Jeg har bedt Kurt Westergaard om at reflektere over sin egen situation i en tegning til Journalisten. Blandt andet for at sætte en streg under hans ret til at ytre sig trods angivelige mordplaner.Danske flag bliver brændt af. Sudan boykotter Danmark. Arla fyrer medarbejdere. Biler brænder. Et Hamas-godkendt børneprogram opfordrer til drab på Kurt Westergaard.
Vi skal håndtere en svær balancegang. På den ene side må vi ikke lade os kue. På den anden side skal vi altid forvalte ytringsfriheden med omtanke.

For med ytringsfrihed følger ansvar. Ytringsfrihed er ikke ytringspligt. Hvis man tager det individuelle ansvar for at tænke sig om væk, så undergraver man ytringsfrihedens fundament.
En hovedløs offentliggørelse af hvad som helst ville være en misforstået solidaritet. Men i den givne situation, hvor én tegning har været katalysator for alt dette vanvid, er det en indlysende og naturlig prioritering, at 17 aviser og de store landsdækkende tv-kanaler har vist tegningen som dokumentation. Uanset om den støder nogens religiøse følelser, så er Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen en relevant kritik af dem, som tager religionen som gidsel for vanvid og had.

Jeg har bedt Kurt Westergaard om at reflektere over sin egen situation i en tegning til Journalisten. Dels for at sætte en fed streg under hans ret til at ytre sig trods angivelige mordplaner. Dels fordi Kurt Westergaards refleksion over sagen i form af en tegning – det er trods alt hans metier – er en god journalistisk historie. Og så har jeg derefter valgt at offentliggøre hans nye tegninger. Hvis Kurt Westergaard mod forventning havde lavet eksempelvis perverse tegninger, havde jeg ikke offentliggjort dem. Men fordi de indeholder interessante betragtninger om tegnerens egen situation og om forholdet mellem islam og kristendom, så har jeg valgt at trykke dem. Også selv om tegningerne måtte virke stødende på nogen.

Se tegningerne her.