search

Det er ikke godt nok

Journalister roder rundt i bunden af befolkningens troværdighedsskala. Helt nede under brugtvognsforhandlere og ejendomsmæglere.

Journalister roder rundt i bunden af befolkningens troværdighedsskala. Helt nede under brugtvognsforhandlere og ejendomsmæglere.

'Sandheden' er blevet gentaget i det uendelige af mediefolk. Det gælder også undertegnede, som har ævlet løs uden at tjekke den oprindelige kilde.

Problemet er, at det ikke er sandt. I hvert fald ikke længere.
Der findes ganske vist en undersøgelse helt tilbage fra 1999, foretaget af IFKA, af befolkningens tiltro til forskellige brancher. Dengang lød spørgsmålet: 'Hvordan vurderer De troværdig og etisk standard hos journalister?'
Svaret var ikke opmuntrende. Journalister og reklamefolk lå helt i bund.
Men seks år senere – i 2005 – overhalede vi forsikringsfolk, ejendomsmæglere og bilforhandlere (der blev aldrig spurgt til brugtvognsforhandlere).

Nu har Journalisten så bedt Catinét-IFKA om at stille præcis det samme spørgsmål. Det går fremad igen, og det er bemærkelsesværdigt, for det er svært at flytte sig. Dommere er troværdige og politikere utroværdige, og det har ikke ændret sig, siden Observa for 32 år siden lavede de første målinger.

Jeg tror ikke, at meningsmålinger siger en døjt om kvaliteten i vores arbejde, men de siger noget om vores omdømme. De antyder, hvilket billede der dukker op i folks hoveder, når de hører ordet journalist. Og det er ikke ligegyldigt, fordi vi selv hævder, at frie medier er en vigtig del af fundamentet for demokratiet.

Det gode ved meningsmålingen er, at vi muligvis snart slipper for at høre på visse ældre journalisters klagesang om, hvor meget bedre det hele var i taxabonnernes tid, før internettet. Dengang en rigtig journalist havde god tid til kvalitet og fejrede det med en lille en til det ene ben efterfulgt at en god frokost og en lille en til det andet ben samt det løse og våd smørkage til kaffen.

Jeg håber, at forklaringen på den stigende troværdighed er, at det lukkede broderskab til en vis grad er brudt. Medierne er begyndt at udfordre hinanden med kritisk journalistik om journalistik. Samtidig er vi blevet en anelse bedre til at sætte ord på, hvorfor vi gør, som vi gør. De journalistiske ikoner som Dorte Toft og Peter Øvig Knudsen er kendt for tungt og seriøst gravearbejde, og det har været med til at svække billedet af den fordrukne stratenrøver. Alt sammen et fromt håb, men dog kun et håb, for jeg tror, at den vigtigste forklaring handler om selvpromovering. Vi interviewer i stigende grad hinanden, nydeligt iscenesat som eksperter.

Selv om det går den rigtige vej, så er det slet ikke godt nok, når 28 procent af befolkningen finder vores troværdighed lav eller meget lav. Vejen frem er ikke mere selviscenesættelse, men et langt sejt træk. I dette nummer præsenterer vi tre konkrete måder at hæve troværdigheden på. Sproglig omhu, seriøs kildebeskyttelse og offentliggørelse af vores egne spilleregler.

Vi kan gøre meget mere endnu. Der er et enormt uudnyttet potentiale på vores webmedier. Her kan vi hæve vores troværdighed, samtidig med at vi styrker vores gennemslagskraft.

På nettet er der masser af plads til at fortælle, hvordan historien blev til, linke til kilder og ikke mindst fortælle, hvilke problemer man stødte på undervejs.

På nettet kan vi også lægge vores dokumentation åbent frem og lade andre kigge os i kortene. Det styrker troværdigheden og mindsker fristelsen til at stramme historien.

På Journalisten.dk kan du selv vurdere, om vores cover-historie holder. Her finder du hele den meningsmåling, som Catinet-IFKA har lavet for Journalisten med tallene fordelt på køn, alder, landsdele og indkomst. Samtidig kan du sammenligne med andre brancher i rapporten 'De professionelles omdømme 1999 og 2005'.

God fornøjelse

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen