”Gå en tur på Østergade. Stoffet ligger i luften. Det skulle være mærkeligt, om De ikke snublede over et par nyheder.”
Sådan lød opfordringen fra Henrik Cavling til de unge journalister på Politiken, engang før verden gik af lave. Men for Poul Bülow er det stadig fremgangsmåden, når der skal researches til dagens historier. Når hunden Mille får snor på, er det samtidig signal til, at nyhedsjagten går i gang. Blot er det ikke Østergade i klunketidens København, hvor nyhederne snuses op, men Storegade i Tarm. Herfra har Poul og Mille i mere end 20 år leveret en daglig lokalside til JydskeVestkysten. Daglig som i ’også om søndagen’.
Det er dog ikke Henrik Cavling, som Poul Bülow refererer til, når han fortæller om sin journalistiske metode, men derimod en stor Peter Plys-bamse, han har siddende på skabet i sit lille kontor i parcelhuset, der både udgør hans privatbolig og JydskeVestkystens Tarm-redaktion. ”Noget vil altid vise sig,” lyder et af bjørnens mange mundheld. Og med den overbevisning går Poul Bülow og Mille ud i byen.
»I morges gik vi ned forbi runddelen, hvor der ligger en nedlagt Fakta-butik. Så ser jeg, at der foregår noget derinde med noget tøjsalg. Det er sådan nogle ting, man får øje på, når man går rundt,« fortæller Bülow.
En fredfyldt mand
I disse år advarer arbejdsmiljøeksperter om det grænseløse arbejde, der æder al fritid og skaber en permanent stress-situation. Når Poul Bülow fortæller om sit arbejdsliv, ligner det på papiret et skrækeksempel på grænseløst arbejde – en arbejdsdag, der starter ved ottetiden, og hvor det sidste punktum ofte sættes hen ad 21. Syv dage om ugen. Men går man med Bülow og Mille på arbejde, ser man kun en fredfyldt mand, der går tur og hygger sig med at snakke med gode bekendte.
»Hvis der ikke sker noget i byen, smider vi måske et kamera i bilen og kører ud til Hvide Sande og køber en fisk og runder nogle landsbyer på vejen. Så skal vi hjem til frokost og som regel også en middagslur. Om eftermiddagen snakker jeg med landbetjenten. Det kan være, jeg selv har set en mystisk bil, som jeg har taget nummeret på. Så går vi i gang med at skrive, inden der skal laves mad. Det kan være, der er et aftenmøde, men jeg er som regel færdig i god tid inden deadline 22.30,« fortæller han.
Et privilegium at kende alle
Han er en stor mand i byen, bogstaveligt ment. Når en to meter høj skikkelse bevæger sig ned ad Storegade med en lille hund i snor, er ingen i tvivl om, at det er lokalpressen, der er på spil. Så har man nogle tips eller løse rygter, man vil af med, er det bare at skrå over gaden og tage fat i Bülow.
»Det er et utroligt privilegium at bo i en by, hvor man kender alle,« udbryder han spontant, mens vi trasker ud for at inspicere byen.
Storegade er byens hovednerve. Her ligger det gamle apotekerhus, som ligger til grund for, at Tarm fik sit eget hospital, der nu er afløst af et sundhedscenter. Overfor ligger butikken Outdoornu, hvor cyprioten Costas sælger friluftsudstyr. Og ved siden af har Poul Bülows gode ven Assad sin frisørsalon. I det lokale sad Bülow tidligere med sine kolleger, da JydskeVestkysten reelt havde en fysisk Tarm-redaktion. Han kommer her stadig ofte, men kun for at blive klippet og samle rygter op. Inde hos Assad stikker Hans pludselig hovedet ind ad døren, da han ser Bülow gennem vinduet. Hans er en vigtig mand, for han er formand for antenneforeningen.
»Der kan være nok så mange lokalpolitiske problemstillinger, men hvilke tv-kanaler der skal være i tv-pakken, det er virkelig noget, der kan få folk op af stolene,« fortæller Bülow.
Foto: Astrid Dalum
En sød kone mellem Lyne og Sønder Vium
Vi går også ind på Bechs Hotel, hvor han også ofte går forbi for en kop kaffe og en sludder med Finn, der ejer kroen, eller Bodil, der serverer kaffen. Hen over et stjerneskud ringer mobiltelefonen.
»Dav Lars … Hvornår har I det? … 15? … Jeg kigger forbi,« mumler Bülow.
»Peter Plys fik ret igen: Noget ville vise sig. Plejehjemmet har tidlig Sankt Hans-fest klokken 15,« konstaterer han efterfølgende.
Gåturen med Mille gør det ikke alene. Bülow dækker et stort område med landsbyer og landbrug helt ud til Hvide Sande.
»For fire år siden havde vi store problemer med distributionen af søndagsaviser, så jeg valgte at køre rundt med aviser til alle, der ikke havde fået. Det var den fedeste læserundersøgelse. For eksempel kan jeg huske, at der bor en rigtig sød kone ude mellem Lyne og Sønder Vium, og når jeg skriver om noget, der sker derude, skriver jeg altid til hende.«
Landsbyerne kaster mange historier af sig. De små lokalsamfund føler sig marginaliserede i samfundsudviklingen. Deres modtræk er at være aktive og gøre opmærksom på sig selv med initiativer, idéer og arrangementer. I Sønder Vium er man med i et omfattende energispare-projekt. I Sønder Bork har man søgt og fået penge fra A.P. Møller-fonden til et nyt forsamlingshus.
»Der er altid nok at skrive om,« konkluderer Bülow.
