search

Derfor bør vi vise billederne af Aylan

At tilbageholde billederne af den druknede kurdiske dreng Aylan ­er at skønmale virkeligheden. Desuden holder argumenterne ikke

Der findes en tankevækkende passage i den norske forfatter Karl Ove Knausgårds selvbiografiske romanserie ’Min kamp’, hvor han skriver om at se døden i øjnene. Den er lidt lang, men lyder sådan her:

»Vi er bestandigt omgivet af den døde verdens genstande og fænomener. Alligevel er der få ting, der vækker større ubehag i os end at se et menneske fanget i den, i hvert fald at dømme efter anstrengelserne, vi gør os for at holde de døde kroppe ude af syne. (…) Den unge fyr, der halvdrukken falder i havet efter en aften i byen, det lille pigebarn, der havner under hjulene på en bus – hvorfor dette hastværk med at få dem i skjul? Anstændighed? Hvad ville være mere anstændigt, end at pigens mor og far fik lov at se hende der en time eller to senere, liggende i sneen ved siden af ulykkesstedet med det knuste hoved og resten af kroppen til åbent skue, det blodstænkede hår og den rene dynejakke? Åbent mod verden, uden hemmeligheder.«

Der findes også et meget rørende videoklip med Aylans far, der fortæller om sine to døde børn.

»Hver morgen kaldte de på mig ude fra haven. 'Baba', råbte de. Men nu er de borte,« siger han sønderknust i sekvensen.

For Aylan, Aylans bror og Aylans mor druknede som bekendt. En efter en måtte Aylans far se sine allerkæreste glide ned under bølgerne, væk for altid. Siden dukkede Aylans lig op på en sandstrand i Tyrkiet, og den 3-årige kurdiske drengs skæbne var nu ikke længere nogen hemmelighed. Den blev dokumenteret af en fotograf og lagt åbent frem for verden.

I mediebranchen diskuterer vi lige nu berettigelsen i, at de fleste danske medier har undladt af vise de ucensurerede billeder af den druknede Aylan med ansigtet begravet i brændingens brusen. Både på min egen arbejdsplads og i mange andre newsrooms har der været lange og grundige diskussioner om etik, signalværdi og ikke mindst hensynet til de pårørendes værdighed.

Det er en svær balancegang, og jeg anerkender fuldt ud, at der findes talrige argumenter både for og imod at bringe billederne. Men for mig at se handler det dybest set om at se døden – og dermed virkeligheden – i øjnene.

Sagt helt kort: Jeg mener, det er en fejl, at medierne ikke viser billederne af Aylan. En alvorlig og potentielt skadelig fejl, faktisk. Vi vil ikke se Aylan i øjnene, og det er om noget uværdigt.

Mål og midler

Mange medier i Danmark har forskanset sig bag det synspunkt, at en publicering af billederne af Aylans livløse krop i vandkanten vil være ude af proportioner. Den potentielle effekt vil ikke stå mål med det voldsomme middel, det er at vise så barske billeder, lyder argumentet.

Men for det første er dette billede – desværre – langt fra særlig barskt i sammenligning med de mange billeder af døde, sultende, lemlæstede eller torterede syriske børn, jeg hver dag ser på nettet. Billeder af virkeligheden, som den i al sin nådesløse brutalitet ser ud. I kraft af mit arbejde har jeg også set med mine egne øjne, hvordan krigen i Syrien faktisk er endnu mere voldsom, endnu mere brutal, endnu mere altomsluttende, end billedet af Aylan giver indtryk af. Faktisk er billedet af Aylan vel nærmest lige så poetisk, som det er dystopisk – og mildt i forhold til videoerne af babyer, der halshugges med brummende motorsave eller stikkes ihjel med brødknive i deres vugger, fordi deres forældre er regimemodstandere. De billeder findes derude; jeg har selv set dem.

For det andet har de ucensurerede billeder af Aylan – som danske medier altså over en bred kam har valgt at se bort fra – rent faktisk haft en konsekvens. Mest åbenlyst er det selvfølgelig, at alle – også mennesker, der normalt ikke interesserer sig videre for Syrien – nu taler om katastrofen. Oplysningsgraden er vokset, bevidstheden har forgrenet sig, og det er en triumf. Selv har jeg venner, som fortæller, at billedet af Aylan var det, der fik dem til at forstå alvoren af konflikten i Syrien. Har disse venner så snorksovet de seneste fire år? Muligvis, men det er ikke et argument for ikke udnytte chancen til at informere dem om virkeligheden.

Ikke kun i Danmark har billederne haft effekt. Selv stærkt flygtningeskeptiske lande som Storbritannien taler mere om krisen nu, hvor billederne har været på forsiderne af flere landsdækkende aviser. Vores egen justitsminister, Søren Pind, har også åbent kommenteret billederne og mener, de bør kalde på handling.

I sin begrundelse for at bringe billederne af Aylan – dog kun det censurerede, hvor liget skærmes af en kystvagt – skriver BT meget rigtigt, at fotoet ikke fratager drengen den værdighed, han har krav på, men viser ham respekt, mens »den symbolske kraft, som fotoet tilmed har fået, lægger et pres på Europas ledere forud for EU-krisemødet om 10 dage, og det underbygger fotoets dokumentariske værdi.«

Hensyn til hvem?

Et andet dilemma i Aylan-sagen er forpligtelsen til at overveje billedets effekt på både læsere og pårørende – en forpligtelse, der præciseres i både medieansvarsloven og reglerne for god presseskik.

