search

Derfor er der brug for fem nye sportspriser

Danske Sportsjournalister lancerer fem nye priser til god sportsjournalistik. Nye facetter af sportsjournalistikken kalder på flere priser, mener Andreas Kraul: »Engang var sportssiderne udelukkende båret af begejstring. Det er på tide, at man også kigger på andre genrer«

Det skorter ikke ligefrem på hæderspriser i mediebranchen. Journalisten regnede sidste år ud, at man som journalist har 33,8 procents chance for på et eller andet tidspunkt i sin karriere at modtage en pris for sit arbejde.

Men næste år stiger sandsynligheden betragteligt for, at man som sportsjournalist kan hive en pris hjem. Det sker, når foreningen Danske Sportsjournalister uddeler fem nye priser på deres årlige generalforsamling i marts, hvor de i en årrække har uddelt prisen for Årets Sportsjournalist.  

»I dag er der lige så mange facetter i sportsjournalistikken, som der er i journalistikken generelt. Og der er lige så mange dygtige journalister som i journalistfaget generelt. Derfor er det ikke længere nok bare at uddele én pris,« siger DR Sportens Andreas Kraul, som er formand for foreningen.  

Man glemte sportens mørke sider

Ud over prisen for årets sportsjournalist vil der også være priser i kategorierne ’Årets Fortæller’, ’Årets Sportsfotograf’, ’Årets Steen Ankerdal-pris’, ’Årets Digitale Hit’ og ’Årets Sportsbog’.  

Andreas Kraul uddyber, at behovet for flere forskellige priser kommer af den udvikling, sportsjournalistikken har gennemgået.

»Engang var sportssiderne udelukkende båret af begejstring. Og så glemte man alle de mere mørke sider. Men de seneste år er der sket et meget stort skred i måden, man laver sportsjournalistik på. Nu bliver der både lavet fortællende sportsjournalistik, gravende sportsjournalistik, billedbåren sportsjournalistik og en masse andet. Så det er på tide, man også kigger på andre genrer,« siger Andreas Kraul.

Han fortæller, at ’Årets Sportsjournalist’ fortsat vil være hovedprisen. Det er også den eneste kategori til prisuddelingen, hvor der følger en check med.  

Vil anspore hinanden til bedre sportsjournalistik  

Ifølge Andreas Kraul er de nye priser først og fremmest et spørgsmål om indadtil at signalere til medlemmer af foreningen, at der bliver lavet en masse fremragende journalistik.  

»Historisk set har vi været for dårlige til at skyde brystkassen lidt frem og klappe hinanden på skulderen,« siger han.

Men sportsjournalistik er jo et relativt afgrænset stofområde – er det ikke lidt ’overkill’ med så mange priser?

»Hvis det viser sig at være én eller to for meget, må vi jo justere lidt hen over årene. Men det handler også om at skabe et kollegialt miljø, hvor vi kan anspore hinanden til at lave endnu bedre sportsjournalistik. For en del af målsætningen er jo også, at folk derude gør sig endnu mere umage, fordi de forhåbentlig gerne vil vinde én af de her priser,« siger Andreas Kraul. 

Kommentarer
1
Frans Walter
10.12.14 08:57
Den pris kan passende gå til
Den pris kan passende gå til en Chr. Borg journalist - de politiske journalister har overtaget monopolet på de bløde spørgsmål.
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen