»Niels Pinborgs mail-adresse er kom@aller.dk,« siger en lys stemme i Allers receptionstelefon, da hun bliver bedt om at oplyse mailadressen på Niels Pinborg, nuværende chefredaktør på Se og Hør. Receptionisten vil ikke stille opkaldet videre til hans telefon. »Desværre,« siger hun professionelt bedrøvet, og mailadressen, hun nævner, er til Allers kommunikationsafdeling.
Så er stilen lagt.
Det er onsdag middag den 30. april. To dage forinden har BT på baggrund af bogen ’Livet, det forbandede’ kastet lys over kriminelle arbejdsmetoder på Se og Hør.
Virakken har afstedkommet, at man på bookmakersitet bet25.dk får sine penge 2,5 gange igen, hvis man satser penge på, at Se og Hør lukker i 2014. Gætter man på, at ugebladet lever resten af året, får man pengene 1,5 gange igen.
Chefredaktør på Se og Hør fra 2002 til 2008 Henrik Qvortrup er tavs og har gennem sin kone bedt pressen om ro og respekt. »Han har ikke yderligere kommentarer lige nu. Han er ikke på toppen over det her, og han har brug for fred og at være med sin familie,« siger hun til BT med tilføjelsen:
»Vi er selv journalister og kender spillet, men lige nu må I respektere, at han skal have fred.«
Også Qvortrups efterfølger, Kim Henningsen, chefredaktør fra 2009-2013, er stille. Lidt klogere på manden kan man måske blive gennem hans Linkedin-profil, hvis motto lyder ’Hellere angrebsfejl end nøl’.
De nuværende journalister på Se og Hør er blevet bedt om ikke at udtale sig. Fire af dem giver samme venligt formelle svar, at de vil henvise til deres chefredaktør. Han svarer aldrig på undertegnedes sms, efter at hans nummer er fremkommet. En Se og Hør-journalist, der førhen ikke har kunnet dy sig for at poste sine private grillaftner med tystys-kilden på Facebook, har allerede lukket sin profil ned. Kun en såret tommelfinger i bandage dukker op, når man søger på hans navn.
Et forsøg på at opstøve perspektiv og forklaring skal findes uden for Se og Hør, tyder reaktionerne på.
Kim Henningsen, chefredaktør på Se og Hør fra 2009-2013.
PÅ ALLERS hjemmeside præsenteres koncernens produkter ikke som magasiner, de omtales som brands ved første øjekast.
Derfor må første træk være at ringe til brandmanden Frederik Preisler, direktør i reklamebureauet Mensch.
Først skal vi have dit udgangspunkt på det rene, hvad er dit eget forbrug af Se og Hør?
»Det er som at være festryger, man har brug for at slå sig løs i synden en gang imellem,« svarer Frederik Preisler med hypnotisk rolig stemme.
Hvordan var Se og Hørs brand inden skandalen?
»Det var – og er – et stærkt brand. Deres egenart er et magasin, som beskæftiger sig med slibrigt snask under snuden. Man kan få oplevelsen af, at de viser menneskets ægte side. Og det er stærkt, for fra et brandmæssigt perspektiv er autenticitet det absolut vigtigste i tiden. Der er så mange, som claimer … ej, hvor åndssvagt, hvorfor i alverden begynder jeg nu at tale engelsk? Nå, der er mange produkter, som hævder, at de er autentiske, men kun er det i deres markedsføring. Se og Hør leverer varen hver eneste uge.«
Så det taget i betragtning: Kan Se og Hør blive ved med at eksistere oven på den her skandale?
»Ja, sagtens,« siger han langsomt.
»Jeg tror bestemt ikke, at læserne går fra dem. Tværtimod. Det her understøtter jo deres brand, at de vil gå hele vejen og længere endnu for en historie. For mig at se vil Se og Hør kun lukke, hvis annoncørerne boykotter resten af Allers magasiner.«
Hvad tror du bliver læren af det her?
»Den egentlig skandale er, at det skulle være Se og Hør, der fik journaliststanden til at beskæftige sig med det større problem, som er mødet mellem kommerciel udnyttelse af Big Data og overvågningssamfundet. Vi anser Google, Facebook og så videre for frie medier, grund til det arabiske forår og så videre. Men de eksisterer ikke med et publicistisk formål, de eksisterer for at tjene penge på reklamer og kommerciel udnyttelse af de data, de indsamler om os,« siger Frederik Preisler.
