Derfor rammer heste-sag og bonuspoint DR ekstra hårdt

Et flertal i Folketinget har lagt op til at gå efter DR ved at skære i programvirksomhed og licensen ved de kommende medieforhandlinger. Det gør sager om muligt fråds livsfarlige for DR, påpeger tre branchefolk her 


Foto: Jens Dresling/Polfoto

Olav Skaaning Andersen, kommentator på Jyllands-Posten, tidligere chefredaktør på BT og chef i DR

”Jeg kan forstå, at Ulrik Haagerup bare har fulgt gældende regler, og jeg kan i øvrigt ikke hidse mig op over, at man har en nyhedsdirektør boende i Jylland, og at man betaler hans transport. Det er kun en fordel, at alle mediechefer ikke bor i Hellerup. 

Men DR er ekstremt sårbar, hvis man får fornemmelsen af, at DR bare skalter og valter med licenspengene. At der i politikernes og folks øjne bliver udbetalt for høje cheflønninger, transporteret en korrespondentkone-hest, eller at de ansatte får nogle goder, som kan betragtes som urimelige. 

Man kan sagtens diskutere, om det er rimeligt, at man får bonuspoint af de mange flyrejser. Og så bliver det hele ikke bedre af, at et flertal i Folketinget har besluttet at gå efter DR og nedsætte licensen. Når sådan en giftig, politisk debat kører, er en sag om muligt fråds livsfarlig.”    


Foto: Anders Hviid

Jens Otto Kjær Hansen, rektor, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)

”I den igangværende armlægning om rolle- og pengefordeling mellem de offentlige og de private medier, er DR sårbar over for hvad som helst, der i den brede offentlighed ses som for galt – om det så er hesten eller Ulrik, der flyver med eller uden bonuspoint. Chefers virkelige eller forestillede særfordele er en sikker populistisk sællert, og ethvert forsøg på at forklare sig eller tale om proportionalitet er dømt til at mislykkes. Når det så er sagt: Måske er der så meget de facto konsensus om, at DR skal beskæres i programvirksomhed, licens eller cheflønninger – eller lidt af det hele – at historien om Ulriks bonuspoint ikke gør hverken fra eller til.”


Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR/Polfoto

Lasse Jensen, mediejournalist, Information

”Der er ingen tvivl om, at hver gang der kommer en historie af den her karakter – hestesagen og andre – så er DR utroligt dårlig til at kommunikere. Men bliver efterladt et indtryk af selvtilstrækkelighed og en hovmodig organisation. Det er jeg ikke bange for at sige.

Som en bekendt sagde om hestesagen: ”De ved ikke, at de er ved at tabe en halv milliard ved de kommende medieforhandlinger på grund af den hest.” Det er ikke, fordi de er kriminelle eller stjæler af kassen eller lever mere luksuriøst end andre. Men de forstår ikke, at i offentlighedens opfattelse er DR’s penge lig med vores penge.”

Kommunikationschef i DR Lasse Bastkjær har ikke ønsket at svare på kritikken.

3 Kommentarer

ole rasmussen
5. FEBRUAR 2017
Det hele fik et ekstra spark
Det hele fik et ekstra spark med de røde lejesvende, hvor Rosenkrantz i dag er Star på Deadline. De udsendelser er fjernet fra DR. Nepotismen længe leve.
ole rasmussen
5. FEBRUAR 2017
Den korte version. Udover en
Den korte version. Udover en ekstrem arrogance i DR, så får de som betaler disse udskejelser til ledende medarbejdere primært ubegavede programmer tilbage. De koster milliarder, men kun få tv programmer, og tildels også radio er berettiget til titlen begavede. Så Public Service i Danmark kan sidestilles med fordummende programmer, og programplanlægning. Det hele startede med Haagerup og lige siden har troværdigheden været for nedadgående.
Jan Hillers
1. FEBRUAR 2017
Lasse Bastkjær's manglende
Lasse Bastkjær's manglende ønske om at svare beviser da Lasse Jensen's udtalelse om selvtilstrækkelighed og hovmod.
Det kan selvfølgelig være et øjebliks erkendelse af, at han er "for dårlig til at kommunikere"(LJ), men han aflønnes højt, fordi han må formodes at være den bedste. Og så tier han.