Derfor har de grafiske fag flest arbejdsløse

Grafikere, layoutere og tegnere er mere arbejdsløse end nogen andre faggrupper i DJ. Udlicitering, og et prisfald fra 150 til 15 kroner, fjerner mange grafiske jobs fra Danmark, fortæller DJ.

Grafikere, layoutere og tegnere er mere arbejdsløse end nogen andre faggrupper i DJ. Udlicitering, og et prisfald fra 150 til 15 kroner, fjerner mange grafiske jobs fra Danmark, fortæller DJ.De grafiske fag har den højeste ledighed i Dansk Journalistforbund. Og sådan har det desværre været længe, fortæller faglig konsulent Hans Jørgen Dybro.
De seneste tal fra november 2011 viser, at ledigheden ligger nogenlunde fast omkring 7,0 procent for netop den faggruppe. Tallet dækker fuldtidsledighed, hvor man omregner antallet af timer til ledige – fx bliver to halvtidsledige til én fuldtidsledig.

De 7 procent er to hele procentpoint over det danske landsgennemsnit, fortæller Dybro.
De grafiske fag dækker blandt andre layoutere, grafikere, art directors og tegnere. De fleste af disse fag er organiseret i DJ's specialgruppe Visuelt Forum.

Hvorfor er denne gruppe den med højest ledighed i DJ?

»Det er der flere grunde til. Den første er, at vi på ganske få år har fået ny teknologi, der gør, at man kan lave meget mere grafisk arbejde på meget kortere tid. Det betyder, at der er brug for færre medarbejdere,« siger Hans Jørgen Dybro.

Han var selv grafiker og illustrator, inden han blev faglig konsulent i DJ.
»En anden årsag er udlicitering. Det lægger pres på de faste jobs i den grafiske branche, at opgaver lægges ud til freelancere, eller helt ud af landet. Elementer i det grafiske arbejde, for eksempel fritskrabning af billeder, kan blive sendt til Bangladesh. Så er opgaven løst næste morgen, og prisen er 15-20 kroner per fritskrabning i stedet for 150-200 kroner her i Danmark,« siger Dybro.

Han tilføjer, at teknologien også har gjort det lettere at udlicitere grafisk arbejde.
»Derudover er det et meget populært fag at være grafiker. Nogle mener jo, at der uddannes alt for mange i forhold til, hvad der er plads til på arbejdsmarkedet. Det bevirker jo, at der er større risiko for, at de unge bliver uddannet til ledighed,« siger Hans Jørgen Dybro og fortsætter:
»Men vi har ikke i DJ et ønske om, eller for den sags skyld magt til, at der sættes propper i på uddannelsesstederne, så der optages færre. Vi synes, at uddannelse er godt, og meget uddannelse er meget godt. Folk skal som udgangspunkt kunne vælge det studie, de har lyst til.«

Hvad gør DJ ved den relativt høje ledighed i de grafiske fag?

»Vi mener, efteruddannelse er et af de vigtigste svar på problemet. Både Visuelt Forum og DJ har en bevidst strategi om, at layoutere og grafikere skal kunne andet end blot layout og grafik. Vi har eksempelvis været med til at udforme en diplom-uddannelse i visuel kommunikation via Update.«

Har DJ gjort nok for at undgå den situation, faget står i nu?

»Jeg synes, vi har gjort, hvad vi kunne som en relativt lille spiller på et stort arbejdsmarked. Men det er da klart, at når ledigheden er så høj, så er der stadig en stor opgave foran os. Noget andet, vi satser på for tiden er at påvirke undervisere på uddannelserne, så de gør mere ud af at berede de studerende på et liv som freelancere. Mange drømmer om et fast job, men det er usikkert, om det kan lade sig gøre.«
Hvilken opfordring har du til de grafiske medlemmer, der gerne vil undgå at blive eller forblive ledige?

»I allerhøjeste grad at sikre sig brede kvalifikationer. Det handler om at balancere mellem at være verdensmester på ét felt og have så brede evner, at man kan andet end det, man i første omgang er uddannet til,« siger Dybro.

»Eller sagt på den negative måde: Jeg har desværre set mange layoutere blive fyret efter lang tid på arbejdsmarkedet, fordi de ikke har benyttet den velerhvervede ret til efteruddannelse. Det er rigtig ærgeligt, for en løbende opdatering kunne måske have gjort, at det ikke var dem, der mistede jobbet, eller at de lettere kan få et nyt,« tilføjer han.

0 Kommentarer