Samtidig med at Frederik Preisler lader sig interviewe, bevæger journalist Reimer Bo sig ind på samme problematik: ”Er det to damefrisører og en brugsuddeler, der står for sikkerhedskontrollen med vi danskeres millioner af transaktioner?” spørger han på Facebook:
”Det blev jo ikke opdaget af datasikkerheden i Nets. Det kom først frem, da en journalist gik og kedede sig og fik lyst til at skrive en roman,” skriver han.
Han mener selv at være blevet overvåget, og netmedierne samler mistanken op som nyhed.
JOURNALISTEN PERNILLE TRANBERG ved noget om privatliv. Den tidligere redaktør og udviklingschef på Berlingske skrev i 2012 – da det stadig blev opfattet som paranoid adfærd – en bog om, hvordan man skulle passe på sin onlineidentitet, inden andre lukrerede på den.
Hun kører i bil med sin hund, da hun tager telefonen.
Hvad diskuterer vi om tre måneder oven på den her sag?
»Jeg tror, at nogle politikere vil bruge det til at blive valgt ind i EU-Parlamentet, nu hvor der er kommet lig på bordet. Dataforurening minder meget om miljøforurening. Vi sviner uden bevidsthed og uden mediedækning af det. Vi har for eksempel digitaliseret vores sundhedsjournaler. Sygeplejersker får adgang til bare at slå borgere op, det er dybt farligt i forhold til en sag som denne her, for der findes brodne kar alle steder. Journalisterne har ikke skrevet om det før nu, så der er en fuldstændig manglende bevidsthed om problemet i befolkningen. Hvis befolkningen ikke er interesseret i det her emne, så er politikerne jo heller ikke.«
Hvad diskuterer vi rent journalistisk om tre måneder?
»Medierne har kun troværdighed tilbage, og det bør de bruge aktivt i deres forretningsmodel eksempelvis ved at have individuelle etiske retningslinjer og løbende deklarere, hvordan vi laver vores historier, når det er nødvendigt.«
Lukker Se og Hør?
»Måske – det afhænger af, hvor meget sagen påvirker resten af Aller. Men vi kunne begynde med at omdefinere hele journalistbetegnelsen – eller nyhedsbegrebet. Se og Hør bør ikke kalde sig journalistisk. Det er jo først og fremmest sat i verden for at tjene penge – ikke for at tjene i publicismens hellige navn.«
Frederik Preisler, direktør i reklamebureauet Mench.
ONSDAG AFTEN breaker BT, at Se og Hør har sendt syv medarbejdere hjem, fem journalister og to fotografer. De syv medarbejdere har alle sendt eller modtaget mails om den såkaldte tystys-kilde. 55 minutter senere breaker samme netavis, at også Billed Bladet har sendt to medarbejdere hjem.
Ken B. Rasmussens bog er udsolgt på en dag. Da Se og Hørs søsterblad i Norge havde en lignende skandale i 2007, blev den norske roman, hvori beskyldningerne var skrevet, solgt i 40.000 eksemplarer og efterfølgende transformeret til en film.
Hvem laver først en film om det her i Danmark?
Torsdag formiddag svarer internettet: Casper Christensen laver en film. For en måned siden fik han udviklingsstøtte til at gå i gang med en tv-serie om Se og Hør sammen med TV 2.
Allerede i 2007 sikrede Casper Christensen sig rettighederne til at lave en film om Se og Hør. Det gjorde han i anledning af den tidligere danske Se og Hør-journalist Peer Kaaes bog ’I sandhedens tjeneste’ om hans 17 år på ugebladet.
I den forbindelse udtalte Peer Kaae til journalisten.dk, at Henrik Qvortrup havde gjort bladet hårdere og hårdere, og at det også var blevet sværere at glemme sin dårlige samvittighed, efter at Qvortrup havde frabedt sig alkohol på bladet. I 90’erne var det en anden sag:
»Hvis jeg var gået over stregen med en historie, kunne den dårlige samvittighed hurtigt dulmes med, at der var en ny fest rundt om hjørnet,« udtalte Peer Kaae dengang.
