Der Nordschleswiger dropper papiret: ”Vi ældre bliver behandlet som skidt”
”Jeg tror stadig ikke på det”
Elsa Asmussen, 97 år, bor på plejehjemmet Lergården i Aabenraa. Har læst Der Nordschleswiger siden første udgave i 1946.
”Jeg læste i avisen, at de var begyndt at overveje at gøre den digital. Jeg tænkte, det var løgn. Jeg tror stadig ikke på det. Det kan de ikke gøre. Jeg føler, vi ældre bliver behandlet som skidt. Vi, der har været med til at opbygge mindretallets samfund og fået alt op at stå, skal vi smides væk?
Vi bliver svigtet i allerhøjeste grad. Vi skal være så moderne, men det kan jeg altså ikke. Det hører ingen steder hjemme, og jeg aner ikke, hvordan jeg overhovedet skal åbne en computer. Og så kan alt jo være lige meget. Hvad skal jeg så snakke med folk om? Så aner jeg jo ingenting.”
”Papiravisen er afgørende for os og andre foreninger i mindretallet”
Matthias Alpen, 52 år, præst og en del af frimenigheden i mindretallet. Han er en del af hovedbestyrelsen i BDN, men har ikke stemmeret.
”Kirken modtager ingen penge fra BDN (det tyske mindretal, Bund Deutsche Nordschleswiger), og derfor kan BDN selvfølgelig kritisere os for, at vi blander os. Men kirken er der jo for mindretallets skyld. Og kirken er virkelig en vigtig del for mindretallet. Omvendt er avisen virkelig vigtig for kirken.
Papiravisen er afgørende for os og andre foreninger i mindretallet, fordi læserne bliver informeret om, hvad der sker lokalt. Vi synes derfor, det er absolut problematisk at gøre avisen digital og hægte de ældre af.
Oversigten går tabt i det digitale univers. Man kan jo godt scrolle frem og tilbage, men det giver ikke samme overblik, som når man har avissiderne liggende foran sig og med det samme kan se, hvad der sker i de forskellige kommuner.
Journalisterne kan selvfølgelig skrive det samme i webversionen. Men så tror jeg, kirken og de andre foreninger vil annoncere på egne hjemmesider, og så er vi på vej mod en separatisme. Samlingspunktet kommer til at mangle.”
”Man må ikke slippe den trykte avis, uanset hvad det koster”
Erika Knutzen, 88 år, bor med sin mand i Aabenraa. Flyttede i 1949 fra Aabenraa, men vendte tilbage i år 2000.
”Da vi rejste i ’49, var det ikke rart at være tysker. Da vi kom tilbage, var jeg meget usikker på, hvordan jeg ville forholde mig til det tyske mindretal. Men forholdet mellem danskere og tyskere var i de mellemliggende år blevet meget afslappet. Vi genfandt gamle venner, og Der Nordschleswiger hjalp os med at finde os til rette i mindretallet.
Avisen kommer om morgenen, når vi sidder med vores kaffe. Så læser vi den, og så kan det være, vi klapper den sammen og læser videre senere. Jeg ved præcis, hvor jeg er kommet til i avisen og kan bladre frem og tilbage. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle have det overblik på nettet.
Hvordan skal jeg nu finde ud af, for eksempel hvornår der kommer en teatergruppe fra en af landsbyerne og giver forestilling? Og hvor bliver annoncerne af, når nogen dør? Hvornår er der begravelse? Det ser jeg sikkert ikke på nettet. Og hvad med de mange læserbreve, som tit udløser frugtbare diskussioner?
Jeg har brugt edb i mange år, men jeg gider ikke sidde ved computeren eller med tablet for at læse avis.
De ældre er med deres historie mindretallets kit. Man må ikke slippe den trykte avis, uanset hvad det koster at drive den. Så må mindretallet hellere spare på andre ting, eller man må sætte prisen op, så vi, der stadig vil have papiravisen, betaler for den.”
”Er vi sikre på, at vores hjemmeside til den tid er klar til at kunne være mindretallets talerør?”
Anke Haagensen, 55 år, journalist på Der Nordschleswiger, siden hun i 1988 var i mesterlære.
”Beslutningen om, at den ikke skal udkomme på print, kom hurtigere, end jeg havde håbet. Og jeg synes, beslutningen er taget på et tyndt grundlag.
Ledelsen i mindretallet og ledelsen på avisen har holdt nogle møder – men kun med hinanden. Det er deres egne holdninger og konklusioner, men de har ikke haft faglig ekspertise udefra.
Vores hjemmeside er ikke gearet til det her. Det er knap to et halvt år, til omstillingen skal ske, men er vi sikre på, at vores hjemmeside til den tid er klar til at kunne være mindretallets talerør?
Det giver selvfølgelig nogle muligheder for journalisterne ikke at være indskrænket af millimeter og specifikke rubriklængder. Vi kan skrive mere frit. Men jeg er altså bekymret for det der store verdensomspændende net. Det giver en masse muligheder, men der er også fare for, at vi bliver glemt fuldstændigt i det kæmpe udbud af nyhedsstof, der er. Hvorfor skulle man lægge mærke til os?”
”Det her er en måde at sige, at de ældre ikke betyder noget”
Andrea Kunsemüller, 70 år, sidder i menighedsrådet i Gråsten, tidligere elev på Der Nordschleswiger i forbindelse med journalistuddannelse.
”Der er så mange folk endnu, som stadig lever, og som vil læse avisen. Og de er lige så vigtige, som de unge er. Det her er en måde at sige, at de ældre ikke betyder noget.
Vi kan godt se dilemmaet, avisen står i, når det koster mere at drive avisen, end den tjener på abonnenterne. Men mindretalsaviser har aldrig skelet til oplagstal, for sådan en avis har en anden funktion.
Man kan ikke opveje prisen for at drive avisen med det sammenhold, det giver for mindretallet at læse den.”
”Selv om vi har været forberedt, er det skuffende. Tænk, at det skal være helt slut”
Volker Heesch, 62 år, journalist på Der Nordschleswiger siden 1985, (bortset fra et år).
”Jeg har læst Der Nordschleswiger al den tid, jeg har kunnet læse. Jeg har meget svært ved at forestille mig, at papiravisen forsvinder. Jeg troede, jeg skulle læse avisen som pensionist.
Der Nordschleswiger har en betydning som avis for de sønderjyske kommuner og læsere, der ikke kan sammenlignes med det at nå flere læsere.
Jeg kender jo baggrunden, og jeg ved, der er nedgang i oplaget. Men personligt kan jeg ikke forestille mig, at et onlinemedie kan erstatte en rigtig avis.
Selv om vi har været forberedt, er det skuffende. Tænk, at det skal være helt slut. Mit indtryk er altså, at folk, der hopper rundt i det digitale univers, mangler noget dybdegående information.”
”Jeg kan se, at vi virkelig får en udfordring med at få de ældre med”
Jon Thulstrup, 29 år, journalist på Der Nordschleswiger siden 2017.
”Jeg står mellem fronterne. Jeg arbejder online og skal derfor kæmpe for at få den del til at fungere. Jeg kan se, at vi virkelig får en udfordring med at få de ældre med. Men vi kan jo heller ikke på sigt lave avis for kun 200 mennesker.
Det er jo også min avis, der bliver lukket ned. Jeg har forældre og en bedstemor, som ikke er store fortalere for, at den bliver lukket. Og jeg vil også selv rigtig gerne læse den. Papir kan noget, som web ikke kan. Du kan sidde med en kop kaffe og bladre rundt. Jeg gider simpelthen ikke læse på en iPad.
Det skal da nok gå på en eller anden måde, men du kan ikke finde mange her, der tror på, at det her kommer til at gå fuldstændigt glat. Jeg ved ikke, om to et halvt år er meget til sådan en omstilling. Det vil vise sig.”
”Vores opgave er, at vi skal nå ud til mindretallet. Det gør vi ikke nu”
Gwyn Nissen, 55 år, chefredaktør på Der Nordschleswiger de seneste fem år. Er del af hovedbestyrelsen i BDN, men havde ikke stemmeret, da beslutningen om digitaliseringen blev truffet. Han støtter dog omstillingen.
”Den 16. juni 2018, da vi traf denne her beslutning i hovedbestyrelsen, vidste vi godt, at det var en historisk aften. Der er så meget hjerteblod forbundet med avisen. Jeg skrev selv min første artikel i Der Nordschleswiger, da jeg var 12 år.
Men om 10 år er vi nede på nul abonnenter. Vores opgave er, at vi skal nå ud til mindretallet. Det gør vi ikke nu, for mindretallet er i alt et sted mellem 12 og 15.000 mennesker.
Det var noget andet før i tiden. Hvis der var en annonce eller en artikel i avisen, så vidste hele mindretallet besked. Sådan er det ikke længere. Vi er ikke det kit, vi gerne vil være.
Der er mange, der siger, at de elsker at sidde med avisen i hænderne. Men mange af dem kan altså godt gå over på en iPad eller iPhone. Der er ikke den samme hygge forbundet med det, men det må da være indholdet, der tæller. Og det vil jo stadig være der – bare serveret på en anden måde.
