Denne morgen stod klart, at der for alvor er vendt op og ned på den danske avisbranche – også når det gælder viljen til at lave journalistik.
De husstandsomdelte gratisavisers indtog på avismarkedet blev fulgt af en byge af bekymrede forudsigelser om, at det ville betyde et farvel til den undersøgende journalistik og give spindoctorerne og de professionelle, højtgagede virkelighedsspoilere frit spil i spalterne. Bekymringskoret mente, at også betalingsaviserne ville blive tvunget til at droppe den undersøgende journalistik.
Denne morgen kunne man se, at de bekymrede fik ret, men formentlig på en måde de ikke havde regnet med.
Betalingsavisen Berlingske Tidende udkom i dag med et 3 sider langt partsindlæg fra Parken milliardæren Steen Larsen, hvor han komplet udokumenteret og uden nogen form for journalistisk research får lov til at afvise den stribe af veldokumenterede historier, som GRATISAVISEN 24timer i den forløbne uge har bragt frem.
De tre sider i Berlingske Tidende er efter min mening et nyt lavpunkt i mikrofon-holdende journalistik.
Hvis jeg var Steen Larsen, ville jeg udbetale en millionbonus til den i forvejen formentlig højtbetalte medierådgiver, for hvem det igen er lykkedes at få trygt et glansbillede i det i erhverskredse meget respekterede Business tillæg.
Det er dygtigt gjort, men ødelæggende for journalistbranchens troværdighed.
Hvorfor afprøver Berlingske Tidende ikke Steen Larsens påstande ?
Hvorfor giver man f.eks. manden lov til at påstå, at ganske vist havde han en konkurrenceklausul, men den gjaldt bare ikke for ham, derfor var det helt i orden, at han købte og solgte lejligheder bag om ryggen på sin chef i den lille ejendomsmægler forretning på Østerbro tilbage i 90erne ?
Det skriger til himlen.
Et andet eksempel: I sidste uge afslørede 24timer også , at Stamenko Muncan (navnet stod i avisen) indrømmer, at han har købt en proforma adresse hjemme hos Steen Larsen. Berlingske Tidende lader Steen Larsen sige, at han aldrig har boet der. Avisen kunne ved at betale 52 kr. til Folkeregistret have fået bekræftet, at han har været registreret som boende på Larsens hjemadresse. Det var åbenbart enten for dyrt eller besværligt for Berlingske Tidende.
Det fundamentale, helt basale journalistiske håndværk er komplet tilsidesat i denne sag. Journalister er ikke sat i verden for at holde mikrofon for personer, der forsøger at dække over deres fortid. Vi er sat i verden for at tjekke de oplysninger vi får. For, hvis vi ikke gør det, kan vi lige så godt lukke journalistuddannelserne og sætte spindoctorerne og medierådgiverne direkte ind på redaktionerne.
24timer udkom denne morgen med en ny afsløring af Steen Larsens liv og virke. I dag handlede det om hans bordelvirksomhed, som hans håndgangne mænd naturligvis afviser at han kender til – Larsen selv taler ikke med 24timer – lige som han via talsmænd afviser at kende til, at en gruppe kriminelle havde folkeregisteradresse på hans bopæl og alle de andre afsløringer vi har bragt.
Men heldigvis kan vi dokumentere historierne. Vi har nemlig brugt uger på research, fremskaffet bunker af dokumenter og krydstjekket samtlige oplysninger i hoved og r..
Det er måske derfor Steen Larsen nu i flere måneder har afvist at tale med 24timer, og i stedet får placeret 3 siders hvidvask af det beskidte tøj i Berlingske Tidende.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.