Sally Mann, verdensberømt amerikansk fotograf, har bevæget sig væk fra nøgenbilleder af sine børn og ind i et nyt tabuområde: Døden. "What remains" hedder hendes nye fotobog.

De rådne menneskekroppe ligger som ådsler i skovbunden. Nogle er nyligt døde og ligger med grå og slap krop, andre har maddikerne og sneglene indtaget – der, hvor de har været, er der kun indtørret hud, knogler og måske lidt hårrester tilbage.

Sally Mann er 52 år, udskældt og beundret.

Hun viste sine billeder på Pressefotografforbundets foto-konference i oktober. Billeder taget gennem mere end 30 år. De seneste af døden. Her forsøger hun at finde ud af, hvorfor vi mennesker holder fast i det kadaver, der en gang gav liv til et tænkende væsen.

Mest berømt er nok hendes billede af datteren, der i balletpositur står på tåspidser på havebordet ved siden af nogle solmodne tomater hjemme på farmen ved Lexington i Virginia.

Her voksede Sally Mann selv op.

Sally Mann vidste, mens motivet blev aflejret på glaspladen i det over 100 år gamle storformat kamera, at det var hendes hidtil bedste billede.

Det var en situation, der pludselig opstod. Det nærmeste et kamera uden søger kan komme et snapshot.

»Jeg lever for det øjeblik, hvor det gode billede opstår,« siger Sally Mann.

Benene krøllede sammen under hende. Hun blev fyldt med lykke; men den blev hurtigt afløst af depression.

Hvordan skulle hun nogen sinde kunne tage et bedre billede end dette?

Det er nu 12 år siden, og selv om hun stadig ved, hvornår hun har det rigtige billede på glaspladen, så giver hun aldrig sig selv lov til at frydes. Det bliver sværere og sværere at tage kameraet og fotografere nye ting. Kravet om, at ethvert billede skal være bedre end det sidste, at hun skal et trin højere op ad stigen, gør, at det bliver sværere og sværere.

»Jeg har en lille stemme inden i mig, der spørger: »Hvad vil du.« Det nytter ikke. Du kan ikke lave det bedre,« forklarer Sally Mann.

Omvendt bliver hun anspændt og får det dårligt, hvis hun i lang tid ikke fotograferer.

Hun har flere 8'' x 10'' kameraer, nogle over 100 år gamle, alle lavet af træ og godt slidte. Den slags, vore tipoldeforældre blev fotograferet med. Linserne er ridsede og skadede, hun bruger sin hånd som lukker og tillader falsk lys at påvirke billedet. Metoden er fra før, filmen blev opfundet. Bruger hun endelig en lukker, har hun aldrig taget et billede med en hurtigere lukketid end 1/30. Billederne bliver aflejret på glasplader, som hun selv skærer ud og smører ind i de rigtige kemikalier – blandt andet sølvnitrat. Når pladen er færdig, har hun to-tre minutter til at sætte den våde plade i kameraet og tage billedet.

 

Ormene vil spise os til sidst. Frit oversat er det en del af den bøn, Sally Manns far bad ved familiens højtidsbord.

Faren var læge, hans hobby var døden.

Overalt i huset var der billeder af død, men også af struttende mandighed – en utvetydigt viril træpind blev hver jul udstyret med et par glaskugler. Også en glaseret hundelort, der lignede en slange, hørte til hjemmets udsmykning. I årtier arbejdede faren på en bog om, hvordan kunstnere fra forskellige kulturer, har beskæftiget sig med døden. Han udgav dog aldrig sit manuskript.

For ham var der intet tilbage af et dødt menneske ud over kadaveret.

Sally Manns børn mener, at hendes interesse for døden må ligge i de gener, hun har fra sin far.

Da faren lå for døden, kunne hun ikke fotografere ham. Hun har ellers fotograferet det, ingen andre har haft lyst til at mangfoldiggøre:

Hun fotograferede sig selv, da hun fødte. Sig selv efter et samleje, med menstruationsblodet smurt ud mellem lårene. I en orgasme. Med mandens ansigt dybt oppe i hendes skød. Da manden blev steriliseret. Hans stive lem under en rindende vandhane. Hun har fotograferet sin nøgne datter med frugtsaft ud over mave og kønsdele. Børnene med erotisk udstråling. Når de har tisset i sengen, har næseblod, er vrede, når de udfordrer kameraet, når de leger, og når de har stillet op som modeller.

