search

… der udtales kritik af Pressenævnet

 

 

Pressenævnets kendelser er skrevet i et tungt jurasprog. Nogle gange er de på grænsen til det uforståelige, siger flere redaktører. Det sproglige røgslør betyder, at ofre for pressefejl ikke bliver vasket rene.

Alt for svære at forstå. Sådan lyder kritikken af de kendelser, som mediernes vagthund, Pressenævnet, leverer. De uforståelige tekster betyder, at mediernes ofre ikke i tilstrækkelig grad får glæde af et medhold i Pressenævnet. Dermed svigter vagthunden sin vigtigste opgave.

En kendelse fra Pressenævnet, Ekstra Bladet måtte bringe i august sidste år, får for eksempel Ekstra Bladets administrerende chefredaktør til at bekymre sig for offerets retssikkerhed – det på trods af, at kendelsen gik imod Ekstra Bladet. I kendelsen skal læserne blandt andet gennem denne smøre, inden nævnet kommer frem til konklusionen:

Pressenævnet lægger på baggrund af sagens oplysninger til grund, at påtalen mod klager for overtrædelse af straffelovens § 108, stk. 1, blev opgivet, idet videre forfølgning ikke kunne ventes at føre til domfældelse, jf. retsplejelovens § 721, stk.1, nr.2, ligesom forholdet blev anset for forældet, jf. straffelovens § 93, stk.1, nr. 3.

I Ekstra Bladet fylder sætningen hele 12 linjer – uden et eneste punktum – og så følger en sætning på 13 linjer.

»En klager er svagt stillet med kendelsen her. Det svækker retssikkerheden, hvis en klager oplever, at en kendelse fra Pressenævnet er skrevet uforståeligt,« siger Hans Engell.

Kendelsen, der blev bragt i Ekstra Bladet sidste år, er et grimt eksempel på en svær tekst forfattet i Pressenævnet. Kendelsen er dog ikke den eneste svære tekst i nævnets arkiv.

For eksempel står der i en kendelse fra august i år, at »DASUs Amatør- og Ordensudvalg havde stadfæstet en afgørelse fra Karting-udvalget«. Pressenævnet forklarer ikke nærmere om udvalgene. Sætningen »kvalitativ ligelig gengivelse af parternes synspunkter i sagen« stammer også fra en pressenævns-kendelse.

SE og HØRs chefredaktør Henrik Qvortrup siger også, at svært tilgængelige pressenævnskendelser er et problem.

»Da de fleste pressenævns-kendelser går os imod, så tager jeg det temmelig afslappet, at der næppe er mange kernelæsere, der fatter, hvad der står,« siger Henrik Qvortrup til Journalisten. Han har dog sine betænkeligheder:
»Går man ud fra, at Pressenævnet er til for at give folk, der føler sig krænket, oprejsning, så fungerer kendelserne ikke helt efter hensigten.«

Læsernes redaktør på Politiken, Niels Nørgaard, mener også, at klagerne er bedre tjent med et pressenævn, der tydeligt forklarer, »hvad der er skidt, og hvad der er kanel«.

»Klagerne henvender sig til Pressenævnet, fordi de gerne vil have ændret et billede, der er tegnet af dem i offentligheden. Det billede får de ofte ikke ændret med kendelserne, fordi de er svære at forstå,« siger Niels Nørgaard.
En jurist er pennefører i gruppearbejdet med at skrive en pressenævns-kendelse.

Rent praktisk foregår det sådan, at juristen kommer med et udkast til de fire medlemmer af Pressenævnet, der har sagen.

De fire medlemmer retter så i teksten, hvorefter juristen skriver teksten ren. Til slut godkender de fire medlemmer af Pressenævnet teksten.

Formand for Pressenævnet, højesteretsdommer Niels Grubbe, siger, at sproget tit er til debat på møderne. Nævnets hensigt er ikke ­- ifølge Niels Grubbe – at en kendelse fremstår som kodede signaler mellem indviede parter:
»Intentionen er utvivlsomt, at vi søger at udtrykke os i et sprog, der er klart. Det er tvivlsomt, om det altid lykkes,« siger Niels Grubbe.

For eksempel mener Niels Grubbe, at kendelsen fra Ekstra Bladet med den lange remse af paragraffer ville være lettere at læse, hvis stikord forklarede, hvad der står i paragrafferne.

»Hovedformålet med at offentliggøre en kendelse er at give oprejsning til en person, der mener, at der er gjort noget forkert. Det er klart, at der gives bedre oprejsning, hvis sproget er klarere,« siger han.

To af de fire, der behandler en sag, er enten journalister eller redaktører. Derfor undrer Hans Engell sig over, at kendelserne ikke er skrevet mere forståeligt.

»I Pressenævnets kendelser bruges der meget kancelli-sprog i betragtning af, at en stor portion medlemmer har en journalistisk baggrund. Det er tiltrængt med en modernisering af sproget,« siger Hans Engell.

Han pointerer dog, at kendelserne ikke må være skrevet i et sprog, der kan skabe fortolkningsmæssig usikkerhed om, hvad kendelsen rent faktisk går ud på.

I Norge og Sverige er udtalelserne fra Allmänhetens Pressombudsman i Sverige og Pressens Faglige Utvalg i Norge skrevet af journalister.

