Derfor har Berlingske-medarbejderne nedlagt arbejdet

"Hele forløbet har været præget af lukkethed og har skabt mistillid mellem medarbejdere og ledelsen," skriver medarbejderne i en fælles udtalelse, efter at de har nedlagt arbejdet. Læs den her. Berlingskes papiravis kommer ikke i morgen. (Rettelse om antallet af fyringer 17/11 kl. 12 21)

64 stillinger skal nedlægges i Berlingske Media. Heraf skal der fyres 40 redaktionelle medarbejdere, og 20 skal findes på Berlingske.

Derfor nedlagde medarbejderne mandag eftermiddag arbejdet. De har varslet at mødes tirsdag morgen klokken 9 for at overveje, om de vil genoptage det eller fortsætte arbejdsnedlæggelsen.

Den store sparerunde betyder blandt andet, at Berlingske Nyhedsbureau lukker og opsluges i konkurrenten Ritzau.

Forløbet har skabt mistillid

Medarbejderne på Berlingske har fremsendt en udtalelse til Journalisten, som også er sendt til ledelsen. Her lyder det blandt andet:

"Knap hver femte journalist mister arbejdet ikke engang seks måneder efter den seneste fyringsrunde, som kom i forbindelse med præsentationen af en ny strategi, der skulle bære mediehuset fremad. Siden nedbemandingen i juni har ledelsen endda ansat 14 nye medarbejdere. Vi finder det derfor stærkt utroværdigt, at ledelsen og de nye ejere allerede nu præsenterer endnu en ny strategi og gennemfører en uhørt stor fyringsrunde," skriver medarbejderne.

De efterlyser samtidig mere åbenhed i processen.

"Hele forløbet har været præget af lukkethed og har skabt mistillid mellem medarbejdere og ledelsen," lyder det.

Papiravis kommer ikke i morgen

Den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse får den direkte konsekvens, at Berlingskes papiravis ikke udkommer i morgen. Det oplyser de to chefredaktører Jens Grund og Tom Jensen på berlingske.dk.

Berlingske.dk og business.dk vil dog fortsat blive opdaterede.

10 redaktionelle stillinger skæres på BNB og 8 på BT. 8 stillinger flyttes fra BNB til Ritzau. 

Nu har tillidsfolkene og ledelsen 14 dage til at forhandle sig frem til en løsning.

 

Du kan læse hele medarbejdernes udtalelse herunder:

Udtalelse

Berlingskes journalister har i dag vedtaget at nedlægge arbejdet i protest mod den historisk store fyringsrunde, som ledelsen har meldt ud.

Knap hver femte journalist mister arbejdet ikke engang seks måneder efter den seneste fyringsrunde, som kom i forbindelse med præsentationen af en ny strategi, der skulle bære mediehuset fremad. Siden nedbemandingen i juni har ledelsen endda ansat 14 nye medarbejdere.

Vi finder det derfor stærkt utroværdigt, at ledelsen og de nye ejere allerede nu præsenterer endnu en ny strategi og gennemfører en uhørt stor fyringsrunde.

Hele forløbet har været præget af lukkethed og har skabt mistillid mellem medarbejdere og ledelsen. Journalisterne på Berlingske mødes igen tirsdag kl. 9 for at diskutere, om man skal genoptage arbejdet.

På vegne af medarbejdermødet,

Med venlig hilsen

Frederik M. Juel

Rettet 17/11 kl. 12 21: Vi havde skrevet, at der skal nedlægges 64 stillinger, heraf 40 redaktionelle. Men der skal fyres 40 redaktionelle medarbejdere – og nedlægges flere redaktionelle stillinger end det. 

1 Kommentar

Lars Lindskov
17. NOVEMBER 2015
Kære kolleger

Kære kolleger

God kamp!

faglige hilsner
Lars L