Derfor fordobler vi gravergruppen på JP

Jyllands-Posten går fra fire til ni mand i gravergruppen. Her forklarer nyhedschef Pierre Collignon hvorfor.

Jyllands-Posten går fra fire til ni mand i gravergruppen. Her forklarer nyhedschef Pierre Collignon hvorfor.

Jyllands-Posten ansætter fem nye graverjournalister. De skal lægges til avisens graverredaktion, der lige nu består af fire mand – det er altså mere end en fordobling af bemandingen.

Hvorfor ansætter I fem nye undersøgende journalister?

»Grundlæggende handler det om, at vi tror på, at vores fremtid er kvalitet. Og kvalitet kræver nogle medarbejdere. Vi kan se, at vi har brug for at blive bedre til at levere det dagsordensættende. Det helt afgørende for Jyllands-Posten er at have gennemslagskraft.,« siger nyhedschef Pierre Collignon til Journalisten.dk.

Har I været for dårlige til at være dagsordensættende?

»Jeg synes ikke, vi har været gode nok. Vi har løftet mange ting, men det er simpelthen vores kerne, det her. Derfor vil vi nu investere igen efter en tid, der måske har handlet om at trimme forretningen og få genoprettet en økonomisk balance. Nu vil vi igen styrke vores vigtigste områder.«

Han understreger, at det er en oprustning, man vil kunne mærke på alle platforme.

»Vi vil gøre det endnu mere klart, hvorfor man skal betale for indhold. Vi vil levere høj kvalitet, og vi vil grave dybt. Det her er en klar satsning på kvalitetsjournalistik med bid, og det er der, vi vil skille os ud fra de andre. Vi vil tiltrække Danmarks bedste gravere,« siger han.

På Berlingske Tidende har de blandt andet satset på graverjournalistik på nettet med projekter som Forbrydelsen. Kan man forestille sig en undersøgende netsatsning fra jer?

»Det er muligt, men det kan også sagtens være, vi ikke gør det. Det vigtigste er, at der, hvor vi lægger allerflest kræfter, der vil vi også have penge for det. Den rigtige skillelinje for mig er ikke net eller ej, men om vi får penge for det eller ej. Det guld, vi har, vil vi også have penge for, men det kan vi også få på nettet.«

1 Kommentar

jenni christensen
18. SEPTEMBER 2010
Re: Derfor fordobler vi gravergruppen på JP

Det falder mig for brystet, at se journalistens sidste afsnit. Men jeg ved at JP. er sådan. At danske journalister er sådan.

 JP betaler ikke kilderne for det "guld", JP får i hænde. Men JP kræver eneret. Og tjene guld. 

Men det er som regel kilden, der bruger mest tid og også betaler telefonregningerne osv.

"send mig alt dit materiale, så kikker jeg på det på et tidspunkt, men det er ikke sikkert, jeg vil skrive om det"

Hovent, flabet, fuldstændig fejlagtig selvopfattelse i  tilgangen til kilden, der leverer hele råvaren, hele historien, som journalister ikke kan skrive et ord uden.

 Den danske journalistflok bør revidere opfattelsen af sig selv og andre.