Fredag den 28. februar bliver vinderne af Årets Pressefoto offentliggjort. JOURNALISTEN har bedt tre personer om at kigge de indsendte billeder igennem og vælge dem, de synes er bedst. Det var svært, diskussionerne blev lange, og de nåede aldrig til enighed.

Ingen af de tre dommere er kendt som medløbere. Umiddelbart har den kontante fotograf, den dominerende chefredaktør og den intellektuelle filosof heller intet til fælles – udover at have sagt ja til at deltage i JOURNALISTENs foto stunt.

Den første times tid sidder fotograf Stig Stasig, chefredaktør Nina Vedel-Petersen og cand. mag. Christoffer Gertz Bech da også koncentreret ved hver sin computer og bladrer de 2.183 billeder igennem på skærmen. De taler ikke sammen.

Filosoffen lægger ud med at markere rigtig mange billeder som gode, men finder ud af, at han er nødt til at være mere hård for ikke at drukne i billeder. Chefredaktøren markerer også mange, mens fotografen kun har markeret fem i løbet af den første time. Endnu er de ikke enige om ret mange. Fotografen og chefredaktøren markerer begge billedet af politibilen, der bragede ind i de hævede broklapper på Langebro, mens fotografen og filosoffen begge markerer en blodig hundekamp i Cuba. Chefredaktøren og filosoffen rammer slet ikke de samme billeder.

Selv om filosoffen lagde ud med at markere mange billeder, så var det mere for at føle sig frem, end det var begejstring over kvaliteten.

"Det er tydeligt, at mange af dem blot er snapshots, der bagefter har vist sig at have et sigende udtryk," siger han og filosoferer over, at der kan være forskel på et godt billede og et godt pressefoto. Det æstetiske kontra det at være til stede på rette tidspunkt.

Da de tre forsøger at snakke sig frem til, hvilke billeder de går efter, bliver fotografen og chefredaktøren hurtigt enige om, at kategorierne i Årets Pressefoto er 10-15 år for gamle. Mange af billederne kunne ryge direkte i en Magnum-kategori, mens andre skulle i helt nye kategorier.

"Kategorierne er uinteressante," fastslår chefredaktøren. Fotografen forklarer:

"De forenkler en eller anden problemstilling og stiller den på spidsen." Ifølge ham sender mange fotografer måske ikke deres bedste billeder ind, fordi de ikke passer ind i konkurrencens kategorier, men udvælger billederne efter kategorierne og dommernes smag.

"Man får fornemmelsen af, at der fotograferes direkte til konkurrencen i stedet for at forsøge at fortælle historien," siger fotografen.

"Jeg bliver mere påvirket af, hvilke omstændigheder et billede er taget under, og om talent og indføling går op i en højere enhed. Der ryger nogle portrætter på den konto," siger chefredaktøren fra sin skærm.

Fotografen mener, at hvis man i dag skal se på nye billed-tendenser, så skal man kigge på strømningerne fra for eksempel Kunstakademiet.

Alle er enige om, at fotograferne ikke kan sætte deres billeder sammen til serier.

"Du spænder ben for dig selv," snerrer fotografen ad skærmen. Foran ham er tre gode billeder i en serie, men det fjerde ødelægger stilen.

Chefredaktøren og fotografen har begge valgt billedet af Mathias Rust, der sidder på en seng. Det var ham, der i 80erne landede med sit lille fly på Den Røde Plads i Moskva.

"Respekt for en fotograf, der tør sende et billede ind med noget, der var interessant for 15 år siden," lyder kommentaren. Fotografen klikkede dog forbi det i første omgang, men vender så tilbage.

"Billedet voksede, da jeg gik tilbage til det. Det er nøgent og håbløst uden at være porno. Det er ikke voldsfotograferet."

"Billedet rummer hans historie – både den gamle og den nye del af historien. Det har det hele," siger chefredaktøren.

Begge har også valgt et billede af bokseren Bredahl med smadret ansigt, men det ryger ud til fordel for Rust.

Chefredaktøren sidder og nyder glade sommerbilleder med sol, strand og vand. "60er-tekni-ske" kalder hun dem og mindes sine barndomssommerferier, men spørger lidt ud i luften, om man kan præmiere nostalgien.
"Det er helt legalt," mener filosoffen. Det er også ham, der senere argumenterer for, at det er i orden at vælge et billede, der appellerer til de mere primitive instinkter.

Under middagen får de tre følt sig ind på hinanden og målet: At finde de bedste billeder.

Fotografen indrømmer, at han valgte ikke at bruge tid på en serie, da han så titlen "I terrorens skygge". Også filosoffen var gået forbi den serie: Syntes den lugtede for meget af planlagte tricks med uskarp forgrund og motivet bagved.

"Fanme nej! tænkte jeg," siger filosoffen.

De tre kommer til at tale om, at de er ved at kvæles i billeder af Moses Hansen. Det virker som om, at hele den samlede fotografstand har været udkommanderet til Moses Hansens korstog. De tre er enige om, at Moses Hansen er en totalt ligegyldig presse-eskaleret begivenhed.

