Medarbejderne på 4S har kniven på struben. Tillidsmand og journalist Helge Kierkegaard er skeptisk, mens bureauchefen stadig tror på, at nyhedsbureauet kan overleve i en ny form.
"Jo, jeg er da overrasket."
Bureauchef Aage Lundgaard står bag sit skrivebord. Han sætter sig og kigger på computerskærmen, men rejser sig med det samme igen.
"Men det er egentlig ikke så overraskende," siger Aage Lundgaard og sætter sig igen.
Dagen før, onsdag den 6. november, blev han orienteret på et bestyrelsesmøde i 4S om, at NORDJYSKE Stiftstidende og Fyens Stiftstidende trækker sig ud af avissamarbejdet 4S med Århus Stiftstidende og JydskeVestkysten.
Men allerede TO DAGE før, om tirsdagen, var nyheden sluppet ud i Fagbladet JOURNALISTEN. De to udbryderaviser indrykkede et jobopslag, som først skulle have været offentliggjort i den trykte udgave. Men annoncen blev lagt på fagbladets hjemmeside og afslørede, at NORDJYSKE Stiftstidende og Fyens Stiftstidende søgte journalister til en nyoprettet redaktion på Christiansborg. Dermed var det ikke svært for to DAGEN-journalister at konkludere, at 4S var sprængt. Derfor måtte Aage Lundgaard læse om sprængningen af sit bureau i avisen.
4S er nu for alvor truet af den lukning, som har luret, lige siden annoncemarkedet begyndte at styrtdykke for to år siden. I november 2000 skar bureauet syv stillinger bort og flyttede fra Gammel Strand til mere ydmyge lokaler i København.
Den 15. oktober i år kom der endnu et alvorligt slag til bureauet: NORDJYSKE og Fyens Stiftstidender meldte sig ud af annoncesamarbejdet med Århus Stiftstidende, JydskeVestkysten og Det Berlingske Officin. De to udbryderaviser gik i samarbejde med den nye stormagt i dansk presse: JP og Politikens Hus.
Derfor kan bureauchef Aage Lundgaard ikke være overrasket over den seneste udvikling.
Konstant presset
Journalist og tillidsmand på 4S, Helge Kierkegaard, har været med på hele 4S' færd, siden bureauet blev dannet i 1992.
Denne torsdag 10 år efter forsøger Helge Kierkegaard ikke at skjule, at bureauet er i en alvorlig situation.
Den trykkede stemning sidder stadig i 4S' mødelokale. Det er også kun 10 minutter siden, at bureauchefen orienterede medarbejderne om den nye situation.
"Det ser skidt ud. Men vi er vant til usikkerheden på 4S. Når man er en synlig udgift i fire pressede avisers regnskaber, så ved man godt, at det er nemt at sætte en streg hen over os."
I 1992 var det de tre stiftstidender, der fandt sammen. Et år efter købte JydskeVestkysten sig ind.
"Det var en genial ide, fordi én stor redaktion kan levere flere forskellige historier end fire redaktioner, som ofte vil lave de samme historier," fortæller Helge Kierkegaard.
I bureauets storhedstid var der 21 journalister ansat, og reklamepengene væltede ind via det fælles annoncesamarbejde, som dækkede de fem største byer i landet.
Helge Kierkegaard, der netop har haft 25 års jubilæum som Christiansborg-reporter, mener, at bureauet kun har overlevet, fordi det har leveret varen.
"Sidste uge droppede jeg tre historier, fordi jeg fandt ud af, at Ritzaus Bureau lavede de samme historier. Så må jeg lave nogle andre historier. Det er det, vi er gode til. At finde nyheder, som ingen andre har. Det er også derfor, at vi er meget citerede i de andre medier."
Men nu tvivler Helge Kierkegaard på bureauets fremtid:
"Det er meget svært at finde lyspunkter. Jeg håber det bedste, men frygter det værste."
– Hvis bureauet lukker, hvad skal du så?
"Finde et nyt arbejde ligesom de andre."
Helge Kierkegaard smiler sørgmuntert.
"Jeg er 55 år."
Stolt
Aage Lundgaard har endnu ikke givet op. Han skal sammen med de to tilbageværende aviser, JydskeVestkysten og Århus Stiftstidende, undersøge muligheden for at fortsætte bureauet. De har fjorten dage til at finde ud af, om der er kunder til et bureau i en anden udgave.
4S har i dag 29 stillinger, hvoraf de 16 er redaktionelle. Men nu er Aage Lundgaard tvunget til at skære ned.
"Det kommer helt sikkert til at koste stillinger," siger Aage Lundgaard tungt.
Selv om de tilbageværende ejere, JydskeVestkysten og Århus Stiftstidende, kører med underskud, tror Aage Lundgaard stadig på muligheden for, at bureauet fortsætter i en ny form.
"Jeg mener, der er plads til vores bureau," siger Aage Lundgaard.
"Jeg er stolt over, at mine medarbejdere bliver ved med at lave deres arbejde under det her pres. De bliver ved og ved med at bevise, at 4S laver journalistik på et højt, professionelt niveau, absolut i topklasse," siger Aage Lundgaard.
På krisemødet denne torsdag besluttede medarbejderne at holde fanen højt og markere bureauet til den bitre ende.
Som det blev sagt under mødet: "Vi vil gøre alt for, at det bliver en smuk begravelse."
4S-FAKTA
– 16 journalister udgør den redaktionelle stab på bureauet 4S. De leverer landsdækkende nyheder og features til de tre stiftstidender og JydskeVestkysten, der indtil for nylig var ejere.
– 4S har både en Christiansborg-redaktion, en erhvervsredaktion, en almen reportageredaktion og en lille motorredaktion i Århus.
– 4S har et erklæret mål om ikke at lave Ritzau-lignende artikler. De vil være et supplement – og gerne med tråde til avisernes dækningsområder.
– Bureauets redaktionelle udgifter – lønninger, husleje mm. – har kostet de fire ejere tilsammen omkring 10 millioner kroner per år.
– Nordjyske Stiftstidende og Fyens Stiftstidende er nu trådt ud af samarbejdet. De to tilbageværende aviser, JydskeVestkysten og Århus Stiftstidende, overvejer, om de kan føre bureauet videre i en eller anden form.
– Hvis det ikke lykkes, vil alternativet være at købe de landsdækkende nyheder og features igennem Berlingskes artikelsupermarked eller bruge Ritzau. Men inden så længe vil de øvrige landsaviser efter alt at dømme også få mulighed for at videresælge sine ansattes artikler. JPs videresalgsaftale med journalisterne er for eksempel snart klar.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.