Derfor er jyske kommuner på Tinder og Snapchat

Kommuner skal tale til unge og singler, hvor de er, siger to kommuner. De har kastet sig over Snapchat og Tinder, og det giver en dialog med borgerne, som er mere festlig og flirtende. »Der er mange fyre, der har spurgt, hvem der står bag profilen,« siger kommunikationschef
  • Illustration: Kolding Kommune
02.09.2014 · 14:59

Mange kommuner har været langsomme med at komme på Facebook. Sidste år havde halvdelen af kommunerne fortsat ikke en facebookside. Men nu er der sat fart på kommunernes kommunikation på sociale medier, i hvert fald i Kolding og Thisted. Kolding benytter sig af score-app’en Tinder for at rekruttere singler til kommunen, og Thisted bruger Snapchat til at få teenagere i tale.

Katrine Jacobsen, kommunikationskonsulent i Thisted Kommune, oplever, at der sker en rivende udviklingen med at målrette kommunernes kommunikation til forskellige målgrupper.

»Det er fedt, at kommunerne tør være first movers. Bare fordi man er en kommune, behøver man ikke være kedelig og ikke turde tage en chance og være der, hvor borgerne er,« siger hun.

Thisted Kommune er for eksempel begyndt at bruge Snapchat til at kommunikere med kommunens unge.

»Erfaringerne er gode. Jeg laver en story cirka en gang om ugen. I sidste uge handlede det for eksempel om, at unge skal huske at tilmelde sig en læge, når de flytter hjemmefra. Den blev set af 70 procent af vores Snapchat-venner,« siger hun.

Billeder fra fester

På Snapchat skal man aktivt følge for eksempel Thisted Kommune for at se, hvad de skriver. Det gør 130.

Det er ikke muligt at se, hvor mange af brugerne der er unge i kommunen. Nogle af dem kan for eksempel være fagfolk inden for sociale medier eller andre nysgerrige.

»Men jeg modtager dagligt snaps fra teenagere i kommunen. Der var blandt andet en, der spurgte, hvordan man tilmeldte sig digital post. Her guidede jeg med snaps tilbage, og brugeren snappede ’tak for hjælpen’ tilbage,« siger Katrine Jacobsen.

I det hele taget er kommunikationen tilpasset mediet. Det gælder også det, de unge sender tilbage, for eksempel billeder fra fester og deres dagligdag.

»Dem svarer jeg ikke på,« siger Katrine Jacobsen.

Vil have fat i singler

Kolding Kommune bruger score-app’en Tinder til at tiltrække nye borgere i kommunen. Projektet er startet af en kommunikationspraktikant fra DMJX.

»Vores talmateriale viser, at vi tiltrækker mange singler, 80 procent af tilflytterne er singler. Så praktikanten spurgte, om vi ikke skulle prøve Tinder,« siger kommunikationschef Lars Svoger.

Tinder er kort fortalt en score app, hvor folk bliver matchet, hvis begge parter liker hinanden. Kolding Kommune er ikke en rigtig kvinde eller mand, men en stregtegning af en mand eller kvinde.

»Vi kunne godt have taget en eller anden fotomodel fra USA. Men det har vi ikke gjort. Folk skal ikke føle sig snydt. Vi kan se, at mange synes, det er sjovt, og at de klikker sig ind på kommunens hjemmeside,« siger han.

Kolding flirter tilbage

Han siger, at Tinder ikke er tænkt som en kanal til kommunal kommunikation.

»Men vi valgte at bruge Tinder, fordi det er nyt, og vi kunne komme først. Hvis alle kommuner kommer på Tinder, forsvinder noget af pointen. Så bliver folk bare trætte af det,« siger Lars Svoger.

Hvis man får et match, hvad svarer Kolding så?

»Så svarer vi, at hvis man vil vide mere om Kolding, skal man klikke sig ind på hjemmesiden. Det har omkring 1.000 gjort. Vi ved jo ikke, om de beslutter sig for at flytte til Kolding, men nu har de i hvert fald været inde og set, hvad vi kan tilbyde.«

Ser de, der gerne vil til Kolding, lækre ud?

»Haha, det ved jeg faktisk ikke, det er ikke mig, der sidder og kigger på det. Men der er mange fyre, der har spurgt, hvem der står bag profilen. Der har været nogle drenge, der trak den rimeligt langt og gerne ville være kærester. De to piger, der svarede for kommunen, gik med på den og flirtede lidt tilbage,« siger Lars Svoger.

Katrine Jacobsen fra Thisted Kommune tror ikke, at Tinder er noget for borgerne i Thisted.

»Jeg ville personligt opleve det som lidt grænseoverskridende, hvis jeg så, at min kommune var på Tinder. Jeg kan ikke se, hvad de vil, når de så får et match. Desuden er det forskellige bosætningsudfordringer, Kolding og Thisted har,« siger hun.

Kommentar

02/09/2014 - 20:19

Frank Hæstrup

Her har vi så årsagen til, hvorfor vrlfærdssamfundet er ved at bryde sammen. Når kommunerne har råd til at sætte medarbejdere til at chatte damer op i arbejdstiden, er der ikke længere nogle grænser for misbrug af skatteyderkronerne.

Seneste jobopslag

Finansministeriet søger erfaren pressemedarbejder

Finansministeriet
Ansøgningsfrist: 27.08

Video-journalist

Aalborg Stift
Ansøgningsfrist: 03.09

Danmarks Lærerforening søger kommunikations- og analysechef

Danmarks Lærerforening
Ansøgningsfrist: 20.08

Social media and video manager

Egmont Administration
Ansøgningsfrist: 22.08

Pressekonsulent søges til BUPL

BUPL - BØRNE- OG UNGDOMSPÆDAGOGERNES LANDSFORBUND
Ansøgningsfrist: 20.08

Information søger journalister med undersøgende profil

Information A/S
Ansøgningsfrist: 27.08

Senior Press Officer til mediehåndtering

Ørsted
Ansøgningsfrist: 17.08

Skatteministeriet søger en skarp presserådgiver

Skatteministeriet
Ansøgningsfrist: 17.08

Studiejob i FN Byen

Unicef Danmark
Ansøgningsfrist: 07.10

Online chefredaktør til TV2 Nord

TV 2 Nord (Vi lukker annoncen ned, når vi har den rette ansøger)
Ansøgningsfrist: 31.08

Styrelsen for Patientsikkerhed søger kommunikations- og pressechef

Styrelsen for Patientsikkerhed
Ansøgningsfrist: 27.08

Finansreporter Finwire News

Finwire News
Ansøgningsfrist: 20.08

Kommunikationsmedarbejder til Lederforeningen i DSR

Dansk Sygeplejeråd
Ansøgningsfrist: 21.08

Pressemedarbejder til PlanBørnefonden

PlanBørnefonden
Ansøgningsfrist: 22.08

Enhedsleder til kommunikationsenhed

Socialpædagogerne
Ansøgningsfrist: 19.08

Journalist

ITD
Ansøgningsfrist: 17.08