"Det emmer af en pseudobegivenhed," sukker filosoffen.

Fotografen synes, hans kolleger har haft svært ved at trænge igennem begivenheden og ind til motivet:

"Jeg får fed kvalme af at få den idiot i hovedet hele tiden. Billederne ligner hinanden, fordi de har haft tid til at konstruere motivet – og de har gjort det på stort set samme måde. Ingen har haft mod til at gå modsat," siger han og får støtte af filosoffen:

"De viser de samme arketyper og politibiler. De har haft dage i træk og kunne tage billederne om hver dag, hvis de ville."

"Der er ingen billeder, der viser Moses Hansen som menneske. Han er bare en figur," supplerer chefredaktøren.

De tre taler om, at motivet er ligegyldigt i de tilfælde, hvor et billede rækker ud over det forudsigelige og får sit eget rum, men de savner modet hos fotograferne. De betegner nogle af billederne som jævnt fattige, mere kalkulerede end personlige.

"Det, der fanger os, er modet – modet til at gå ud over det forudsigelige," siger chefredaktøren. Hun efterlyser også humor.

Et billede af en tungt læsset gul bil med vaskemaskine og stor kasse på taget er længe med som et af vinderbillederne.

"Hold kæft, hvor har man set mange flugtbilleder. Det her har optimisme og humør," siger chefredaktøren. Fotografen tilføjer spydigt, at det også viser, at folk i Hvide Rusland kan blive lykkelige forbrugere.

"I snakker om indhold, jeg ser efter formen og farverne," bryder filosoffen ind.

Klokken er næsten 22.

Fotografen har set 994 billeder ud af de 2.183 og har udvalgt sig 57.

Filosoffen har set 938 og har udvalgt sig 88. Det har chefredaktøren også, men hun har kun nået at se 740.

De sidder nu omkring den samme skærm og diskuterer deres udvalgte. 11 af dem har de alle tre markeret, men nogle af dem falder, når de ser nogle af de andres udvalgte. På grund af tidspresset og vilkårene har ingen af dem kunnet nå at se alle billeder. Tilsammen har de været rundt om de fleste, men ikke alle.

Chefredaktøren sætter sig hjemmevant med sin blok og noterer.

De diskuterer, hvad der skal til, for at et billede kan blive kaldt "Årets Pressefoto" og når frem til, at det skal være en kioskbasker. Samtidig må de erkende, at yndlingsbilledet, Rust på sengen, ikke er en kioskbasker.
Pludselig går det op for filosoffen og fotografen, at chefredaktøren ikke har noteret billedet af kamphundene i Cuba. De finder ud af, at hun kun noterer de billeder og argumenter ned, hun selv er enig i.

"Jeg er jo vant til at redigere," skærer hun igennem! Billedet af hundene bliver afvist med ordene:

"Det er for råt. Det er kun hundefars!"

Men filosoffen og fotografen insisterer. De kan bare godt lide billedet. Det får ikke chefredaktøren til at notere det ned. Til gengæld opdager de ikke, at chefredaktøren har fået et af sine udvalgte billeder listet ind på fælleslisten: Billedet af to lyserøde kvinder foran en række af betjente ved Israels ambassade.

Til sidst enes de om de billeder, de alle godt kan lide. Det er:

– Mathias Rust af Ricky John Molloy, freelance.

– Anders Fogh Rasmussen på Himmelfart af Thomas Wilmann, Ekstra Bladet.

– Golf med havudsigt af Liselotte Sabroe, Berlingske Tidende.

– Modeller, der fotograferer hinanden, af Jens Astrup, freelance.

– Tivolitur med Fogh og Prodi af Johnny Frederiksen, Ekstra Bladet.

– Lyserøde kvinder foran Israels ambassade af Linda Henriksen, Berlingske Tidende

Fordi tiden er udløbet, fordi de ikke kan blive enige, og fordi de alle har deres darlings, opstår der pludselig en anarkistisk kategori: Dommernes favoritter.

Fotografen og filosoffen henter deres billede af kamphundene fra Cuba ind og et billede fra en fodboldkamp i Madrid. Fotografen klemmer også billedet af Amdi Petersen i lufthavnen ind. De to andre kunne slet ikke finde Amdi på billedet. Filosoffen og chefredaktøren ønsker at få pigen fra Ground Zero med, og filosoffen insisterer på et billede af nissepiger med bare lår.

"Det er rigtig, rigtig ærgerligt, at vi ikke har set alt," siger fotografen, da kampen er overstået. De tre runder af, søger lidt på skærmen og pludselig dukker nogle billeder op, som ingen af dem har set før. En serie med svenske rockabillies taget af Erik Refner.

"Den ville jeg godt have set før. Der er en gedigen gennemførthed over serien. Den er på niveau med Rust-billedet," siger fotografen imponeret.

Læs også: Foto med andre øjne