Der ryges dramasmøger på TV 2 Radio

TV 2 Radios medarbejdere er kede af, at det blev Ekstra Bladet og ikke ledelsen, der orienterede dem om fremtidsplanerne med SBS Radio.

TV 2 Radios medarbejdere er kede af, at det blev Ekstra Bladet og ikke ledelsen, der orienterede dem om fremtidsplanerne med SBS Radio.

Mens TV 2s bestyrelse holder møde om den længe ventede spareplan, går medarbejderne på TV 2 Radio rundt og bander på gangene.

Hele morgenen har medier som Ekstrabladet.dk og Business.dk været spækket med spekulationer om et kommende salg eller samarbejde med SBS Radio, der blandt andet står bag The Voice.

Ekstrabladet.dk skriver endda, at alle medarbejdere vil blive opsagt, hvilket naturligt nok har rejst mange – ubesvarede – spørgsmål på TV 2 Radio.

– Hvordan er stemningen på TV 2 Radio lige nu?

»Det er sgu svært at svare på. Vi er primært kede af, at Ekstra Bladet får det at vide før os. Det er lidt ufedt. Vi har først møde med vores chefer klokken 13.30, men klokken 9.50 stod jeg i studiet og læste om det på Eb.dk. Det var sådan, vi fik det at vide,« siger radiovært Gertrud Thisted Højlund til Journalisten.dk.

»Det er jo ikke en overraskelse som sådan. Vi vidste, at noget ville komme i dag, men vi havde håbet på at kunne snakke med cheferne, før det kom ud. Vi har en masse spørgsmål til, hvad sammenlægningen med SBS kommer til at betyde for os, men ingen kan svare på dem endnu. Vi har fået at vide, at ikke just alt det, der står i EB-artiklen, er sandt. Noget er, men vi ved ikke hvad,« fortsætter hun.

– Hvordan forbereder I jer på eftermiddagens udmelding?

»Folk går rundt og bander lidt, og vi kalder nogle chefer for øgenavne … nej, vi holder sammen og forsøger at holde humøret oppe. Nogle har været så flinke at købe morgenbrød og Gammel Dansk, og det hjælper jo lidt. Og så bliver der røget flere smøger. Der er også flere ikkerygere, der er begyndt at ryge dramasmøger,« siger Gertrud Thisted Højlund.

TV 2s adm. direktør, Merete Eldrup, fremlægger efter dagens bestyrelsesmøde en spareplan, der skal få TV 2 på ret køl oven på sidste års massive underskud på 213,5 millioner kroner.

1 Kommentar

Jan Eskildsen
28. APRIL 2008
Re: Der ryges dramasmøger på TV 2 Radio

Det er sgu da simpelthen også bare for groft.

Kan den ledelse slet ikke opføre sig professionelt?

Åbenbart ikke.