»Pas på journalistikken!«
Sådan lyder det advarende fra Mogens Tanggaard, redaktør for Magisterbladet gennem 12 år, i det seneste nummer af Journalisten. I artiklen advarer han og andre fagbladsredaktører mod det, de oplever som et øget politisk pres på fagforeningsbladene.
»De politisk valgte ledelser i fagforbundene har mindre forståelse for, at det er sundt at have fagmedier, som fungerer som medlemmernes advokat. De opfatter det i bedste fald som spild af medlemskroner at slippe journaliststikken fri,« opsummerer kommunikationskonsulent i DJ Esben Ørberg, som kalder udviklingen en skam for medlemmerne.
Men dén opfattelse er misforstået, mener kommunikationsrådgiver Karin Sloth:
»Jeg synes egentlig, det er ufatteligt, at fagforeningerne så længe har accepteret frihedsbreve. For dybest set er et frihedsbrev en mistænkeliggørelse af fagbosserne,« siger Karin Sloth.
Affind dig med, at andre bestemmer
Karin Sloth forstår derfor godt, at mange fagforeninger ønsker det, hun kalder en mere koordineret kommunikation. Og sådan en kræver, at man fra ledelsens side også kan bruge fagbladet som en kommunikationskanal, mener hun:
»Medlemsbladet er jo den vigtigste og tætteste kontakt til medlemmerne. For mange er det den eneste kontakt, de har til deres faglige organisation. Og derfor giver det ikke mening, hvis du som ledelse siger, at lige præcis medlemsbladet er det eneste, vi ikke vil blande os i,« siger Karin Sloth og tilføjer:
»At give et frihedsbrev svarer til at give sit stærkeste kort fra sig. Det ville være et selvmål ikke at have klare mål og retningslinjer for, hvad et medlemsblad skal have af sigtelinje,« mener Karin Sloth.
Hun bakkes op af Michael Valentin, administrerende direktør i a-kassen Akademikernes og forfatter til bogen ’Bare det holder min tid ud’ om fagbevægelsens fremtid:
»Jeg går stærkt ind for en åben og fri presse. Men jeg mener også, at den, som betaler musikken, bestemmer, hvad der skal spilles. Som journalist ansat i en virksomhed eller en organisation må man derfor affinde sig med, at dem, som betaler ens løn, er dem, som bestemmer, hvad der skal skrives,« siger han.
Mere miskmask, mindre demokrati
Set fra fagforeningens side er det altså hul i hovedet at have et fagblad, der er så uafhængigt, at det også kan skrive kritisk om sin udgiver, mener både Karin Sloth og Michael Valentin.
Men er det også en fordel for medlemmerne, hvis organisationen skrotter frihedsbrevet og bruger fagbladet som kommunikationskanal?
»Ja, det er mere demokratisk. For hvis du som journalist hæver du dig op over dem, som er parlamentarisk valgt af medlemmerne, så bringer du faktisk også dig selv i en situation, hvor det bliver mere udemokratisk. Hvis vælgerne er utilfredse med de politisk valgte ledere, kan de jo vælge nogle andre. Men de vilkår er man ikke underlagt som journalist,« påpeger Michael Valentin.
Også Karin Sloth peger på, at der med frihedsbrevet følger en indbygget risiko for, at de politiske processer bliver mudrede og mindre demokratiske.
»Fagbladet kan i værste fald blive journalistgruppens private legeplads, hvor de kan politisere alt det, de vil. Dermed risikerer du, at det bliver journalistgruppens medarbejdere, der driver politikken, frem for de valgte politikere. Og det er noget miskmask,« siger hun.
Det er den frie presses opgave
Ifølge Karin Sloth kan det ligefrem koste medlemmer, hvis man som fagblad har et frihedsbrev. Alene fordi man dermed indirekte siger til sine medlemmer, at de ikke kan have tillid til organisationens demokratisk valgte ledelse.