»Som journalister kan vi ikke leve af at bringe pressemeddelelser«
Men Poul Bülow er mere end en skrivende hyggeonkel i Tarm. Emner som vindmølle-byggerier og skabelsen af en nationalpark omkring Skjern Å har kastet mange kritiske tophistorier af sig. Faktisk så kritiske, at Ringkjøbing-Skjern Kommune på et tidspunkt foranstaltede en decideret klage-kampagne mod JydskeVestkystens chefredaktion over Bülows negative indstilling.
Han oplevede dog at få fuld opbakning fra avisledelsen.
»Jeg har en spids pen, og det vil jeg ha’. Som journalister kan vi ikke leve af at bringe pressemeddelelser. Vi er nødt til at sætte tingene skarpt op.«
Plads til historier fra dagcenteret
Turen går forbi et dagcenter for ældre, hvor han er en jævnlig gæst.
»Når de får avisen om formiddagen, er det en af dagens faste begivenheder for de ældre, at de sidder og læser den i fællesstuen. Jeg skriver tit om, hvad der foregår på centeret, og de elsker, når jeg kommer,« fortæller Poul Bülow.
Sådan en historie om en aktivitet på dagcenteret – skriver du den for læsernes skyld, eller er det i virkeligheden for de ældres skyld?
»Tja … det er egentlig et godt spørgsmål. Det er klart, at når du skriver under en by-bjælke i JydskeVestkysten, så kan du bringe historier, der normalt ikke ville kunne leve op til væsentlighedskriteriet i avisen. Så bliver der plads til en historie om dagcenteret, der laver et spil i haven.«
Foto: Astrid Dalum
Bülow når ikke at passere dagcenteret, før et vindue i muren pludselig smækkes op.
»Nå, hvad laver du, Poul?« lyder det fra den kvindelige ansatte på centeret, der stikker hovedet ud.
»Ja, jeg laver da noget lidt endnu. Men i morgen er det sidste dag.«
»Ahhh. Kan vi ikke lave en aftale om, at du kommer herned alligevel? Vi kan jo næsten ikke undvære dig.«
Afsked uden bitterhed
Det er ganske vist. Poul Bülow er tæt på at have gået sin sidste tur med Mille i JydskeVestkystens tjeneste. I forbindelse med dannelsen af Jysk Fynske Medier er Tarms to konkurrerende dagblade – JydskeVestkysten og Dagbladet Ringkjøbing-Skjern – blevet søsteraviser i samme koncern. Hidtil har Bülow siddet og konkurreret med to journalister på Dagbladet om at lave den bedste Tarm-dækning. At fjerne ham fra lønningslisten er en af de stordriftsfordele, der ligger i sådan en fusion.
Bülow fortæller om sin afsked uden bitterhed. Selv om han nærmer sig de 65 år, er det tydeligt, at det ikke er hans eget ønske at stoppe, men han forstår godt den rationaliseringsøvelse, der i denne omgang koster hans stilling.
»For mig har det været meget op og ned i den seneste tid. Jeg har været glad, og jeg har været ked af det. Men nu glæder jeg mig bare til, at det slutter i morgen.«
Den dykkende dame
Vi har krydset jernbaneoverskæringen i Tarm og er kommet til Lenas Plads, hvor bronzeskulpturen ’Den dykkende dame’ lader sin velpolstrede rumpe stikke op af et lille bassin. Pladsen er et stykke vestjysk pressehistorie. For godt et år siden blev den navngivet efter Lena Jeppesen, Dagbladets Tarm-redaktør gennem 33 år, indtil hun døde i 2013.
»Hun var en institution her i byen. En pragtfuld original. Hvad hun ikke kunne overkomme på 20 Prince og halvanden liter cola …« fortæller Poul Bülow og peger hendes hus ud, der lå et stenkast fra pladsen. De var konkurrenter og nære venner.
Historien om Lena Jeppesen er også historien om en tid, hvor dagspressen i den grad var til stede i Tarm. Både Dagbladet og JydskeVestkysten havde lokalredaktioner i byen, og på et tidspunkt sad der seks journalister og lavede historier om Tarm og omegn. I dag dækker Dagbladet Tarm fra deres redaktion i Skjern, og Bülow mistede sin skrivende kollega i byen for ni år siden, så hans sidste arbejdsdag bliver samtidig et farvel til byens sidste journalist.
At gå på pension bliver der ifølge Bülow selv ikke tale om. Han har en masse idéer. En af dem er at skrive historierne bag alle Danmarks gravhøje. Og så kunne han godt tænke sig at grave i nogle af de historier, han aldrig har haft tid til at dykke helt ned i, på grund af det daglige produktionskrav. Men den daglige lokaljournalistik er det slut med. Det er han afklaret med. Spørgsmålet er, om Tarm er det.
»Det er jo lidt et handicap, man har som journalist, at man hele tiden tænker i historier. Jeg bliver jo ved med at se historierne, når Mille og jeg går vores tur, og folk bliver ved at komme hen og give mig tips. Så problemet er, hvad jeg skal gøre med dem.«
Foto: Astrid Dalum
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg kommer fra Tarm, og jeg kan huske, hvordan min far altid sagde, at det var godt Bülow var så høj, for så kunne man se ham i god tid og nå at komme af vejen, hvis man gik og puttede med noget, som han ikke skulle opdage. "Hvis han fornemmer, der er noget, så spørger og spørger og spørger han", sagde min far.
Jeg ønsker dig et godt otium. Min familie har altid holdt dagbladet, så jeg har mest læst om Tarm gennem Lenas pen. Men alle i byen ved, hvem du er. Tak fordi du var der.