Men faren kunne hun først fotografere, da han var død.

»Jeg elskede min far. Jeg hadede at se ham syg, lide og dø. Så længe min fars krop indeholdt hans sjæl, kunne jeg ikke.«

Men i det øjeblik han døde, stod det klart, at sjælen havde forladt ham. Hans hud blev cyangrå, ansigtets muskler blev slappe og han gled over i livløshed. Derefter kunne hun fotografere ham.

Hun er usikker på, om hun fortsat vil kunne fotografere sin mand, Larry. Hans krop svigter og er i forfald. Han har muskelsvind og vil snart komme til at sidde i kørestol.

Med sine fotos af døde kroppe forsøger Sally Mann at vise, hvad kroppen betyder, når den ikke længere er levende. Hvornår slipper vi det hylster, der en gang rummede ens far eller hund?

»Hvorfor er kroppen så vigtig for os? Hvorfor holder vi disse latterlige begravelser? Under oprydningen efter World Trade Center blev den mindste del, om det så blot var en fingernegl, omhyggeligt sendt hjem til de pårørende. Hvorfor er det så vigtigt? Hvad betyder kroppen? Ville jeg også selv have en lille del af en fingernegl, hvis en af mine kære døde under lignende omstændigheder,« filosoferer Sally Mann.

 

Sally Mann har fået tildelt nogle af fotografiets største priser. Blandt andet Guggenheim-prisen. Hendes billeder sælges for omkring 150.000 kroner stykket.

Hun er 52 år og medgiver, at alderen kan have haft medindflydelse på, at hun har fotograferet døden.

»Der er noget. Med alderen bliver man opmærksom på, at vi ikke længere er uddødelige. Det er chokerende, så hurtigt tiden går. Jeg får et chok, hver gang jeg ser mig selv i spejlet,« siger hun.
De døde kroppe, 30 i alt, indgår i et forskningsprojekt, hvor patologer undersøger, hvad der sker, når en krop forgår. Det er den slags undersøgelser, der gør det muligt at sige, om et lig har ligget i tre timer, tre dage eller tre år. Sally Mann har lovet ikke at røbe, hvor forskningen foregår.

»Lugten var ubeskrivelig. Meget stærk, men jeg blev vant til det. En dag, hvor jeg kom hjem efter at have kørt i bil i seks timer, sagde Larry: »For helvede, hvor du lugter.« Alt lugtede. Mit kamerahus, mine glasplader. Alt.«
Tidligere er den amerikanske kunstfotograf Joe Peter Witkin blevet dømt til 20 års fængsel for at have fotograferet døde mennesker. Sally Mann mener ikke, hun kan retsforfølges, fordi hun ikke har rørt ligene, og fordi man ikke kan genkende nogen af dem.

Incest var bare et af de ord, kritikerne brugte, da Sally Mann viste billederne af sine nøgne børn.

»Jeg følte mig overfortolket – og hadede at blive misfortolket. Det var billeder af mine børn – og alligevel ikke. De var blot modeller. Normale børn, der var gode til at agere,« siger Sally Mann, der oplevede, at folk sagde, at hun måtte være blevet misbrugt af sin egen far, ellers ville hun ikke kunne lave sådanne billeder.

Børnene har altid stået bag hendes billeder. Da Wall Street Journal bragte et billede af et af børnene med sorte streger over øjne, brystvorter og underliv, skrev datteren til avisen: »Jeg kan ikke lide den måde, I har streget mig ud på.«

Derefter nægtede hun at blive fotograferet nøgen.

Alle tre børn, der nu er voksne, står dog stadig model for hende.

Bogen »What Remains« slutter med en række fabulerende billeder af det, der er tilbage: Mindet om sjælen. Det udefinerbare slørede, en læbe, et blik og et tomrum mellem virkeligheden og mindet. Det er hendes børn, der har lagt ansigter til.

»Det var en måde at komme ud af døden på,« forklarer hun.

Havde Sally Mann vidst, hvilke reaktioner billederne af de nøgne børn ville forvolde, havde hun måske ikke udgivet dem.

