»I 2008 sagde jeg op på TV 2’s netredaktion og gik i gang med uddannelsen som lokomotivfører. Jeg ledte ikke efter en ny branche. Men en bekendt her i Svendborg er kørelærer hos DSB. En dag fortalte han, at han netop havde haft en elev på 54 år. 

Pludselig så jeg muligheden for mig. Jeg anede ikke, at det kunne lade sig gøre. Jeg har altid været meget fascineret af jernbaner og tog. Uddannelsen tager kun 11 måneder og er med fuld løn. Jeg har ingen studentereksamen, så min adgangsbillet var, at jeg oprindeligt er udlært automekaniker. 

Det er fantastisk, at jeg to gange i mit arbejdsliv har fået mulighed for at skifte spor. Det har altid været min drøm at blive journalist. Men jeg kom kun ind på Journalisthøjskolen, fordi de ændrede krav, så man kunne komme ind via en anonym optagelsesprøve uden en studenterhue. Og det var et EU-direktiv, der få år forinden havde forbudt DSB og alle andre at have aldersgrænser i deres kontrakter. 

Jeg har ikke fortrudt et sekund. Det er en særlig fornemmelse at have magten over al den power og være ansvarlig for så mange menneskers sikkerhed. Udsigten er fantastisk. Jeg følger årstidernes skiften og ser de nyfødte rådyr krydse sporet med deres mor. Folk siger, at det må være et ensomt job. Men jeg kommer rundt i hele landet og får snakket med mange mennesker på de forskellige stationer, når jeg holder pause. 

Jeg blev uddannet fra journalisthøjskolen i 1978 og arbejdede for en række lokale og regionale aviser, inden jeg begyndte at lave fjernsyn på TV Svendborg. Jeg var med på TV 2 lige fra begyndelsen i 1988 som producer på Nyhederne. Det var en fantastisk tid med en helt særlig pionerånd. Vi skulle lave det samme som TV Avisen på DR bare med langt færre mennesker. Jeg husker helt tydeligt den aften, hvor nyhedschef Ulla Terkelsen kom ind på redaktionen med champagne efter 19-Nyhederne, fordi vi havde overhalet TV Avisens seertal. 

De år var skidesjove. Vi lavede selvdyrkede nyheder og håndholdt tv, som ikke var konceptbåret. Jeg er lykkelig over, at jeg har været med til at lave tv som håndværk i stedet for det præfabrikerede tv, man ser i dag med fastlåste kamerapositioner, og hvor der er lavet en playliste, som bare skal afvikles. Når vi lavede Højlunds Forsamlingshus, så var der ikke skyggen af et manuskript. 

I slutningen af 1990’erne var jeg med til at løbe TV 2’s hjemmeside i gang. Det var fedt at lave netnyheder i starten, hvor jeg igen oplevede en pionerånd. Men efterhånden skulle der produceres mere og mere og copy pastes mere og mere. Jeg var jo uddannet til at lave historierne fra bunden. Nu var der hverken tid til research eller til at komme ud til kilderne. Til sidst handlede det for mig bare om at hænge fast med det yderste af neglene, til jeg blev 60 år, så jeg kunne komme på efterløn. Nu fylder jeg snart 64 år, men jeg har ingen planer om at gå på pension. Jeg bliver ved med at køre tog, så længe jeg synes, det er sjovt.     

Der er meget langt fra den måde, medierne bliver skruet sammen på, til den almindelige lønmodtager. Det har været en øjenåbner for mig at opleve. Når jeg ser tv i pauselokalet med mine kolleger, så er jeg fluen på væggen. Her stortrives masser af fordomme om nyhedsproduktion. Der er en helt enorm skepsis imod alt, hvad medierne bringer og alt, hvad politikerne siger. De tror, at medierne er totalt sammenspist med kilderne og især med politikerne. De tror, at vi sidder hver morgen og beslutter, hvordan vi skærer historierne til, så vinklerne er givet på forhånd. 

Der er en kæmpe grøft mellem de brede mediers journalister og deres modtagere. Virkelighedsopfattelsen er simpelthen ikke den samme. Unge moderne journalister kører for lidt i bus, sagde Lotte Mejlhede engang på TV 2. Jeg kan sagtens se problemet. Mange journalister lever i en boble, hvor de kun omgås andre mennesker med høje lønninger, som ligner dem selv.  

Blandt almindelige lønmodtagere i provinsen er der en meget stærk reaktion i disse år imod det, de ser som parnasset i København og på Christiansborg. Det syndrom ramte hele medieverdenen med en vis forbavselse på valgaftenen, da det stod klart, at Dansk Folkeparti gik så meget frem. For mig var det ingen overraskelse. Jeg kan høre, at en del af mine kolleger har klare sympatier for Dansk Folkeparti. De føler sig ikke repræsenteret af andre.«