Med de ord in mente virker det som rettidig omhu at kontakte 70-årige Peter Dall.
Han var journalist på Se og Hør, da dagene var båret frem af ny fest rundt om hvert hjørne, og senere var han, sideløbende med at være chefredaktør på Familie Journalen, konstitueret chefredaktør på Se og Hør i 2002. Det var han gennem fem måneder, fra den nu afdøde chefredaktør Peter Salskov blev fyret (primært for at trykke Stig Tøftings personlige barndomstragedie på forsiden under VM i fodbold 2002), og indtil Henrik Qvortrup blev chefredaktør på ugebladet.
Google byder ikke på nogen billeder af Peter Dall, men han lyder som myndighed og fuldskæg:
»Det tyder på at være Danmarks største medieskandale nogensinde. Jeg må jo desværre påtage mig skylden for, at Henrik Qvortrup blev udnævnt som chefredaktør,« siger Peter Dall.
Ken B. Rasmussen, journalist og forfatter til 'Livet, det forbandede'.
Som konstitueret chefredaktør blev han udpeget til at lave damage control oven på Tøfting-sagen, han blev chef på et blad »hvor alkoholen havde fået overhånd«.
Hvordan har de formodede ulovligheder kunnet opstå?
»Jeg tror, at de sociale medier er en stærkt medvirkende årsag. Der er så mange grænser, som brydes ned i disse år, især i realitygenren. Folk er vant til at blive krænket på de sociale medier, også fordi de nye realitykendte udstiller sig selv. Jo vildere, jo bedre. Hvis man, havde jeg nær sagt, ligger og boller for åben skærm, er det svært at påberåbe sig retten til integritet og privatliv bagefter. Grænserne flyder totalt, og hvis chefredaktøren ikke siger stop, går det jo helt galt.«
Især hvis vi lever i en grænseløs tid, og man i forvejen definerer sig som et blad, der søger grænserne?
»Ja. Jeg tror, det bedste er at lukke bladet i et par måneder og så starte op på en frisk. Bladet skal stadigvæk have frække historier, men have en chef, som sætter grænser.«
Da du pegede på Henrik Qvortrup som chefredaktør, mente du da, at han var den rette til at sætte grænser?
»Jeg var for Qvortrup, og direktøren Pål Thore var for en anden. Jeg fik opsporet, at hans kandidat havde et skjult alkoholproblem, og jeg syntes, at der havde været alkoholikere nok på Se og Hør, så Pål Thore bøjede sig. Qvortrup er en hamrende dygtig journalist, og det er hele problemstillingen: Han var jo ham-ren-de dygtig! men han manglede grænser. Jeg sad kun nogle meter fra ham. En gang imellem gik jeg ind til ham og sagde: »Henrik for fanden, pas nu på, du er for langt ude.« Og i starten svarede han: »Nå, okay, synes du det?« Men til sidst var det helt tydeligt, at han var kongen, og vi skulle ikke blande os. Så tænkte jeg, at han måtte køre sit eget løb og køre det helt ud.«
Havde ledelsen det også sådan?
»Jeg må sige, at jeg har en klar fornemmelse af, at hele ejerkredsen generelt gav ham fuld opbakning i det, han gjorde.«
Du sad tæt på, og du kunne se, at det stak af. Hvad med dit ansvar?
»Jeg kendte ikke til tystys-kilden, men for mig at se udviklede bladet sig i en negativ retning, og jeg påtalte det også over for ledelsen. Men der skete ikke noget. Jeg husker ganske tydeligt et Aller-seminar, hvor ledelsen i hele Norden var samlet for at indtage en overdådig middag i Koldingshus’ riddersal. Vi blev samlet op ved Koldingfjord Hotel og blev sejlet til Koldinghus. Der var champagne, og Bettina Aller roste mig for at have haft to chefredaktørstillinger samtidig, hvortil en af koncernens allerøverste ledere tilføjede: »Ja, men nu skal vi også passe på, at Se og Hør ikke bliver for pænt.««
Så du stod i pænt selskab på vej op til riddersalen og drak champagne med Danmarks rigeste ugebladsdynasti og fik at vide, at bladet ikke skulle være for pænt?
