Politiet stillede betingelser for at medvirke i "Historier fra en politistation", og serien har fleresekvenser, der minder mere om skuespil end virkelighed.

En narkoman får hele sit righoldige arsenal af piller konfiskeret af betjentene. I frustration truer han med at begå selvmord, hvorefter han banker sit hoved ind i et brandskab.

Scenen stammer fra "Historier fra en politistation" og er mere skuespil end virkelighed.

"Jeg kender den pågældende narkoman godt og ved, at sådan ville han aldrig have gjort, hvis ikke der havde været en fotograf i lokalet. Jeg husker, at jeg flere gange sagde til ham, at han ikke behøvede at skabe sig åndssvagt, bare fordi der var kamera til stede," siger Peter Toft Jensen, politiassistent på Station 1.

Trods narkomanens skuespilpræstation, kom episoden med i Lars Engels' dokumentar, og tilrettelæggeren afviser politimandens oplevelse af situationen.

"Det var ikke min opfattelse, at narkomanen spillede op. Hvis jeg havde mistanke om det, var situationen ikke kommet med," siger Lars Engels.

Lars Engels har gentagne gange understreget, at "Historier fra …" er en "klassisk dokumentar" og ikke kan sammenlignes med de mindre lødige doku-soaps, som besætter en stor del af tv-sendefladen.

Alligevel erkender han, at det billede, han tegner, ikke er den absolutte sandhed om Station 1.

"Politifolkene strammer sig an, når de skal medvirke på tv – ligesom alle andre mennesker, der skal på tv," siger Lars Engels.

Kriminalassistent Ole Nielsen er en af de politifolk, som Lars Engels fulgte tæt, mens han opklarede et taskerøveri, et tyveri af en minkpels og flere andre sager.

"Det var lidt fremmed i begyndelsen at have en kameramand og en journalist siddende ved siden af, men efterhånden vænnede jeg mig til det," siger Ole Niel-sen.

"Det kan godt være, jeg undlod de smarte bemærkninger her og der, men udsendelserne ligger så tæt på virkeligheden som muligt. Der er ikke noget konstrueret," tilføjer han.

Heller ikke der, hvor du helt tilfældigt bliver kaldt ind til din overordnede for at få at vide, hvad domsafgørelsen på taskerøveriet blev?

"Jo, den blev skabt på opfordring, men det er også det eneste tilfælde," griner Ole Nielsen

Lars Engels vedgår, at han i enkelte tilfælde har bedt folk om at agere for at få historierne bragt i havn.

"Det er sket ganske få gange, men det fungerer for det meste dårligt. Det er episoden omkring dommen for taskerøveriet et godt eksempel på," erkender Lars Engels.

Betingelsen
Inden optagelserne kunne gå i gang, måtte Lars Engels acceptere en væsentlig betingelse.

Alle politifolk medvirkede i udsendelsen under forudsætning af, at de til hver en tid kunne bede om, at en optagelse ikke blev brugt.

Inden Peter Toft Jensen indvilgede i at medvirke, bad han om ikke at blive filmet i situationer, hvor han skulle bruge magt. Den del af hans arbejde ønskede han ikke skulle i tv.

"Det er nødvendigt at bruge magt i visse situationer, men det forplumrer billedet af vores arbejde. Folk vil tro, at jeg er voldelig, og min kone vil måske blive bange for, om jeg vil slå hende, næste gang vi er oppe at skændes. Den slags misforståelser er der ingen grund til at risikere," siger Peter Toft Jensen.

Der var kun optræk til vold i et enkelt tilfælde, mens tv-holdet fulgte Peter Toft Jensen. Det var, da tv-fotografen var ved at blive overfaldet af en knivstikker. Peter Toft Jensen gik imellem med hævet knippel.
"Den scene gav jeg Lars Engels lov til at bruge, men jeg ved ikke, om han gør det."

Peter Toft Jensen mener også, at politifolkene indimellem optrådte mere afdæmpede, når kameraet var til stede.

"Der var situationer, hvor nogle af de folk, vi afhørte, fik lov til at køre linen længere ud, end vi normalt tillader," siger han og henviser til en sekvens med nogle sigøjnere, der provokerede den betjent, de skulle afhøres af.

"Her ville vi nok have skåret igennem noget før og truet med at sende dem tilbage til detentionen, men sådan har man jo ikke lyst til at fremstå på tv," siger Peter Toft Jensen. l