Mediejurist Oluf Jørgensen mener, at regeringen sammen med VK har aftalt stort set samme offentlighedslov, som VK i sin tid fik skarp kritik for. De to mest omstridte paragraffer består. "Det går den forkerte vej," siger han til journalisten.dk.
Justitsminister Morten Bødskov har i dag offentliggjort en aftale om en ny offentlighedslov, som regeringen har indgået med Venstre og Konservative. I pressemeddelelsen bliver det understreget flere gange, at man har lyttet til den debat, der har været om nogle af de omstridte paragraffer i det tidligere forslag til en ny offentlighedslov.
Men ifølge ekspert i mediejura Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er det spil for galleriet:
»Der er ikke ændret noget. Det er hverken rødt eller blåt. Det er en sort dag for den danske offentlighed,« siger Oluf Jørgensen, der sad i den offentlighedskommission som i 2009 afleverede deres bud på en ny offentlighedslov.
Paragraf 24 om ministerbetjening er den regel, der har været mest kritiseret. Kort fortalt giver den mulighed for at undtage dokumenter for aktindsigt, der i dag ville være aktindsigt i, hvis de vedrører en sag, som er eller kan blive en sag for ministeren. Specielt det med at det kunne blive en sag for ministeren har fået meget kritik for at give embedsmænd en gummiparagraf til at undtage alt, hvad de har lyst til, fra aktindsigt.
Den kritik har man været opmærksom på i den nye aftale. Man har derfor valgt at droppe formuleringen "ministerbetjening" og i aftalepapiret skriver man, at "der skal mere til end løse forventninger om, at ministeren muligvis kan få behov for bistand fra embedsværket, før lovudkastets § 24 kan finde anvendelse."
I det andet dokument der er offentliggjort om aftalen, baggrundspapiret, står der, at der skal være "konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand."
Ingen af stederne er der uddybet hvad en "konkret grund" eller "mere end løse forventninger" egentlig er. Og så er vi tilbage til den oprindelige kritik, ifølge Oluf Jørgensen:
»Formuleringerne er stadig alt for løse til, at det er en konkret ændring. Så betyder det ikke noget, at de har valgt at kalde det noget andet.«
Den anden omstridte paragraf 27 står også stadig ved magt.
»For halvandet år siden var der ellers udsigt til, at den ville falde væk. Det overrasker, at man har lavet en aftale om at beholde den. Det betyder at ordførergruppen, hvis man kan kalde den det, nu også bliver inddraget i den lukkethed, vi kender så godt fra Slotsholmen,« siger Oluf Jørgensen.
Paragraf 27 betyder, at man vil undtage dokumenter, der sendes fra ministerier til Folketinget i forbindelse med lovforberedende arbejde.
»Der bliver yderligere lukkethed omkring muligheden for at kontrollere det grundlag, som regeringen og Folketinget træffer beslutninger på. Dermed lever vi ikke op til de internationale konventioners forskrifter. Retten til aktindsigt er en afgørende indikator for demokratiet, og I Danmark går det den forkerte vej,« siger Oluf Jørgensen til journalisten.dk
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.