For at tage det første først: At sige, at læserne ikke kan tåle at se så barske scener, er simpelthen at tale ned til dem. Skulle læserne ikke tåle virkelighedens verden? Og hvis de ikke tåler den, er det så ikke netop et tegn på, at disse læsere ikke lever i den samme verden som de syriske flygtninge – og derfor må bringes ud af (falsk) fatning og ind i virkeligheden?

Som nødhjælpschef og krisekoordinator i Human Rights Watch Peter Bouckaert forklarede, da han blev spurgt til, hvorfor han tweetede billedet af den druknede Aylan:

»Sagen er, at et barn er dødt, og ikke, at jeg har tweetet et billede.«

Washington Post-skribenten Liz Sly formulerer det endnu mere skarpt:

»If it takes photographs of dead children to make people realize children are dying, so be it«.

Med andre ord: Billedet er lige så nødvendigt, som det er så hjerteskærende tragisk. Og i helt exceptionelle tilfælde som dette må behovet for at fortælle den store historie trumfe.

Vi ved, at den er helt gal, når vi ser to fly brage ind i World Trade Center. Men det er først, når vi ser billederne af kontorarbejdere, der hopper ud fra skyskraberne og lige lukt i døden, at vi rent menneskeligt forstår katastrofens omfang.

Vi ved, at den er helt gal, når vi ser fabriksbygninger styrte sammen og blive til støvskyer i Dhaka. Men det er først, når vi ser billedet af manden og kvinden, der, stivnet i døden under murbrokkerne, omfavner hinanden, at vi rigtig begriber tragedien.

På samme måde ved vi, at den syriske krise er massiv, men det kræver – desværre – særlige billeder som det af Aylan, hvis vores forståelse af krigens afsindige konsekvenser skal rykkes afgørende.

Så er der hensynet til de pårørende. ”Hvem ønsker at se sit eget druknede barn på alverdens forsider?” spørger medierne. Formentlig ingen. Men når nu tragedien er sket, har Aylans far selv udtrykt ønske om, at billederne af hans druknede barn bliver vist og brugt som et »wake-up call«.

»Jeg vil have, at hele verden skal se det«, lyder hans bøn.

Og desuden:

Vi sender journalister ind i konfliktområder for at afdække krigens konsekvens og fortælle historier som Aylans, og når Aylans lig så skyller op på en strand i Tyrkiet, vil vi ikke vise det. Er jeg den eneste, som aner paradokset her?

Jeg har snakket med mange mennesker i Syrien under krigen, og jeg har endnu ikke stået i en situation, hvor folk ikke ønskede, at billederne af deres skæbne kom ud. Tværtimod raser de ofte mod Vesten, som efter deres opfattelse har glemt dem.

Immun over for virkeligheden?

Flere fremfører argumentet om, at læserne til sidst vil blive immune, hvis medierne bliver ved med at slynge død og ødelæggelse i hovedet på dem – og at den slags billeder derfor fremover vil få mindre effekt. Jeg kan muligvis ikke udgøre empirien for en hel befolkningsundersøgelse, men jeg er egentlig en meget god case i den anledning: Jeg har set på de værste billeder af døde syriske børn næsten hver dag de seneste fire år, og jeg er altså ikke blevet immun. Hvem bliver immun over for virkeligheden?

Faktisk kunne man lidt polemisk spørge, om en af grundene til, at krisen er nået hertil, ikke skyldes, at medierne alt for længe har skønmalet virkeligheden; ikke vist den, som den er? Når billedet af Aylan kan skabe så meget virak, tyder det jo på, at folk hidtil ikke har været klar over katastrofens omfang.

Det er ikke til at sige, om krisen var undgået, hvis medierne for fire år siden konsekvent havde valgt at vise krigens virkelighed. Men tanken er dragende.

Den virkelige virkelighed

Ønsker jeg hermed, at medierne ukritisk skal bukke under for den overflod af billeder, der kontinuerligt dukker op på de sociale medier, og bare følge strømmen? Nej, naturligvis ikke. Skal vi kaste os ud i et patosmættet følelsespornoridt og plastre billedet af Aylan op på hver en husmur? Nej, naturligvis ikke. Vores troværdighed og legitimitet er netop forbundet med det faktum, at der – i modsætning til på Facebook, Twitter, Instagram etc. – filtreres og selekteres, så det væsentlige skilles fra det uvæsentlige. Der er derfor, de store medier stadig har magten til at påvirke beslutningstagerne. Det er derfor, vi stadig har muligheden for at lægge et stykke valideret virkelighed frem, som magthaverne lytter til og handler på. Men vi må også være klar over, at det ligeledes er magtanvendelse, når medierne bevidst afskærer læserne, lytterne og seerne fra virkelighedens verden. En verden, der gjorde det klart for Aylan, at han ikke var velkommen nogen andre steder. En verden, der fik ham til at vende hjem til Kobane til sin egen begravelse.

Medierne har en pligt til at dokumentere det dokumenterbare. Og her er et faktum fra den virkelige virkelighed, vi helt åbenlyst bør dokumentere, så folk tydeligt forstår det: Syv syriske børn er i gennemsnit blevet dræbt hver dag, siden krigen brød ud. Det er på tide, at vi ikke bare snakker om det. Det er på tide, at vi viser det. Og ved at vise billedet af Aylan, har Aylan ikke tabt. Aylan har vundet.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen