search

»Det er et overgreb mod medierne og et overgreb mod demokratiet«

Mediejurist advarer: Bekymrende og alarmerende, at britiske myndigheder bruger terrorparagraf til at tilbageholde pårørende til journalist i Snowden-sagen. Skråplan, hvis andre regeringer vil have samme beføjelser

Journalist Glenn Greenwald tager imod sin mand, David Miranda, i Tom Jobin-lufthavnen i Rio de Janeiro, efter at Miranda er blevet tilbageholdt i ni timer i London under en terrorparagraf. (Foto: Joao Laet/Scanpix)

 

Det er alarmerende og et overgreb på medier og demokrati, at de britiske myndigheder brugte en terrorparagraf til at tilbageholde en ægtemand til en journalist, siger professor og ekspert i mediejura Søren Sandfeld Jakobsen fra Aalborg Universitet.

»For at sige det kort: Jeg er også betænkelig over de muligheder, som staterne har, efter de forskellige terrorlovgivninger. Jeg er bekymret for de muligheder, som staterne har i forhold til medierne.«

»Det her er et overgreb. Jeg tvivler på, at det ville kunne ske herhjemme. Endnu. Så langt er vi ikke kommet endnu. Men det er et klart overgreb mod medierne. Og der er ingen tvivl om, at kampen mod terror går ud over jeres rolle. Og det er bekymrende,« siger Søren Sandfeld Jakobsen.

Tilbageholdelsen af journalisten Glenn Greenwalds mand fandt sted i Heathrow Lufthavn sidste søndag.

Glenn Greenwald er den ene af to journalister, der har direkte adgang til whistlebloweren Edwards Snowdens oplysninger. Den anden journalist er dokumentarfilmmageren Laura Poitras. De to journalister har arbejdet sammen om de afsløringer, der er kommet om USA's globale overvågnings- og aflytningsnetværk.

Glenn Greenwalds mand blev tilbageholdt på vej fra Berlin, hvor Poitras bor, til Rio de Janeiro i Brasilien, hvor Greenwald bor og arbejder.

Tilbageholdelsen og i det hele taget hele aflytningsssagen bekymrer professor Søren Sandfeld Jakobsen, siger han i et interview med Journalisten:

»Jeg så godt, at jeres formand var ude med nogle udtalelser om overvågning og om, hvordan det kan være et overgreb på mediefriheden. Jeg kan godt følge hans tankegang,« siger Søren Sandfeld Jakobsen.

»Hvis der sker så massiv en overvågning, så massiv en registrering, som vi hører, så vil man også kunne registrere de kilder, medier benytter sig af – de kilder, som er så vitale for medierne.«

Boomerangeffekt

»Det kan have en boomerangvirkning. I den forstand, at hvis vi alle ved, at vi bliver overvåget, så er der ingen, der tør udtale sig til medierne længere, ikke engang med lovning om anonymitet.«

»For hvad er den anonymitet værd, hvis myndigheder bare kan gå ind i logfilerne og se, hvem jeg er? Hvis de kan finde din og min telefonsamtale. Hvis jeg gav dig nogle helt vitale og afgørende oplysninger, med lovning fra din side om kildebeskyttelse, altså om anonymitet, så ville det løfte ikke være meget værd, hvis jeg ved, at PET sidder og lytter med,« siger Søren Sandfeld Jakobsen.

»Jeg kender jo de terrorpakker, der blev vedtaget herhjemme i kølvandet på 9/11. Men der står ikke noget i forarbejderne om forholdet til medierne. Der står selvfølgelig en del om privatlivets fred og om persondatabeskyttelse.« 

»Der siger man, at de hensyn må vige af højere hensyn, altså hensyn til rigets sikkerhed, hensyn til terrorbekæmpelse osv. Det er jo helt i orden. Også i forhold til menneskerettighedskonventionen er der rum nok til, at man kan sige, at der er nogle hensyn, der er vigtigere end hensynet til den enkelte borgers persondatabeskyttelse. Men der er ikke nogen, der har overvejet forholdet til medierne. Om mediernes mulighed for at udfylde deres rolle i samfundet.«

Sendebud for journalister

Der er flere elementer i det her. Hvis vi nu isolerer sagen om David Miranda, som blev tilbageholdt i Heathrow sidste søndag. Han er Glenn Greenwalds mand.

