”Hvorfor dog et 52-siders-magasin fra et politisk parti om, hvordan vi i fællesskab kan gøre Danmark endnu bedre?”
Sådan spørger Liberal Alliance selv i en ny glittet reklameoffensiv. Partiet har i dag udgivet et 52 sider langt magasin om sig selv, hvor de på papir udruller partiets politik og visioner forfattet af partiets egne folk.
Og det er en smart måde at kommunikere på, vurderer politisk kommentator Hans Engell.
»Vi ser, at de politiske partier i stigende omfang forsøger at kommunikere uden om de etablerede medier. På den måde vil politikerne gerne uden om det filter, som den kritiske journalistik udgør,« siger Hans Engell.
»Og set i det lys, der er sådan et magasin en genial måde at præsentere partiet på uden filter.«
Magasinet udkommer i dag i 600.000 eksemplarer, hvoraf de 80.000 sendes ud sammen med dagens Berlingske, mens omkring 470.000 bliver omdelt til modtagere, som partiet har udvalgt nøje. Ifølge partiet har det kostet et par millioner kroner at udgive.
»De andre partier vil kigge på med en vis misundelse«
Hans Engell vurderer, at svagheden ved magasinet er det totale fravær af kritisk journalistik.
»Der vil helt sikkert være nogle, der affejer det totalt ved at sige, at det jo bare er ren reklame og partipropaganda,« siger Hans Engell.
Han tror dog, at flere partier vil misunde Liberal Alliances store økonomiske overarme.
»Alt i alt er det et spændende initiativ, og der er ikke nogen tvivl om, at det er noget, de andre partier vil kigge på med en vis misundelse. Men der er ikke mange partier, der kan bruge to millioner på sådan et projekt,« siger Hans Engell.
Signalerer overskud og dynamik
Liberal Alliance vil med magasinet signalere, at man er et parti med masser af overskud, mener Hans Engell.
»De sender signalet om, at de er et etableret parti med styr på tingene. At sende sådan et flot og dyrt magasin ud signalerer overskud, dynamik og synlighed,« siger Hans Engell.
Men at udsende et politisk magasin om sig selv, er det noget, der batter noget i sidste ende?
»Ja, det tror jeg helt bestemt. Hvis de bare havde sendt magasinet ud og ikke have foretaget sig andet, så tror jeg det ikke.«
»Men de er i forvejen gode til at komme rundt i landet og holde møder. Og det at man så sender et magasin ud, der kommer ud til så mange mennesker, det understøtter den kampagne, man fører i forvejen. Så jeg tror, det vil give en god effekt,« siger Hans Engell.
Men hvorfor tror du, de sender trykte magasiner ud. Er det ikke en gammeldags måde at kommunikere på?
»Jeg tror, det hænger sammen med, at Liberal Alliance – for eksempel via de sociale medier – har rigtig godt fat i de unge vælgere. Det så man ved sidste folketingsvalg.«
»Derfor har de fokus på et vælgersegment, der er over 50 år og bor på Frederiksberg og i Gentofte. Folk, som tidligere har stemt på De Konservative og Venstre,« siger Hans Engell.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er helt legitimt, at et politisk parti bruger sine midler på at fremstille sig selv præcist sådan, som man foretrækker.
Det er straks noget helt andet, når den såkaldte videnskab om økonomi, overlader det til markedet selv at afgøre, hvad der er op og ned i videnskabelig forstand, når det handler om markedet, markedslogikken som dommer i livets spørgsmål:
Distinktionen mellem legitime og illegitime økonomiske faktorer og aktører på markedet indføres af økonomer, der udbyder budskabet om disse forskelle på markedet. Budskabets sandhedsværdi kan de ikke kvalificere i videnskabelig forstand, men det har sin markedsværdi, hvorfor man overlader det til markedet at afgøre, hvilken distinktion mellem legitime og illegitime markedsaktører der skal gælde på markedet.
De på markedet, der får karakteren egnet af budbringeren, de køber budskabet.
Vore dages økonomer ernærer sig ved at henvende sig til markedet for beskrivelser af markedet på samme måde som den lærer, der lever af at fortælle sine elever, at den eller de elever, som kan betale den højeste pris for at få karakteren bedst egnet, får karakteren bedst egnet. Resultatet er forudsigeligt. De mest købedygtige elever køber budskabet om, at de er de bedste. De andre elever har ikke mulighed for at sætte markedet for salgbare budskaber om markedet.
Markedet giver sig selv ret ved at lade de mest købedygtige købe budskabet om, at de ikke bare er de mest købedygtige men også de bedst egnede inden for kategorien legitime markedsaktører. De økonomer, som markedsfører budskabet, de har på den måde reddet deres økonomi; De højtflyvende inden for især finanssektoren køber budskabet om, at de er de bedst egnede og at deres succes kan adderes op som udtryk for samfundets generelle fremskridt, hvorfor de som fx Danske Bank har fået uanet kredit af stat og nationalbank fra og med det tidspunkt, hvor krisen slog igennem i 2008. Staten var pludselig en helt legitim aktør på markedet, selv om de selv samme ultraliberale og neoklassicistiske moralister ellers tenderer mod at dømme den ude i forhold til markedet, netop ud fra deres distinktion mellem legitime og illegitime markedsaktører. ”Økonomer,” med Danske Banks chefanalytiker, Steen Bocian, i spidsen, har ikke haft svært ved at overbevise det politiske flertal om, at banken er så afgørende for dansk økonomi, så staten ikke har råd til at lade banken tage konsekvenserne af egne dispositioner. At det så er markedet selv, der er sat ud af kraft med forsøget på at rede en af dets aktører, afslører mangelen på intellektuel integritet hos staben af højtuddannede økonomer, Cand. politter., Oeconer, neofunktionalistiske new management agenter, funktionærer og højtbetalte talsmænd for pengeindustrien, der står samlet bag anbefalingerne om at lade staten tage bankens tab.
Når fænomenet, Trump, tilsyneladende volder hele den vestlige verdens professionelle italesættere så store kvaler, så skyldes det, at man for længst har ladet sine kriterier for at skelne mellem sandt og falskt gå under for sin gud, markedet.
Forudsætningen for at skelne mellem sandhed og løgn er væk.
Trumps perfekte biotop er i hus.