»Ja, måske havde jeg også lavet et lidt for pænt blad, men til syvende og sidst er den her sag ejernes ansvar, for det er dem, som scorer kassen.«
Henrik Qvortrup, chefredaktør på Se og Hør fra 2001-2008-
IKKE BLOT HENRIK QVORTRUP trækker tråde fra sin Se og Hør-ansættelse over til et statsstøttet eller statsejet medie. Allerede tirsdag har BT skrevet, at underholdningsredaktør på Ekstra Bladet Lise Bondesen i romanen bliver beskyldt for at have været frontløber for tystys-kilden i sin tid som redaktionschef på Se og Hør. Hun kom til Se og Hør efter ni år på Politiken.
Tirsdag afviste Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, at sagen ville få konsekvenser for Lise Bondesen:
»Lise har passet sit arbejde rigtig godt, og jeg har fuld tiltro til hende,« sagde han til BT. Blot et døgn senere har Lise Bondesen, med ledelsens opbakning, fået bevilget ferie på ubestemt tid.
Inden sin ferie har hun dog nået at skrive en forsidebasker til Ekstra Bladet om sine år på Se og Hør, og den fire sider lange essayistiske skrivelse får lederopmærksomhed i avisen, hvor Poul Madsen kalder hendes beretning ”en modig bodsgang”.
Vreden pibler frem på de sociale medier. Den påstand bliver for provokerende for blandt andre Jes Dorph-Petersen, hvis modargumenterende facebookopdatering bliver til en nyhed på netsiderne.
”Den er ikke særlig modig (…) Der er meget mere tale om en nødvendig tilståelse fra et menneske, der hidtil har haft held til at skjule sine enorme fejltagelser. Helt usædvanligt (især) for Ekstra Bladet, bliver Lise Bondesen ikke interviewet. Hun har selv skrevet hele sin version af sagen – derfor bliver der ikke formuleret et eneste modspørgsmål, som der ellers i den grad er behov for, at Ekstra Bladet kunne stille sin egen underholdningschef i dag.”
MICHAEL RASMUSSEN, chefredaktør siden 2005 på Egmonts ugebladskonkurrent Her & Nu, får et kald torsdag eftermiddag. Han tager forpustet røret af et par omgange, inden han finder tid til interview. Han har lige skullet svare mx.dk på, hvordan han vil håndtere, at en af hans journalistiske medarbejdere havde hørt rygter om tystys-kilden under sin ansættelse på Se og Hør.
Hvad var forskellen på Se og Hør og Her & Nu, inden denne skandale kom frem?
»Vi er ikke lige så grænseoverskridende som Se og Hør, og vi er ikke lige så kedelige som Billed Bladet.«
Har du fagligt beundret Se og Hørs afsløringer gennem årene?
»Jeg har da i hvert fald tænkt, hold da op, den tiptelefon har de godt nok fået noget ud af. Men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig det her. Historien om, hvor Joachim var på bryllupsrejse, ville vi da gerne have haft. Men den fik vi ikke, for vi arbejder hverken med tiptelefon eller ulovlige metoder.«
Hvad kommer du til at gøre for at sikre jeres troværdighed?
»Vi annoncerer ikke efter tip og har ikke nogen tiptelefon, som en del andre medier har.«
Hvad vil du gøre ved, at en af dine nuværende medarbejdere kendte til tystys-kilden, da han var ansat på Se og Hør?
»Jeg stoler på mine medarbejdere, og jeg stoler på dét, han fortæller mig; at han ikke har haft noget med tystys-kilden at gøre. Han er ikke nævnt i nogen mails, og han sagde selv op i 2010, så ja, jeg stoler på ham.«
Hvad gør I for ikke at risikere at få en lignende kultur?
»Vi snakker næsten dagligt om, hvorvidt vi skal bringe en historie eller ej. Vi taler etik, og det er vel med journalistik som med resten af livet, at man skal behandle andre, som man gerne selv vil behandles.«
Pernille Tranberg, journalist og forfatter til bogen 'Fake it' om, hvordan man passer på sin onlineidentitet.
TORSDAG AFSLØRER DR flere af tystys-kildens sms’er til Se og Hør. En sms lyder: ”4843 kr B-), Pelle H i Paris, France Printemps. Stormagasin kl 18.03. 300 Euro B-).”
Tystys-kildens smileyer har altid solbriller på i sms’erne.
Medielandskabet begynder for alvor at fjerne forbeholdene torsdag og tør nu godt konkludere, at der er tale om nutidens største medieskandale, og tv-programmerne begynder i løbet af dagen at debattere den generelle journalistiske kultur.
I 2010 undersøgte adjunkt på SDU Morten Skovsgaard journalisters selvopfattelse. Som led i hans forskning modtog han i 2008 udfyldte spørgeskemaer fra hele den danske mediebranche. De viste, at:
»Uanset journalisternes arbejdsplads, scorede vagthunderollen højest, når journalisterne skulle beskrive deres egen rolle. På tværs af alle de forskellige medier anså journalisterne sig selv for at være demokratiets vogter, rollen som den, der sikrer, at ingen magtkoncentrationer misbruger sin magt,« forklarer Morten Skovsgaard i telefonen.
Vi er uddannet fra samme skoler, og vi ser meget ens på vores rolle. Hvordan bliver de forskellige normer så skabt på en arbejdsplads?
»Man tilpasser sig det sted, man arbejder. I journalistiske organisationer lærer man ofte om normerne gennem efterkritik, når ledelsen fremhæver gode og dårlige historier. På den måde ved man godt, hvad en god historie er, selv om arbejdsmetoden til historien ikke nødvendigvis bliver italesat.
Altså en god historie er ubetinget, at vi ved, hvor Joachim holder bryllupsrejse?
»Ja, præcis. Medarbejderne har kunnet se, at de historier, som er kommet ud af tystys-kilden, har fået ros og er kommet på forsiden. Hvis man så kommer som nyansat journalist og oplever, at de erfarne kolleger accepterer en tystys-kilde, skal man have meget stærke værdier for at sige fra.«
Så accept af tystys-kilden kan være udtryk for tilpasningsdygtighed?
»Ja. I mit spørgeskema havde jeg oprindeligt planlagt at spørge: ”I hvor høj grad er det i orden at give betaling for informationer”. Det spørgsmål fjernede jeg, for jeg frygtede, at alle direkte adspurgt ville svare, at det ikke var i orden.«
Så hvorfor sker betaling så alligevel?
»I det her tilfælde fordi det er foregået på et blad, hvor journalisterne i forvejen godt ved, at de arbejder i kanten af etikken. Man vil have svært ved at argumentere for, at man arbejder for et højere demokratisk formål, og man har kunnet se, hvor gode historier tystys-kilden gav i forhold til bladets formål, som er at sælge blade.«
Har journalisterne fundet identitet i at ligge på grænsen af etikken?
»Sandsynligvis og med sådan en identitet er skridtet måske ikke så langt i forhold til at mene, at ulovligheder jo også bare er lidt på kanten.«
Hvordan kan det være en hemmelighed i så lang tid, også efter at folk har forladt Se og Hør?
»Jeg tror, det skyldes følelsen af en stærk korpsånd. Man ser også sjældent gamle militærfolk gå ud og kritisere. Journalisterne har ikke selv sagt fra, og derfor kan de heller ikke skrive sig selv helt ud af historien om, at de har accepteret det.«
Så i sin startfase ville det have været nemmere for journalisterne at viderefortælle, men når det først er blevet en åbenlys kultur, er det næsten umuligt at viderefortælle?
»Netop, så har man stiltiende været en del af holdet,« siger Morten Skovsgaard.
Kresten Schultz Jørgensen, direrektør i kommunikationsvirksomheden Lead Agency.
I 2007, DA norsk Se og Hør blev genstand for en afslørende og kompromitterende bogudgivelse med beskyldninger lignende Ken B. Rasmussens roman, måtte Allers danske ansatte også svare på spørgsmål. Kunne noget lignende ske i Danmark? spurgte Politiken.
»For mig går skillelinjen der, hvor vores handlinger er på den rigtige side af straffelovens bestemmelser,« erklærede daværende chefredaktør Henrik Qvortrup blandt andet.
Pål Thore Krosby, administrerende direktør for begge landes udgaver af ugebladet, udtalte: »Vi skal sikre, at vores arbejdsmetoder er fornuftige. Og jeg tror, det er sundt at have en kontinuerlig diskussion.«
Og journalist på Se og Hør Kenth G. Madsen lod sig citere for følgende ord: »Jeg er ikke sikker på, at vi kommer til at diskutere det internt (på Se og Hør, red.), fordi det lyder til at være gået så meget over stregen, at det er ret urealistisk herhjemme.«
De svar trykte Politiken i 2007. Ifølge de foreløbige anklager og beviser startede Se og Hørs samarbejde med den ulovlige tystys-kilde et år efter.
Mediekommentator og journalist Sven Egil Omdal på den norske avis Stavanger Aftenblad fortæller over telefonen om konsekvenserne af den norske skandale:
»Det skabte stor debat om tiphonoraret, men sagen forandrede ikke noget særligt, hverken i forhold til journaliststandens generelle omdømme eller i form af fyringer på Se og Hør. Det skyldes vel, at krisen blev opfattet som meget isoleret til Se og Hør. Modsat Danmark, hvor Henrik Qvortrup har haft en prestigefyldt post som politisk kommentator på TV 2, var vores norske Se og Hør-journalister i forvejen marginaliserede og havde ikke haft job uden for ugebladsbranchen,« beretter han.
I Storbritannien har efterveerne af News of the World-skandalen også været til at overse i de resterende medier, fortæller Lone Theils, Politikens korrespondent i London:
»For at være helt ærlig kan jeg ikke se forskel på mediernes dækning eller etik før og efter skandalen,« erklærer hun.
I slutningen af maj vil retten fælde dom over den tidligere redaktør på News of the World Rebekah Brooks:
»Måske har retssagen betydet, at journalisterne ikke tør sætte gang i hacking nu, men det skyldes formodentlig kun, at det er blevet håndgribeligt, at man kan blive straffet for det. Retssagen vil nok afskrække andre redaktører fra at dække sig ind under uvidenhed om ulovligheder, fordi det er blevet bevist, at man ikke må undlade at spørge til, hvor kilden mon har sin viden fra. Det er lidt som at spise en god oksebøf og så bagefter blive forskrækket over, at den stammer fra et dødt dyr, for man havde jo ikke set selve slagtehuset,« siger Lone Theils.
FREDAG EFTERMIDDAG sender Journalistens medarbejder Jakob Albrecht en mail til undertegnede, som har sendt et par spørgsmål med ham, da han fredag eftermiddag interviewer ugens mest ombejlede mand, Ken B. Rasmussen, i et hul mellem JP, Politiken, Radio24syv, Wall Street Journal og BBC’s interviews.
Svarene på Jakob Albrechts medbragte spørgsmål er næsten skåret ud af forskeren Morten Skovsgaards bud på, hvordan arbejdskultur bliver skabt.
Et spørgsmål lyder:
Hvordan har tystys-kilden kunnet være en hemmelighed i så mange år? Havde I blandet blod og svoret evigt troskab?
»Du blev en del af en gruppe, hvor det var os mod dem. Vi var de beskidte drenge, som de andre medier ikke ville lege med. Det var kulturen,« svarer Ken B. Rasmussen.
Han skrev en mail til Henrik Qvortrup om, at han havde betænkeligheder ved brugen af tystys-kilden. Det var vigtigt at holde det tæt ind til kroppen.
»Man ville være en spade, hvis man ikke kunne se, at det var et problem at døgnovervåge andre mennesker. Det er jo helt ude i hampen. Men det var et fantastisk redskab.«
Men mailen handlede om, at det skulle holdes skjult. Ikke at det var forkert?
»Vi brugte jo allerede paparazzi, skjulte identiteter og sad og ventede i biler i dagevis. Så vi var allerede tæt på, så det var bare et ekstra lille skift at bruge kreditkortoplysningerne. For andre medier, der opfører sig pænt og for eksempel får citater clearet og så videre, ville det have været et stort spring. Det var det ikke for Se og Hør.«
Men var der ikke en stemme, der sagde, at det var forkert eller for grænseoverskridende?
»Nej. Uanset hvor grænseoverskridende man havde været, så fik man et klask og high five, når man fik en historie hjem. Efter at jeg havde lavet Naser Khader, fik jeg otte dages luksustur til Gran Canaria. Jeg var fortsat praktikant og havde kun været der i tre måneder. Jeg blev hurtigt en barsk frontsoldat, det glemmer folk altid.«
Og det var sjovt, der var ingen smalle steder, fortæller Ken B. Rasmussen. Da han sammen med en kollega hjemvendte fra en to ugers arbejdsrejse til USA, kom de hjem med bilag for 80.000 kroner.
DENNE RUNDTUR slutter, hvor den startede. Med et besøg på bet25.dk. Fredag får man sine penge 2,05 gange igen, hvis man spiller på, at Se og Hør lukker i 2014. Man får dem 1,70 gange igen, hvis man gætter på, at udgivelsen lever resten af året.
Ifølge bet25 er chancen for lukning dermed blevet større de seneste to dage.
Denne artikel bliver nærmest nødt til at slutte med større ideer og bud på løsninger fra nogen, som har forsøgt at gøre noget andet end flertallet.
Kresten Schultz Jørgensen får derfor et kald. I 2002 blev han chefredaktør for Dagen, det første nystartede danske dagblad i 50 år. Et avisprojekt, der ville udfordre hele den gamle avisbranche, men som kun levede i 41 udgivelsesdage, fordi kapitalen ikke rakte til mere.
I dag er han direktør i kommunikationsvirksomheden Lead Agency. Inden da var han blandt andet chefredaktør og administrerende direktør på Dagbladet Aktuelt og kommunikationschef i Coca-Cola.
Opkaldet slår ned i en firmafredagsbar. Kresten Schultz Jørgensen siger, at mange sandsynligvis vil reagere på hans citater ved at spørge, hvor dygtig han selv er. »Og det er sådan set fair nok at spørge om. Men jeg mener, hvad jeg siger.«
Lise Bondesen, tidligere redaktionschef på Se og Hør.
Her er, hvad han siger.
Hvad var Se og Hørs brand inden den her skandale?
»Der er det tidlige Se og Hør, og det sene Se og Hør – to forskellige brands, som begge har været i tråd med en tidsånd, for sådan er det med gode brands. Det første Se og Hør var i tråd med en tidsånd, vi kan kalde Olsen Banden-Danmark, det uskyldige Danmark, nøgne piger i en kornmark og naboens datter. Det var frækt, men aldrig aggressivt. Det havde et element af, at livet var for sjov, hvorfor tage det så alvorligt? Det sene Se og Hør-brand er i tråd med en tidsånd, som hedder anything goes, vi har en gemen ret til at forfølge folk. En sådan journalistik kan man jo til nød forstå, hvis den handler om at afkræve magthavere et svar. Men jeg mener generelt, at det er en råddenskab i tiden, og Se og Hør har været anfører for den råddenskab.«
Fordi ret er noget, man skal gøre sig fortjent til?
»Ja, noget af det – og det har jeg altid syntes og fremført – der er allermest kvalmefremkaldende ved dansk journalistik, er selvretfærdigheden. Vi har ret til at vide, vi har ret til at skarpvinkle. Gu har journalister da ej ret til noget som helst andet end den ret, der følger af både ansvar og legitimitet. Derfor rammer den her sag hårdt, fordi journalistikken generelt har brugt en aggressiv opfattelse af janteloven som legitimering af sin journalistik, og den har trivialiseret sit eget fag til et spørgsmål om konflikter.
Han tager en indånding:
»Og i Se og Hørs kantine har journalisterne drukket fredagsbajere og spist pølser og gnasket lystigt i disse primitiviserede værdier. Qvortrup på TV 2, Lise Bondesen på EB – alle disse mennesker har været en ordførende del af den danske medieverden i årevis sammen med klakørerne på Ekstra Bladet, BT og gratisaviserne. Rigtigt mange af dem er folk uden menneskelige standarder og indre værdighed, fokuseret på, at målet helliger midlet uden fornemmelse for, at midlerne nu engang definerer både menneske og samfund.«
Hvordan får man standarder?
»Vi kan starte med at ignorere det nyhedskriterium, der hedder dit laveste instinkt. Dit laveste instinkt er at ønske at se de kendte dingle fra galgen. Der vil altid være nogen, som ønsker at lave penge på dit laveste instinkt, så man bliver nødt til at tage skeen i den anden hånd og tænke over, hvem det er, vi hele tiden promoverer i medierne som helte og giver stjerner på skuldrene? Der er ikke kun én løsning. Der er kun summen af en masse mennesker, som beslutter sig for at redefinere de journalistiske idealer, så de ikke altid handler om at finde hår i suppen.«
Hvad er journalistikkens opgave, synes du?