Folk siger altid, at de ser mange flere ting, når de bladrer i avisen. Men hvem af os er ikke blevet grebet af noget på internettet og har så pludselig siddet og surfet rundt i to en halv time? Er det ikke på nettet, at hele verden åbner sig?
Det er rigtigt, at man flyver rundt på nettet. Men det er kun os, der har det her indhold. Det er for eksempel kun os, der skriver om mindretallets foreningsliv. Men vi skal selvfølgelig også bruge tiden nu på at finde ud af, hvad vi skal gøre for at få folk til at blive på siden.”
”Informationsbehovet er så stort og elementært, at de fleste finder en udvej”
Gösta Toft, 67 år, formand for den sociale institution Sozialdienst. Stemte for at lukke papiravisen.
”Jeg står i en lidt speciel situation, fordi jeg personligt synes, det er vigtigt, at vi får den digitale omstilling, men jeg tror, at cirka to tredjedele af de faste abonnenter på avisen også er medlemmer i Sozialdienst. Det er mange ældre, og de er jo generelt afvisende over for den fornyelse.
Men mine børn holder ingen aviser. De informerer sig på en anden måde, og det er jo forholdene i dag.
Vi vil gøre en ekstra indsats for at få alle med. Vi skal gøre det let for de ældre læsere, og vi skal have en direkte kontakt til dem. Opsøge dem i hjemmene og spørge, hvad problemet er. Det kan jo både være tekniske og personlige problemer.
Mange kan rent teknisk godt komme med, men har den principielle holdning, at hvis det her sker, så gider de ikke læse med mere. Men jeg tror, informationsbehovet er så stort og elementært, at de fleste finder en udvej.”
”Hvis mindretallet står og falder med, om vi har en papiravis eller en digital avis, så må vi hellere nedlægge mindretallet”
Gerhard Jacobsen, 54 år. Har læst Der Nordschleswiger, siden han var barn.
”Hvis den kunne fortsætte på papir, ville jeg også være lykkelig, men det har ingen gang på jord, og når udgifterne til at drive avisen er så høje, må man jo bruge sin sunde fornuft. Jeg tror, vi får et bedre produkt som læsere.
Hvis jeg har en papiravis og en iPad ved siden af hinanden, er der for mig ingen forskel. En digital avis giver mig mulighed for at læse den, når jeg har lyst – hvis jeg er på ferie i Italien, eller hvis jeg ikke kan sove om natten.
Hvis mindretallet står og falder med, om vi har en papiravis eller en digital avis, så må vi hellere nedlægge mindretallet. Jeg har altid været kritisk over for mindretallet. Jeg synes, der er kræfter i mindretallet, der er mere tyske end i Tyskland, og jeg synes, der bliver gravet skyttegrave for at værne om det.”
”De, der har fravalgt e-boks, får vi nok svært ved at få fat i”
Hinrich Jürgensen, formand for hovedbestyrelsen i BND.
”Vi sad alle til mødet med en følelse af gerne at ville beholde papiravisen. Men det er jo dyrt at køre tosporet. Lige nu kører vi med dobbelt besætning, fordi vi både har en onlineredaktion og en redaktion, der skriver til papir. Hvor længe kan vi holde til det?
Det drejer sig ikke om penge. Det drejer sig om, hvordan vi får den næste generation med, uden at økonomien eksploderer.
Da e-boks kom, var der jo også ramaskrig. De, der har fravalgt e-boks, får vi nok svært ved at få fat i. Men vi skal da prøve.”
”Man kan ikke komme uden om avisens betydning for mindretallets identitet”
Peter Iver Johannsen, tidligere generalsekretær i BDN 1973-2008 med ansvar for økonomi og det kulturelle og politiske arbejde.
”I min tid snakkede man også om, hvad fremtiden for avisen var. Om man skulle satse mere på online-produktet. Men det har hele tiden kun været tænkt som et supplement til papiravisen. Derfor er det overraskende for mig, at det skal være enten eller. Jeg er bestemt ikke tilfreds.
Man kan selvfølgelig ikke lukke øjnene for, at abonnementstallet er faldet. Men man kan ikke komme uden om avisens betydning for mindretallets identitet. Det er den daglige budbringer af nyheder fra mindretallet, nyheder fra Danmark og nyheder fra Tyskland. Og det er budbringeren af det tyske sprog i abonnenternes hjem.
Avisen har altid været en underskudsforretning. Men man har altid prioriteret at investere penge i avisen alligevel, fordi det er et bindeled blandt mindretallet.”