»Jeg havde regnet med, at de ville udkomme i et oplag på 5.000 styk og blive købt og set af andre fotografer, der kunne forstå billederne. Men bogen blev solgt i 100.000 eksemplarer,« fortæller hun og kommer med en advarsel til alle unge fotografer:

»I skal være opmærksomme på, at det kan ske.«

Sally Mann var forberedt på, at hendes bog om døden ville skabe voldsomme reaktioner. Hun synes selv, den er mere kontroversiel end billederne af børnene, men har hovedsagligt fået positiv respons på bogen.
»Det var en god begyndelse, at Newsweek lavede tre sider om bogen. Det slog en god tone an. Jeg er overrasket over, hvor seriøst bogen er blevet modtaget. Måske fordi jeg omgiver det kontroversielle med energi,« siger Sally

Mann og understreger, at hun ikke har lavet bogen for at chokere, men for at få folk til at tænke.

 

Landskabsfotograf er ikke et af de ord, man umiddelbart forbinder med Sally Mann. Ikke desto mindre er det, hvad hun også er.

I virkeligheden har Sally Mann lavet to afstikkere fra landskabsbillederne. Først var der børnene, men dem holdt hun op med at fotografere i 1994-95, så var der dødsbillederne fra 2000-03.

Hun har i lange perioder arbejdet med den helt særegne stemning i sydstaterne, den tunge luftfugtighed, de store klaser af gråt spansk mos, der hænger tæt ned fra grenene på de furede træer. Sumpområderne og den historiske stemning.

Hun har i ugevis opholdt sig i afsides områder, sovet i bilen og fremkaldt sine plader i et særligt telt af sort tæt stof i bagagerummet.

I bogen »What Remains« kombinerer hun sit arbejde med døden med sine landskabsbilleder.

Hun viser Antietam, en af de blodigste slagmarker under den Nordamerikanske Borgerkrig, hvor 600.000 mennesker blev dræbt under de store slag mellem 1863-65.

»Jeg tror ikke på Gud, men i øjeblikke kan jeg mærke en overnaturlig indflydelse. Jeg mærker det virkelig i Syden, hvor der har været så megen død og lidelse,« siger Sally Mann, der mener at kunne mærke, hvordan døden har påvirket landskaberne.

Billedet »Antietam – the battlefield« rummer noget af det samme som datteren i balletpositur.

»Det billede har noget, der ikke er ordinært. Det er nærmest som et medium. Billedet rummer et spontant øjeblik af lidelserne i Syden, ligesom ballet-billedet har en ekstra dimension,« siger hun.

 

Sin eminente fremkaldeteknik er Sally Mann også berømt for.

Hun siger selv, at hun elsker arbejdet i et mørkekammer.

»Det er en magisk følelse, når printet viser sig i væsken. Nogle gange oplever jeg, at billedet ser anderledes ud, end jeg havde forventet,« siger Sally Mann

Ingen – absolut ingen – får lov til at arbejde med hendes negativer.

Da hun gjorde klar til at rejse til Danmark for at vise sine billeder og tale på Pressefotografforbundets konference, kom hun til at smadre tre glasbilleder. De er uerstattelige. Hendes glasplader er ikke scannet ind. Det betyder, at de tre billeder nu kun eksisterer i det omfang, de er printet. Men hun vil ikke have nogen til at hjælpe sig.

»Mine print er fantastiske, men min arkivering er forfærdelig. Jeg vil ikke have nogen til at sortere i mine negativer eller til at stille spørgsmål. Jeg vil ikke distraheres af nogen i huset,« siger Sally Mann. Hun har haft assistenter, men ingen har fået lov til at komme i nærheden af negativerne.

 

Syv heste udgør en central del af Sally Manns liv. I virkeligheden bryder Sally Mann sig ikke om at rejse. Hun vil være hjemme på gården i Lexington i Virginia, hvor floden slår en bue og næsten indrammer gården. Her er hun selv opvokset, og her har hun sine syv heste, som hun træner og rider hver dag.

Hun er en habil jockey – ikke som tidsfordriv, men for at vinde.

»Jeg har to liv. Mine fotovenner vil ikke snakke heste, og mine hestevenner ved dårligt, at jeg fotograferer. Men jeg er lige så ambitiøs som rytter som fotograf. Jeg vil vinde.«