search

Derfor Drupal

Klaus Wendelboe, redaktør på TV 2 ØST spurgte, hvilke overvejelser vi har gjort os, før vi valgte publiceringssystemet Drupal.

Klaus Wendelboe, redaktør på TV 2 ØST spurgte, hvilke overvejelser vi har gjort os, før vi valgte publiceringssystemet Drupal.

Advarsel: Det her bliver lidt kedeligt for ikke-nørder. 

Vores nuværende cms lever ikke op til de krav, vi havde til webstedet efter relanceringen, og da budgettet ikke er stort, var det oplagt at lede efter et Open Source-system, men jeg havde mine tvivl. For fire-fem år sden ledte jeg efter et system til Avisen i Undervisningen og var ret skuffet over niveauet.

Derfor var det en meget positiv overraskelse at afprøve nogle af de store Open Source-CMS'er i dag. Efter min bedste vurdering er der nu en håndfuld Open Source-systemer, der slår de proprietære systemer. De er robuste – driver masser af gigantiske hjemmesider over hele verden – og de kan det hele (tjek Drupals liste over moduler ), blandt andet, fordi de understøttes af meget aktive udviklercommunities.

I Danmark er udviklingen inden for Open Source-cms ved at gå op for nogle af IT-spydspidserne blandt medierne. Computerworlds nye avancerede hjemmeside kører på Xoops , som også bliver Ingeniørens nye system. Fyens Stiftstidende kører også på Xoops. 

Drupal er et brugervenligt system, som ikke virker uoverskueligt. Da jeg afprøvede det første gang, installerede jeg det på min egen hjemmeside på mindre end en halv time. Så havde jeg stort set alle de tekniske muligheder vi har brug for på Journalisten.dk. Det imponerede mig.

Sagen er jo, at det ikke nytter meget at selve systemet er gratis, hvis det koster kassen at få det modificeret og radbrækket, indtil det opfylder kravene.

Er man webudvikler på et stramt budget, vil jeg i det hele taget  anbefale, at man kaster et blik på de tekniske muligheder i eksisterende cms'er, før man lægger sig fast på meget præcise krav til et system. Der er ingen grund til at genopfinde den dybe tallerken. Der er jo desuden den ulempe ved at tweake et system, at man risikerer, at det bliver ustabilt. Så vi vil, så vidt det overhovedet er muligt, undgå større tilretninger i back end.

Når det cms, man vælger, kan det hele lige ud af kassen, undgår man også at skulle skrive alenlange kravspecifikationer – det er jo ellers normalt en af de mest tidskrævende og kedelige opgaver i et stort webprojekt.

Det væsentligste argument for at vælge et proprietært system frem for Open Source er vel, at "så har man nogen at slå i hovedet, hvis skidtet ikke virker." Men jeg mener personligt, at det er et skinargument. Det er yderst sjældent – jeg kender ingen tilfælde – at der opstår et decideret erstatningsansvar. Det eneste, der er vigtigt, hvis skidtet ikke virker, er, at det hurtigst muligt kommer til at virke igen. Og der har Open Source-systemerne den styrke, at de har langt større udviklercommunities bag sig end de proprietære systemer, hvor en lille kunde med et problem ofte ender bag i køen.

Vi har desuden indgået en aftale med Vertikal om implementeringen, og hvis de ikke gør det godt nok, så kommer vi bare efter dem.

Faktisk var muligheden for at samarbejde med Vertikal ikke en uvæsentlig grund til at vælge Drupal. De har blandt andet stor erfaring med at bruge nøgleord.

Så kort sagt:

  • Drupal er gratis
  • Det kan det, vi har brug for og meget mere til
  • Det er meget brugervenligt 
Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen