Journalisten. Dels for at sætte en fed streg under hans ret til at ytre sig trods angivelige mordplaner. Dels fordi Kurt Westergaards refleksion over sagen i form af en tegning – det er trods alt hans metier – er en god journalistisk historie. Og så har jeg derefter valgt at offentliggøre hans nye tegninger. Hvis Kurt Westergaard mod forventning havde lavet eksempelvis perverse tegninger, havde jeg ikke offentliggjort dem. Men fordi de indeholder interessante betragtninger om tegnerens egen situation og om forholdet mellem islam og kristendom, så har jeg valgt at trykke dem. Også selv om tegningerne måtte virke stødende på nogen.