”Ophavsrettigheder er et central punkt for DJ,” skriver Dansk Journalistforbund på sin hjemmeside, men det gælder åbenbart ikke for alle forbundets medlemmer.
Mens DJ med sikkerhed gør et stort stykke arbejde for at sikre de fastansatte journalisters ophavsret, eksempelvis via diverse videreudnyttelsesaftaler og CopyDan-aftaler, må man som freelancer stille sig tilfreds med, at andre frit kan snuppe ens arbejde, uden at DJ kan andet end beklage.
Det erfarede jeg, da jeg på bibliotek.dk tilfældigvis opdagede, at en bog, som jeg har oversat og udgivet på eget forlag, er blevet indtalt som lydbog. Altså jeg gentager: En bog, som jeg har brugt massevis af timer på at oversætte, er blevet indtalt som lydbog og står til udlån, uden at jeg hverken er blevet spurgt om lov eller har fået tilbudt et vederlag for mit arbejde.
Som medlem af DJ tænkte jeg straks, at mit forbund naturligvis ville hjælpe med at kræve min ret, men her kom så min næste overraskelse. DJ’s jurister kunne nemlig, efter at have undersøgt sagen, ikke andet end at konstatere, at krænkelsen af min ophavsret er fuldt lovligt. Sagen er, at det er Biblioteket for svagtseende og personer med læsevanskeligheder NOTA, som har indtalt min bog, og det har biblioteket ret til, da en paragraf i ophavsretsloven giver biblioteket ret til at benytte andres værker uden at spørge om lov.
Ota Tiefenböck
Idéen bag er, at de svagtseende m.fl. skal have de samme rettigheder som alle andre og skal have adgang til de samme bøger som alle andre. En politisk beslutning, man naturligvis ikke kan være andet end enig i, men skal det så være ophavsretsindehaveren, der vederlagfrit skal stille sit arbejde til rådighed? Alle andre får nemlig løn for deres arbejde. Personen, der har indtalt min bog, har fået løn for at indtale den, og de ansatte på biblioteket NOTA, som formidler udlån af min bog, får også løn for deres arbejde. Den eneste, der ikke får nogen løn, det er altså personen, der har skabt bogen og således gjort det muligt, at de nævnte faggrupper kan få økonomisk gevinst ved henholdsvis at indtale og formidle den.
Det er naturligvis smukt og helt rigtigt, at vores samfund giver lige muligheder til alle, men vores verden fungerer ikke sådan, at det er den enkelte, oven i købet den mest ringe betalte, der i den gode sags tjeneste skal stille sit arbejde gratis til rådighed. Producenter af kørestole eller høreapparater stiller heller ikke deres produkter gratis til rådighed, heller ikke ansatte ved diverse ngo’er arbejder gratis.
Mit indlæg handler egentlig ikke så meget om penge, snarere om principper og om den skuffelse, det har været for mig at opdage, at mit fagforbund åbenbart accepterer, at medlemmerne bliver behandlet på sådan en måde. Det er skuffende og grænseoverskridende, at det i Danmark anno 2023 er muligt at tilegne sig en anden persons arbejde og oven i købet have loven på sin side. Og det er endnu mere trist at konstatere, at det forbund, der skal varetage mine interesser, ingenting gør.
Ota Tiefenböck er journalist, kommentator, forlægger, kursusudbyder og oversætter
—
Replik fra Tine Johansen, formand, Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation:
Allerførst og helt overordnet vil jeg gerne sige, at DJ hjælper mange medlemmer, som har været udsat for en ophavsretskrænkelse. I 2022 indbragte det medlemmerne over 1 mio. kroner.
Notas produktion og udlån af lydbøger er imidlertid som udgangspunkt ikke en ophavsretskrænkelse. Det skyldes, at ophavsretslovens § 17a-17e indeholder undtagelser til ophavsmandens eneret til fordel for syns- og læsehandicappede. Disse regler i ophavsretsloven er en implementering af et EU-direktiv, der har til formål at stille værker til rådighed for blinde, svagsynede og andre med læsehandicap. Selve direktivet er en følge af FN’s traktat om samme emner.
DJ afgav i 2016 et høringssvar til et forslag til det direktiv, som skulle implementere traktaten i EU-landene.
Min forgænger på formandsposten støttede overordnet set, at syns- og læsehandicappede fik adgang til bøger, aviser og lignende på samme måde som personer uden dette handicap. Dansk Journalistforbund ønskede, at alle borgere har lige adgang til medlemmernes ophavsretligt beskyttede værker.
Det synspunkt er jeg enig i.
Ifølge bestemmelserne i ophavsretsloven behøver Nota ikke et samtykke fra ophavsmanden til produktionen af en lydbog, når det er til blinde, svagsynede og andre med læsehandicap. Det er dog et krav, at ophavsmanden får økonomisk kompensation for det udlån, der sker af lydbogen hos Nota. I forbindelse med høringen i 2016 gjorde DJ sig netop til talsmand for, at rettighedshaverne skulle have økonomisk kompensation for brugen. Det er jeg glad for.
Kompensationsordningen håndteres af Copydan Tekst og Node. Størrelsen af kompensationen er fastsat af Ophavsretslicensnævnet i en kendelse fra 2021. Copydan Tekst & Node har dog endnu ikke modtaget betalingen fra Nota – helt tilbage fra 2018. Det skyldes nogle meget langsommelige forhandlinger med Nota og Kulturministeriet. Så snart Copydan har modtaget pengene og data for Notas udlån, kan Copydan regne ud, hvem der skal have hvor meget, og pengene kan komme ud til rettighedshaverne.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Dét ville klæde DJ og formanden, hvis de på medlemmernes vegne forlangte samme betaling .
Så længe vi som forfattere ikke får det, er der tale om iskold ekspropriation af forrattere, oversættere og bidragyderes immaterielle rettigheder.
Forholder det sig sådan, kan man vel godt hævde, at syns- og læsehandicappede ret til »samme måde« er hæftet på det oprindelige værk.
Det betyder, at syns- og læsehandicappede skal betale forfatteren for at få lov at indtale bogen som lydbog (på originalsproget - forfatteren kan jo ikke give tilladelse til at anvende din oversættelse) - og skal det så præcis være på dansk, skal syns- og læsehandicappede nødvendigvis betale dig for at anvende din oversættelse - eftersom »samme måde« følger det oprindelige værk som ovenover fastslået.
Det ville give mening for mig.
Hilsen Anita
Det ser ud til, at DJ ikke har gjort nogen indsigelser imod den EU direktiv, Tine Johansen nævner. Tine Johansen og “hendes forgænger på formandsposten” burde måske prøve at oversætte en bog. Det kan tænkes, at de vil se problematikken på en anden måde.
Hvordan kan det være, at det præcis er Ota's udgave, syns- og læsehandicappede har ret til?
DJ skriver, at syns- og læsehandicappede skal have adgang til bøger, aviser og lignende på samme måde som personer uden dette handicap.
Men hvorfor er »samme måde« først når andre har gjort arbejdet med en oversættelse. Det giver jo ikke mening.
Fx er History of wolves af Emily Fridlund ikke oversat til dansk. Men alle har jo adgang »på samme måde« til den på engelsk, hvis syns- og læsehandicappede altså får den indlæst på engelsk.
I ophavsretsloven står der ikke noget om at værket skal være på dansk for at syns- og læsehandicappede skal have adgang på »samme måde« På »samme måde« må gælde også engelske værker - og så må syns- og læsehandicappede få dem oversat, hvis de altså skal være på dansk.
Så hvorfor skal syns- og læsehandicappede ikke have adgang på »samme måde« til History of wolves af Emily Fridlund - men får først ret til adgang til materialet, når Ota (eller en anden) har oversat den - gratis?
Jeg synes ikke, at det giver mening.
Hilsen Anita