»At sprede lys over land og inspirere. At give folk et mulighedsrum, i stedet for at pirke til det lille menneske i os, som sidder ved galgen og strikker. Journalistikken kunne være i familie med poesi, i stedet for at være i familie med maskulint mindreværd og forsnævret forhud. Der er for mange mænd med små drømme, og for få store mennesker. Der er for få, som kan skrive, og for mange, som bare kan transportere såkaldte nyheder om, hvem der nu fortjener et slag fra folkedybet.«
Så vi skal ikke sidde og vente på en ny tidsånd?
»Nej, det er jo det fine ved kommunikationsbranchen, vi skal producere tidsånden. Guderne skal vide, at Tøger Seidenfaden, som jeg arbejdede under på Politiken, var jeg ikke altid enig med, men han var et menneske med format, som ville noget med sit fag.«
Men man kan jo ikke blive skolet på en uddannelse til at blive ligesom ham.
»Han var frem for alt modig, han var frem for alt ikke en karrieremand. Han var ideolog rent åndeligt. Han havde tænkt over, hvorfor han var redaktør.«
All right, så du siger grundlæggende, at det hele starter med, at vi skal vide, hvorfor vi vil være journalister. Vi skal vide, om det bare er for selv at blive set?
»Ja, lad os starte der.«
Rettet 11.14: Journalisten havde fejlagtigt givet Kenth G. Madsen titlen redaktionschef. Han var ansat som journalist på Se og Hør frem til 2011. Vi skrev også som oplæg til hans citat fra Politiken, at han var blevet beskyldt for at have legitimeret tystys-kildens arbejde. Det er ikke korrekt. Han har kun udtalt til BT, at det var alment kendt på Se og Hør, at ugebladet opererede med en tystys-kilde. Journalisten beklager.
Rettet 13/05 8.39: Vi havde skrevet Aftonbladet, hvor der rettelig skal stå Stavanger Aftenblad.
Rettet 23/5 9.40: I artiklen udtalte Peter Dall oprindeligt, at den anden af de to sidste kandidater til den stilling Henrik Qvortrup fik på Se og Hør, blev vraget på grund af et skjult alkoholproblem. Men Peter Dall har efter publiceringen af artiklen forklaret, at det var en tredje kandidat, som tidligere i forløbet blev diskvalificeret på grund af det påståede skjulte problem.
10 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Nikolaj
Tak for din kommentar.
Den beskrevne episode er beskrevet med en førstehåndskilde, der som en ud af to kan påstå at vide, hvad der var forløbet.
Eftersom personen ikke kan identificeres af læserne, er der ikke tale om udhængning.
Mange venlige hilsner
Det er under al kritik at hænge en kollega ud på den måde. Og så i vores eget fagblad. På den anden side er den artikel behæftet med så mange fejl, at det nærmest er komisk. Problemet er blot, at det er ikke sjovt, fordi sagen er så tragisk. Hvor er det dog ringe, at Journalisten ikke kan skelne rygter fra fakta i en afdækning af forholdene på et ugeblad!
Kære Jonas
Jeg synes det er interessant, at Qvortrup ifølge ansættelsesudvalget ikke var entydigt førstevalg.
Jeg har drøftet detaljen med juriske eksperter. De mener ikke vi begår en fejl.
Men jeg anerkender, at sagen selvfølgelig kan diskuteres, og jeg forstår og respekterer også din argumentation.
Mange venlige hilsner
Hej Øjvind,
Vi lever i en meget lille journalistisk andedam. Og det er ikke ok at beskylde nogen for at være alkoholiker på det grundlag, som det fremgår i artiklen. Det er kuriøst, men jo på ingen måde vigtig for artiklen.
Kære Nikolaj Vraa
Tak for kommentaren.
Den er dog noget selvmodsigende. Hvis vi havde konfronteret den nævnte person og ladet ham komme til genmæle, ville jo have bekræftet hans identitet og publiceret den.
Han er netop ikke omtalt identificerbart, ligesom der ikke findes nogen offentlig kendt version af historien om, at valget angiveligt stod mellem to personer.
Mange venlige hilsner
Flere