Kim Pedersen giver fem bud på godt webdesign, fem smæk til konkurrenterne og opridser fem tendenser for de kommende år.
PRÆSENTATION. I en verden af tabloid-design på nettet – fra tyske bild.de til britiske theSun.co.uk, amerikanske nypost.com, svenske aftonposten.se og norske VG.no – fremstår ekstrabladet.dk afdæmpet.
Ordvalget er direkte, men overskrifterne små. Det er ikke i designet, men i mikset af historier og emner, at Ekstra Bladet viser kant som nettets formiddagsavis – og landets største netnyhedsmedie.
Konceptet har givet Eb.dk et netpublikum på over en million unikke brugere om ugen. Eb.dk har hver dag 400.000 læsere – og det er flere end Ekstra Bladet.
»Pow!-overskrifterne fra den trykte avis skal stå og råbe for at få avisen solgt i kiosken, men de er voldsomme og uhensigtsmæssige på en computerskærm,« forklarer Kim Pedersen, designchef på Ekstra Bladet Net.
Der er også meget lidt slam-bang over Kim Pedersens udviklings-filosofi.
»Når man som jeg overtog et succes-koncept, går man forsigtigt frem med forandringer. Det ideelle er faktisk, at forandringer og udvikling i netavisens design primært forbliver ubemærket blandt brugerne. Det er evolution frem for revolution.«
Kim Pedersens filosofi for design på nettet er, at det først og fremmest skal fungere.
»Det flotte design er ikke min ambition. Mit job er blandt andet at understøtte journalisternes ønsker til præsentation af deres historier. Det er summen af oplevelser, der afgør, om netavisen er en succes. Her er nyhederne naturligvis det centrale. Ingen går til en netavis på grund af dens design.«
Kim Pedersen, 38, er uddannet grafisk designer fra Den Grafiske Højskole og har undervist, forsket og løst konsulentopgaver. Han har været involveret i redesignet af Jyllands-Posten og Politikens netaviser, inden han fik tilbudt jobbet som designchef på Ekstra Bladet Net.
»Den gode webdesigner drager omsorg for at få den bedste nyhed frem. Det er ikke et slutmål, at det nødvendigvis skal være pænt. Men velgennemtænkt design tiltrækker mennesker. Min erfaring er, at hvis et design bliver udarbejdet, så det fungerer, vil det også have æstetisk appel til brugerne.«
»Det er ikke smag, der skal afgøre, om webdesign er godt. Webdesign er ikke en skønhedskonkurrence. Jeg er totalt imod designdiktatur. Kun tid og tal kan vise, hvad der virker og ikke virker. Det har jeg meget stor respekt for.«
Se – uden hænder! Aviserne på nettet opstod for et årti siden i skyggen af shovel-ware-konceptet. Det sagde, at avisens nyheder skullle overføres uændret til nettet, fordi omkostninger til webdrift skulle holdes på et minimum ved automatisering af processer.
Shovel-ware-tankegangen er på vej ud, men design på nettet kommer aldrig til et punkt, hvor der vil blive kælet for den enkelte side, som layoutere for eksempel gør det med sider og opslag i trykte magasiner, for det vil der aldrig blive tid til, mener Kim Pedersen.
Webdesignerens indsats ligger i det rammeskabende design frem for i finish af den enkelte side.
Netavisens verden er realtids-nyheder. Masseproduktion af nyhedssider på løbende deadline i en dynamisk proces, hvor designerens bidrag er at etablere en visuel platform for nyhederne og journalistikken.
»I sin essens handler al design om det samme: At skabe tilgængelighed og anvendelighed for brugeren samtidig med at give en god oplevelse – hvilken følelse sidder brugeren tilbage med efter at have brugt sitet denne dag.«
»Vi kan græde over, at alle nyheder og artikler ser næsten ens ud på en netavis, og at vi ikke har helt de samme designmæssige muligheder som på tryk. Men vi er ikke helt uden midler. Billedet er for eksempel et stærkt middel. Brugen af billeder på netaviser er hidtil blevet undervurderet – og bliver det i øvrigt stadig.«
»Billeder er supervigtige på nettet. Billeder skaber interesse, stemning og indlevelse. Men ikke alle billeder er naturligvis lige gode. På Eb.dk lærer vi hele tiden via heatmaps og andre værktøjer, hvad det er for typer af billeder, der virker bedst på nettet.«
Fem smæk til konkurrenterne
Berlingske.dk: Katastrofalt
Ser nyt og web 2.0-agtigt ud – det er bare et misforstået medie at anvende det til. Man kan kun se én nyhed, når man rammer sitet. Man skal bruge meget tid på at orientere sig.
BT.dk: Efterligneren
Er der ikke nogen på BT.dk, der kan sige stop, når en eller anden ny trend eller fiks idé dukker op? De har snart prøvet alle slags design, og ingen af dem virker.
Information.dk: Tidsånden
Designet signalerer Open-source og Web 2.0. De gør det på en måde, der virker ægte og understøtter brandet. Passer til Informations identitet.
DR.dk/Nyheder: Kedeligt
Præget af at være født af et andet hovedmedie. Et website må ikke signalere, at det spiller andenviolin. Det skal fremstå som primærmedie.
Nyheder.TV2.dk: Holder tungen lige i munden
tv2.dk ligner nogle gange en stor samling clip-art og fikse idéer uden fokus. Men alt i alt holder de tungen lige i munden.2) Det skal inspirere til handling og involvering
Webdesignchefens fem bud på godt webdesign
1) Det skal være overskueligt
2) Det skal inspirere til handling og involvering
3) Det skal være nemt at arbejde med
4) Det skal understøtte 'det fysiske' brand
5) Det skal give brugeren kontrol
Fem tendenser
• Webforsider – slutter med kun at være henvisningssider og bliver frem over egentlige indholdssider med mulighed for at læse hele nyheder og se webtv direkte fra siden.
• Webtv – kommer stormende ind på nyhedssites, ikke kun som korte klip, men som net-nyhedsreportager og fortællinger.
• Tags – mærkning af nyheder og billeder, så indhold automatisk kan findes og sammensættes på nye smarte måder.
• Nichetemaer – mange snævre sektioner eller universer om nyhedsstrømmens mest populære emner.
• Brugertilpasning – tilpasning for eksempel af nyhedskategorier kommer vi nok til at se mere til. Men at give brugerne adgang til at bestemme design, former, farver, nej. I det pressede nyhedsmarked vil det være vanvittigt at slække på sit brand.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
I den by jeg bor i er der rigtig mange pizzariaer, så konkurrencen er meget stor. Men én af pizzariaerne har altid meget travlt, også selv om der ikke er særlig mange kunder i de andre pizzariaer.
Og der er ikke fordi butikken er bedre placeret, mere hyggelig, eller de giver en rigtig god service. Næ, ham der har butikken er ofte en idiot over for kunderne, han taler meget grimt til sin kone, og hvis du siger til ham der er gået længere tid med pizzaen end han lovede, får du besked om at du bare kan gå igen eller vente.
Men denne pizza mand laver bare de bedste pizzaer. Folk mener i hvert fald, at han laver de bedste pizzaer. Jeg er ikke sikker på at han vinder i en blindtest, men jeg syntes også han laver de bedste pizzaer. Og folk kommer langvejs fra for at købe hans pizzaer.
Det jeg vil sige med dette er, at du på en eller anden måde skal have fortalt folk en historier om dine produkter eller dig. En historie som folk kan forstå og relatere sig selv til, og som på en eller anden måde bringer mere "værdi" ind i deres ego's liv.
Kan du fortælle sådan en historie, så er verden åben. Og så er det ikke så vigtigt om hjemmesiden/butikken er "overskueligt", "inspirere til handling og involvering", "nemt at arbejde med", "understøtte 'det fysiske' brand", eller "give brugeren kontrol".
Jo det hjælper da alt sammen, men hvis histoerien mangler falder det nemt til jorden igen.
Jeg lever selv af at lave alle disse tekniske ting på hjemmesider. Men efter mere end 15 år i branchen, må jeg blot sige at det er ikke teknik der sælger, det er histoerien der sælger.
p.p1 {margin: 0.0px 0.0px 13.0px 0.0px; line-height: 16.0px; font: 11.0px Arial} p.p1 {margin: 0.0px 0.0px 13.0px 0.0px; line-height: 16.0px; font: 11.0px Arial} p.p1 {margin: 0.0px 0.0px 13.0px 0.0px; line-height: 16.0px; font: 11.0px Arial} p.p1 {margin: 0.0px 0.0px 13.0px 0.0px; line-height: 16.0px; font: 11.0px Arial} p.p1 {margin: 0.0px 0.0px 13.0px 0.0px; line-height: 16.0px; font: 11.0px Arial}Spændende artikel. Jeg var dog ved at gå videre i teksten, flere gange, fordi teksten er så lille. det var svært at bevar fokus, prøv at sæt skrift størrelse lidt op :) Webdesign er ikke en skønhedskonkurrence, hørt. Brugevenlighed er bestemt også kommet i fokus. Og brugermotiverende webdesign skal nok vinde frem, i takt med at der kommer flere og flere webshops på nettet.
Et stort problem med berlingerens nye look er den lavtekniske at det tydeligvis koster blod sved og tårer at generere hver side. De er laaaang tid om at loade.
Ærgeligt I ikke lige spurgte om 5 gode hjemmesider der i stedet for smæk skal have ros.