Hos Allmänhetens Pressombudsman er Olle Stenholm den primære pennefører.

»Med en baggrund som journalist forsøger jeg at skrive enkelt, klart og forståeligt,« forklarer Olle Stenholm.

Både Olle Stenholm fra Sverige og Kjell M. Børringbo, sekretær for Pressens Faglige Utvalg i Norge, har læst en af det danske Pressenævns nyeste kendelser. De synes begge, at teksten er kompliceret og vanskelig at forstå.
Formanden for det danske Pressenævn mener ikke, at nævnet har behov for en journalist, der gennemskriver kendelserne, inden nævnet sender dem til medierne.

Derimod vil Niels Grubbe gerne have, at nævnets medlemmer, der er journalister og redaktører, i højere grad assisterer de øvrige medlemmer med at få skrevet en klar tekst.

Tage Clausen, medlem af Pressenævnet og journalist og informationschef på Jyllands-Posten, mener ikke, at kendelserne ville være anderledes, hvis han som journalist var den primære pennefører:

»Der er grænser for, hvor journalistisk kendelserne kan skrives, da de skal være juridisk holdbare. Kendelserne skal være entydige, så læserne ikke kan drage konklusioner, der ikke er belæg for. Prisen for det er, at de sommetider bliver lidt tungere, end en ren journalistisk tekst ville have været, men sådan mener jeg, at det må være,« siger Tage Clausen.

Læsernes redaktør på Politiken, Niels Nørgaard, efterlyser specielt, at Pressenævnet sætter sagen ind i en sammenhæng og dropper det juridiske sprog.
»Det er selvhøjtideligt, helt unødvendigt og upædagogisk, at Pressenævnet formulerer sig på den måde,« siger Niels Nørgaard.

Kommunikationskonsulent Yngve Søndergaard, der har været med til at lave en ny sprogpolitik for domstolene, mener også, at Pressenævnet burde gøre kendelserne mere appetitlige. Støv sproget af, og indled med konklusionen, lyder hans råd.

 

Kønsløst og usexet, kalder Yngve Søndergaard og Niels Nørgaard overskriften »Kendelse fra Pressenævnet«. Den overskrift skal medierne – ifølge loven – trykke sammen med selve kendelsen.

»Det er ikke en ophidsende overskrift, der lokker til læsning,« siger Yngve Søndergaard.

Niels Grubbe er heller ikke specielt glad for overskriften »Kendelse fra Pressenævnet«. På spørgsmålet, om han vil henvende sig til Folketinget, så nævnet selv kan få lov at bestemme rubrikken, kommer formanden og dommeren med følgende udtalelse:

»Som nævn mener vi ikke, at det i første række er vores opgave at påvirke lovgivningen. Vi har vurderet, at der i loven er taget hensyn til bladenes ret til selv at redigere. Og det anerkender vi.«

 

Skær det ud i rustfrit stål
OMDØMME. »Hr. Nielsen og fru Jensen i Ølgod fatter ikke en pind af, hvad der står i kendelsen,« siger ingeniøren Lars Søby, der indimellem arbejder som pressechef for Dansk Automobil Sports Union.

Han er årsag til, at B.T. i august i år måtte bringe en kendelse, hvor Pressenævnet slår fast, at B.T. har overtrådt god presseskik i en leder i et motor-tillæg.

I lederen står blandt andet, at Lars Søby opfinder falske anklager for at hævne sig og har gjort sig bemærket ved at komme med trusler. Lars Søby fik ikke mulighed for at svare igen på kritikken.

Lars Søby fik den negative omtale i B.T., efter at han havde været arrangør af et gokart-løb. Lars Søby synes ikke, at kendelsen har rettet op på hans omdømme.

»Folk fra motorsporten tror for eksempel stadig, at jeg er fuld af løgn. Man skal have journalistisk eller juridisk indsigt for at forstå, hvad Pressenævnet skriver,« siger Lars Søby.

To gange i kendelsen står ordene 'udtaler sin kritik'. De ord mener Lars Søby for eksempel ikke, at den almindelige læser helt forstår rækkevidden af.

»Kendelsen skulle have skåret det ud i rustfrit stål, hvad B.T. har gjort forkert over for mig. Så forstår den almindelige læser ­- hr. Nielsen, fru Jensen og lille Hjalte også, at B.T. havde kørt over for rødt med 200 kilometer i timen,« siger Lars Søby.

 

Kort om Pressenævnet
Pressenævnet er et uafhængigt offentligt nævn, der behandler klager over pressen. Nævnet afgjorde sin første sag i 1992. Nævnet består af otte medlemmer, der hver har sin stedfortræder. De nuværende, faste medlemmer er

– Niels Grubbe, højesteretsdommer og formand for Pressenævnet.

– Axel Kierkegaard, advokat og næstformand for Pressenævnet.

– Tage Clausen, journalist og informationschef på Jyllands-Posten.

– Kaare R. Skou, journalist på TV 2.

– Bo Maltesen, chefredaktør Politiken.

– Finn Rowold, redaktionschef DR.

– Kirsten Dyregaard, Liberalt Oplysnings Forbund.

– Ole Askvig, AOF Danmark (Arbejdernes Oplysnings Forbund)

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen