Fyringsrunde

Derfor var TV 2-værter på skærmen under arbejdsnedlæggelse

TV 2 har indgået for mange individuelle kontrakter, lyder det fra hovedtillidsrepræsentant, som først for alvor er blevet opmærksom på problemet under arbejdsnedlæggelsen

Hvis man ikke er en del af mediebranchen, har det nok været svært at få øje på, at der var en arbejdsnedlæggelse på TV 2.

For selv om langt hovedparten af de ansatte i nyhedsafdelingen er på DJ-kontrakter og dermed omfattet af arbejdsnedlæggelsen, så er store dele af værtskorpset på TV 2 ansat på individuelle lederkontrakter. Derudover er enkelte journalistiske analytikere også på individuelle kontrakter.

Dermed har TV 2 altså formået at holde TV2.dk, TV 2 News og hovedkanalens nyhedsudsendelser kørende med velkendte ansigter udadtil.

Ud over værter og analytikere på individuelle kontrakter er chefer med personaleansvar også trukket i arbejdstøjet. Og derudover har journalistpraktikanter og medarbejdere med en firmaaftale stadig været på arbejde.

At så mange værter er på individuel kontrakt, er ifølge hovedtillidsrepræsentant Lennart Sten et problem, der først for alvor er blevet synligt under arbejdsnedlæggelsen. Han kalder det et problem, der pludselig er blevet enormt synligt.

Har I sovet i timen?

”Vi plejer ikke at nedlægge arbejdet på TV 2, og vi har som tillidsfolk haft gang i meget andet, så det er klart noget, der ikke har haft vores opmærksomhed. Men når det står så tydeligt som nu, skriger det til himlen. Det er klart noget, vi skal kigge på ved de næste overenskomstforhandlinger,” siger Lennart Sten.

Ansat som ledere

Konkret er de pågældende medarbejdere, som de seneste dage har optrådt på skærmen som for eksempel værter eller analytikere, ansat på samme kontrakter som ledere på TV 2. Det svarer eksempelvis til de kontrakter, der indgås i administrationen.

Ved TV 2’s opstart var tv-stationen kendetegnet ved, at alle medarbejdere i huset var på den samme overenskomst.

Men hurtigt stod det i den tid klart, at studieværterne blev berømte ud over TV 2’s grænser.

Ifølge Journalistens oplysninger blev de individuelle kontrakter for værterne derfor opfundet i flow-tv’ets velmagtsdage, hvor værterne var omfattet af stor offentlig interesse og blev regulære kendisser. Det var med andre ord en måde at give enkelte værter meget store lønninger uden at hæve gennemsnitslønnen for medarbejdere på overenskomst.

Accepterer ikke flere

Ifølge Lennart Sten er det dog stukket af, og der er nu alt for mange på individuel kontrakt på TV 2. Ved seneste arbejdsnedlæggelse på TV 2 i 2014 var det for eksempel ikke muligt for TV 2 at afvikle hovednyhedsudsendelserne.

Lennart Sten mener, at de mange individuelle kontrakter er blevet en akilleshæl:

”Der er klart kommet for mange uden for overenskomsten, og det er generelt noget, vi skal se på. Og jeg accepterer ikke, at der kommer flere nu,” siger han.

Fra DJ’s side er formand Tine Johansen også ”opmærksom på problematikken”. Hun vil dog ikke kommentere det yderligere i den nuværende situation på TV 2.

Journalisten har også bedt TV 2 om at redegøre for antallet af ansatte på individuelle kontrakter, men det har endnu ikke været muligt at få kortlagt.

Vrede over fyringsrunde

Bølgerne er de seneste dage gået højt på TV 2, hvor de ansatte på et fagligt møde onsdag eftermiddag besluttede at vedtage en kritisk udtalelse til ledelsen.

I udtalelsen, som Journalisten har set, skriver de ansatte blandt andet, at de føler sig snydt og ført bag lyset af TV 2’s ledelse.

Utilfredsheden bunder i den fyringsrunde, der blev meldt ud tidligere på ugen, hvor ledelsen på TV 2 har besluttet at skære 50 stillinger væk. Heraf skal 25 stillinger findes blandt de fastansatte, mens 25 stillinger skal findes blandt de løstansatte. I perioden op til den egentlige fyringsrunde vil der være mulighed for frivillig fratrædelse.

Derudover førte det til endnu mere vrede, da det kom frem, at tillidsfolkene var blevet orienteret om, at ledende medarbejdere havde kigget med på et fagligt møde via en videoforbindelse.

 

1 Kommentar

Lisbeth Petersen
21. APRIL 2023
Det, der undrer mig endnu mere er, at TV2 Sportens medarbejdere åbenbart af uransalige årsager ikke er en del af flokken. Det var vi da ellers fra starten, hvilket også medførte en højst besynderlig kommentar fra en af mine daværende chefer, da vi - som arbejdede med udgangspunkt på Sortedammen - en dag med største naturlighed deltog i et fagligt møde, og derfor ikke var med til et online redaktionsmøde. Bemærkningen lød noget i retning af: "Nåååhh - nu plejer faglige møder vel ellers ikke være noget, vi fra Sporten er med i"..... Det burde allerede dengang for mange år siden have givet anledning til en større debat. Men jeg kan forstå, det siden er lykkedes sportsafdelingens ledelse at få indført ordningen: del og hersk...

Læs også

Fyringsrunde

Derfor var TV 2-værter på skærmen under arbejdsnedlæggelse

21. APRIL 2023
Fyringsrunde

Oprør på TV 2: Mistænker, at ledelse har kigget med på fagligt møde

19. APRIL 2023