»Åh, han er ægtemand til en central journalist på The Guardian?«`

Lige præcis. Han er ikke involveret i den journalistiske proces. Han bliver brugt som sendebud. Guardian har betalt hans rejse. Han flyver med nogle data fra en journalist i Tyskland, som han skal aflevere personligt til Glenn Greenwald i Brasilien. De britiske myndigheder har opsporet ham. De plukker ham ud i transithallen med henvisning til den britiske antiterrorlovgivnings sektion 7. Han tilbageholdes i ni timer, og alt elektronisk udstyr konfiskeres.

»Hvad er han sigtet for?«

Han er ikke sigtet.

»Det er en helt vilkårlig ret, de har til at tilbageholde folk, ransage og konfiskere, uagtet at de ikke er sigtet for noget som helst strafbart?«

Ja. Efterfølgende har britisk politi meldt ud, at der nu er indledt en efterforskning af sagen, da David Miranda var i besiddelse af "yderst følsomme oplysninger". Men her har man altså brugt en terrorparagraf som legitimering til at tilbageholde en ægtefælle til en journalist.

»Det synes jeg altså er meget voldsomt. Havde der bare været en sigtelse, en mistanke, noget, der kunne tyde på nogle strafbare forhold, som er meget væsentlige – og når vi taler terrorbekæmpelse, så er vi altså helt oppe i den helt, helt væsentlige boldgade. Det er der, hvor alle andre hensyn, selv hensynet til ytringsfriheden må vige. Men det beror jo normalt på, at der skal være en konkret mistanke. Når man frakobler det element, at der skal være nogle konkrete handlinger, nogle konkrete indicier, som så legitimerer anvendelsen af terrorloven, så er det, at jeg synes, at det bliver bekymrende,« siger Søren Sandfeld Jakobsen.

Kæden hopper af

»Der er nogle ting i samfundet, nogle trusler, der er så alvorlige, at alle andre hensyn må vige. Selv hensynet til privatlivets fred og ytringsfriheden. Det er helt almindeligt anerkendt. Det anerkender vi i menneskeretskonventionen, i EU-retten og i national ret. Vi har nogle grundpiller, vi beskytter, herunder ytringsfriheden. Men de hensyn må nogle gange vige, når det angår os alle sammen, og når det betyder død og ødelæggelse i stor skala. Det kan man godt med sin sunde fornuft forstå.« 

»Det, man skal passe på, er, hvis man breder de hensyn ud til at dække stort set hvad som helst. Så begynder kæden at hoppe af, efter min mening. Jeg synes, at det, der er sket her, er alarmerende. Jeg er ret overbevist om, at det, som den engelske regering har gjort, det vil dansk politi ikke kunne gøre. De hjemler har vi, så vidt jeg ved, ikke i Danmark.«

»Men på det mere principielle plan vil jeg sige ligesom jeres formand, at jeg er bekymret. Bekymret for, om sådan en praksis bliver udbredt. At staterne, herunder Danmark, skynder sig at få de beføjelser.«

»Dem kunne man få i Folketinget. Hvis man spiller terrorkortet. Det har man gjort så mange gange før. Så siger man til skeptikerne: "Hvis I ikke vil stemme for det her, så må I bære det på jeres skuldre, når Nørreport en eller anden dag sprænger i luften". Det er et supergodt argument. For hvem tør, hvem vil blive hængt ud i pressen for at være fodslæbende i forhold til sikkerhed og endnu værre, hvis det rent faktisk skulle ske, hvem vil så stå på mål for at bære ansvaret for det?«

 

Benene vakler, når terrorkortet bliver spillet

»Derfor er terrorkortet næsten helt umuligt at imødegå. Det er altså bekymrende. Vi har set det flere gange. Når terrorkortet bliver spillet, så vakler benene under alle politikerne. Det kræver altså sin mand m/k at sige nej til det her. "Vil du virkelig tage ansvar for, at der sker en terrorhandling, fordi du er blød, ikke vil give myndighederne de beføjelser, fordi du mumler noget om ytringsfrihed og menneskerettighedskonvention?" Så derfor er jeg bange for, at vi ser stater, som hele tiden øger deres beføjelser, og politikere, som ikke tør sige nej. Det vil sige, at man hele tiden kan skabe politisk flertal for det. Og at det får en boomerangeffekt i forhold til befolkningen. At vi bliver så overbeviste om, at der foregår en overvågning, at vi simpelthen ikke tør tale med en journalist.«

Ja, det er så det næste element …

»Det direkte element er, at kan det være rigtigt, at staten skal have så brede beføjelser? Jeg kan godt forstå, at de skal have vide beføjelser. Men et eller andet sted må grænsen gå. Jeg tror, at flere og flere lande lige så stille overskrider de grænser,« siger professor Søren Sandfeld Jakobsen.

»Det indirekte er, hvad det er for en refleksvirkning, det får for os alle sammen. At vi bliver så bange for at kommunikere med hinanden, af frygt for at få sparket døren ind og blive anholdt, at vi ikke tør sige fra der, hvor der skal siges fra. Vi tør ikke tale med pressen – og det er det allervigtigste – men vi tør heller ikke blive whistleblowers. At vi ikke tør påberåbe eller gøre opmærksom på ulovligheder. Det vil virkelig sætte demokratiet tilbage.«

»Ikke bare har vi myndigheder, som går for vidt, men så har vi nogle nikkedukker af borgere, som ikke tør sætte sig op imod det, og vi har nogle medier, der er blevet stækket. I et rædselsscenarie, så er det det, jeg ser! Og det er måske lidt det samme som jeres formand og hans kolleger rundt om ser. Jeg kan godt forstå, at de er alarmerede.«

Presset til at destruere data

Søren Sandfeld Jakobsen fremhæver den sag, der er blevet beskrevet af avisen Guardians redaktør, Alan Rusbridger, hvor avisen blev presset til at destruere en computer, der indeholdt de lækkede data fra Edward Snowden. Det er kommet frem, at den britiske premierminister, David Cameron, bad sin kabinetssekretær lægge pres på Guardian.

»Jeg er navnlig bekymret, hvis det er rigtigt, at den engelske premierminister er involveret i truslerne mod Guardian om, at de skulle slette data. Det er dybt, dybt bekymrende,« siger Søren Sandfeld Jakobsen.

»Jeg tror ikke i vores retsstater, at regeringerne vil gå direkte løs på medierne, det har jeg simpelthen svært ved at forestille mig i de vestlige lande. Men der, hvor det er problematisk, det er, at man kan logge oplysninger, kommunikation, der er helt afgørende for mediernes måde at arbejde på, og at det kan få os alle sammen til at blive bange. Bange, så ingen tør tale med pressen længere og udlevere oplysninger om magtmisbrug og korruption. Så er vi helt inde ved hjertet af jeres opgave.«

Umiddelbart efter Mirandas tilbageholdelse gik Guardians redaktør ud og fortalte om episoden, hvor computeren blev destrueret. Den episode, hvor computeren blev ødelagt, fandt sted den 20. juli. Det er kommet frem, at David Cameron bad sin kabinetssekretær lægge pres på Guardian.

»Men hvad var de bange for? Var de bange for, at nogle kunne hacke sig ind i Guardian og få adgang til de oplysninger? Var de bange for, at andre kunne få oplysningerne, fordi de befandt sig hos Guardian? Guardian havde jo gjort sig bekendt med dem. Der var intet i de oplysninger, de ikke var gjort bekendt med. Det var kun besiddelsen af oplysningerne, det handlede om. Myndighederne havde jo også selv de oplysninger.«

Men det med at lægge pres på Guardian på den måde?

»Det undrer mig, at der er hjemmel til det. Jeg synes, at det er et overgreb på pressen. Oplysningerne er ude. De er kendte. Der er skrevet om dem. Det at Guardian skrev om dem, det at Snowden lækkede dem, det at medierne skrev om det, det er jo ikke ulovligt. Der vejer hensynet til ytringsfriheden tungt.«

»Det er klart, at hvis man begynder at lække deciderede statshemmeligheder, så er det noget andet, men her lækker man oplysninger om, at der sker en formentlig ulovlig overvågning fra NSA's og formentlig flere andre tjenesters side. Det er i hvert fald en væsentlig historie. Hensynet til, at den historie skal ud til offentligheden, vejer tungere end hensynet til statsmagten her. Det er jo bare oplysninger om, hvor omfattende en overvågning der finder sted. Det tror jeg ikke er noget, som vores fjender rundt om i verden ikke var klar over. Lige siden vi snakkede Echelon, har alle vidst, at USA havde et meget omfattende overvågningsprogram.«

»Det er ikke selve indholdet. Det er ikke selve de data, der er indsamlet ved overvågningen. Det er oplysninger om overvågningen i sig selv, der er kommet ud. Dens karakter og omfang. Det er oplysninger, som pressen fuldstændig legitimt kan bringe. Og skal bringe, mener jeg.«

Skal bringe?

»Ja. Derfor er det her et overgreb mod medierne og dermed et overgreb mod demokratiet,« siger Søren Sandfeld Jakobsen.

Det skriver jeg!

»Ja, det synes jeg, at du skal skrive. For det er en vigtig historie.«

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen