Journalisten skal spare. Hovedbestyrelsen i DJ har besluttet, at der skal spares 750.000 kroner årligt på Journalistens budget i 2024 og 2025. Det er en del af en større spareøvelse, hvor DJ i alt skal spare 4,5 millioner kroner samlet i år og de kommende to år.
I den forbindelse er der flere, der både i kommentarer på journalisten.dk, Facebook og i direkte mails til undertegnede har foreslået, at vi dropper papirudgaven af Journalisten.
Men det kommer ikke til at ske – foreløbigt.
Vi har netop i slutningen af 2022 gennemført endnu en brugerundersøgelse blandt jer, der er medlemmer af DJ, og svarene fra den giver os i den grad mod på at fortsætte med at udkomme på papir, samtidig med at vi løbende øger vores digitale indsats.
Næsten to tredjedele af jer DJ-medlemmer læser fortsat magasinet Journalisten hver gang eller ofte, når det dumper ind ad brevsprækken, og de af jer, der læser magasinet, sætter stor pris på det og bedømmer både kvalitet og troværdighed højt.
Men Journalisten er ikke en ø midt i det stormfulde mediehav, hvor alt er, som det plejer. For antallet af læsere af papirudgaven er dalende, og derfor har vi også løbende flyttet kræfter fra papir til digital og podcast, da vi kunne konstatere, at især de yngre medlemmer af DJ falder fra som læsere af magasinet.
For at styrke vores digitale indsats de seneste tre år har vi reduceret antallet af udgivelser på papir fra 12 til ni, og med det nye krav om besparelser vil vi fremover udkomme otte gange årligt.
Til gengæld vil vi fastholde vores stærkt forøgede indsats på journalisten.dk, hvor vi har noteret, at DJ’s læsere har kvitteret for, at vi har skruet op.
Således er antallet af DJ-medlemmer, der besøger journalisten.dk dagligt eller flere gange om ugen, steget fra 27 til 60 procent, hvor det især er de yngste medlemmer (20-39 år), der er kommet til. Og tilfredsheden med kvalitet og troværdighed er øget markant.
Men papirudgaven er fortsat vigtig for mange og kan præsentere historie og give en oplevelse, som det digitale ikke kan – ligesom det omvendte er tilfældet. Så trods besparelser vil vi lægge al vores energi i fortsat at udkomme på papir, selv om det af nogle opfattes som gammeldags og skidt for klimaet. Og så er det i øvrigt nemt at melde magasinet fra i papirudgaven, hvis man foretrækker at læse artiklerne på journalisten.dk eller i vores nye app.
Hvor ofte magasinet udkommer om fem eller 10 år, er endnu for tidligt at spå om. Men det, jeg kan love, er, at der løbende bliver holdt øje med, at Journalistens budget bliver brugt til at udkomme der, hvor vi er mest relevante for jer DJ-medlemmer.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.