»Det, der ligger bag et frihedsbrev, er jo en tankegang om, at der er noget, som kan afsløres. At der er snavset vasketøj – og at man derfor har brug for et frihedsbrev,« siger hun.
Men hvad nu, hvis der rent faktisk er noget ’snavset vasketøj’ i organisationen?
»Jamen hvis nogen gør noget, de ikke må, så har du et system i organisationen, som skal tage hånd om det. Whistleblower-ordninger, ekstern revision osv. Det er ikke journalistgruppen, som én ud af mange medarbejdergrupper i organisationen, der har til opgave at bringe sådan noget frem,« mener Karin Sloth.
Michael Valentin peger desuden på, at de uafhængige medier har en rolle at spille, hvis der er uregelmæssigheder i en organisation:
»Er der noget, som skal underlægges den frie presses opmærksomhed, så betaler jeg med glæde mit abonnement til en avis, som må påtage sig opgaven og skrive de historier, der måtte være. Hvis der er noget at komme efter,« siger han.
18 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hej Øjvind
Ja, det er nok lidt uklart fordi diskussionen herinde både er kommet til at handle om Journalisten og så fagblade generelt. Der er frihed for Journalisten og det er godt på mange måder, selvom jeg også har nogle kritikpunkter af hvordan den frihed så bliver forvaltet.
Organisationen som jeg nævner er en generalisering, som dækker over både private og offentlige organisationer. Det var ikke møntet på Dansk Journalistforbundet.
Kære Paul
Tak. Jeg forstår ikke helt hvad du mener med, at der skal være ytringsfrihed i organisationens fagblad. Jeg mener: Det er der da også?
Kære Øjvind
Når jeg nævner sport&sex, så er det selvfølgelig en overdrivelse. Men formuleringen fra det citat du har fra jeres frihedsbrev er jo også meget bred. Jeg synes det kan være svært at finde balancen mellem at et fagblad tager hensyn til organisations interesser, og her tænker jeg mest på medlemmerne, og så de hensyn de tager til, hvad de selv synes er interessant. Når det handler om Journalisten er jeg enig i et af de tidligere indlæg, der efterlyser et bredere syn på faget end kun den meget snævre nyhedsjournalistiske og de ”rigtige” journalisters arbejdsforhold. Det sidste er et indtryk og ikke baseret på en optælling, men jeg får ofte ikke læst særlig meget i bladet. Det kan skyldes, at jeg ikke synes indholdet er så relevant for mig.
Jeg synes også det er interessant, at der i dit citat står, at Journalisten skal: ”... arbejde aktivt for fagets interesser og en udvidelse af presse- og ytringsfriheden over for arbejdsgivere, lovgivningsmagten og myndighederne."
Så skal der jo også være ytringsfrihed i organisationens fagblad og andre medier. Det mener jeg faktisk skulle gælde alle organisationer, uanset om de er private virksomheder, offentlige institutioner eller andet. Hvorfor synes vi, at det er godt med en fri presse i vores demokratiske samfund. Men lige så snart vi er inde i organisationen, så gælder det helt andre regler og så er det måske endda ligefrem skadeligt med en fri udveksling af viden og meninger. Og begreber som ”loyalitet” kommer ind fra højre, men betyder mest at man ikke må være uenig med og kritisere ledelsen. Og det handler nok mere om forfængelige chefer og politikere end det handler om organisationens ve og vel.
Der skulle stå "de to kommunikatører".
Det ville være dejligt, hvis der var en mulighed for at rette i sin tekst. Eventuelt bare at man kunne slette den og sende den nye version .
Jeg har et par gange forsøgt at skrive en kommentar til artiklens udsagn fra de kommunikatører. Med Esbens indlæg blev det lettere, for kommunikation i en organisation bør jo være to-sporet.
Ikke kun DJ har brug for en kritisk vagthund for at kunne udvikle sig. Vagthundene vejrer ådsler og trusler og gør. Skødehundene slikker ejerne og får en ekstra godbid.
Flere