Da de Radikale sad i opposition, mente partiet, at medierne ikke havde »en jordisk chance for at afsløre magtmisbrug«, hvis VK-regeringens forslag til en ny offentlighedslov blev gennemført. I dag vil de ikke tage stilling til det konkrete eksempel.
Nuværende kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen var meget klar i spyttet i marts 2011:
»Det illustrerer tydeligt, at aviserne med de nye regler ikke har en jordisk chance for at afsløre magtmisbrug via aktindsigt, og det er ikke acceptabelt. Vi ønsker mere åbenhed og er mere end lorne ved paragraf 24.«
Kommentaren var en reaktion på de eksempler på dokumenter, der ikke længere ville være tilgængelige for offentligheden under VK-regeringens forslag til en ny offentlighedslov.
Det var Justitsministeriet, der havde vurderet dokumenterne, som journalister havde fået aktindsigt i, og som havde spillet en central rolle for afslørende historier.
Nu har de Radikale som en del af regeringen været med til at fremlægge et lovforslag, der minder meget om VK-regeringens. Journalisten har spurgt retsordfører Jeppe Mikkelsen, om de Radikale stadig mener, at det er uacceptabelt, at man under en ny lov ikke kan få indsigt i de konkrete dokumenter.
»Det synes jeg er udmærket at drøfte, og det vil jeg se på.«
Har I stadig den holdning, at det er uacceptabelt, at vi får en offentlighedslov, som ikke ville give aktindsigt i de konkrete mails, som var med til at afsløre kritisable forhold i Beskæftigelsesministeriet?
»Jeg synes, det er svært at gå ned i de konkrete eksempler og diskutere det kontrafaktisk.«
Det er vel kun ved at gå ned i de konkrete eksempler, at man kan få en konkret diskussion om emnet.
»Det, der er vigtigt for mig, er balance. Jeg synes, at ofte når man diskuterer det her i journalistverdenen, så glemmer man at spørge, om der ikke skal være en grænse. For skal der ikke være et eller andet fortroligt rum, hvor man kan være politikere og ministre? Jeg kender ikke så meget til de konkrete sager, men jeg er villig til at drøfte det, når der kommer mere på bordet.«
Du får ikke mere på bordet end det her. Vi har et helt konkret eksempel, som jeg har sendt til dig inden interviewet. I har taget politisk stilling til det for halvandet år siden. Jeg spørger om et emne, du har været med til at forhandle en aftale om. Synes I stadigvæk, at det er uacceptabelt?
»Jeg synes, at alle sådanne sager skal frem. Men vi bliver nok bare nødt til at indse, at når journalister ikke får lov til at sidde med til alle møder og ikke får lov til at læse alle mails, så sker der nok ting og sager, som offentligheden gerne ville have indsigt i. Man bliver bare nødt til at finde balancen, og der kan ikke være 100 procents åbenhed.«
Skal jeg forstå det sådan, at de Radikale har ændret holdning og ikke længere finder det uacceptabelt, hvis de givne dokumenter kan undtages fra aktindsigt under den nye aftale?
»Det ved jeg ikke. Det vil jeg tage stilling til, når det kommer.«
Når de Radikale har skiftet holdning fra at kalde det uacceptabelt til ikke at ville tage stilling, har det så noget at gøre med, at I i mellemtiden er blevet en del af regeringen?
»Nej.«
Kan du se det pudsige i sammenfaldet mellem jeres holdningsskift til paragraf 24 og 27 og jeres indtræden i regeringen?
»Vi har kigget på substansen og drøftet det igen. Det har ikke noget at gøre med, at vi er kommet i regeringen. Jeg tror ikke, at en aftale før valget havde set meget anderledes ud, og jeg tror stadig, at de Radikale havde været med i den.«
Så meget aktindsigt ville Jesper Tynell have fået i mailen fra forrige side under den nye offentlighedslov, som VK-regeringen fremlagde. Den nye aftale om offentlighedsloven er næsten magen til.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Bla bla bla ham der Mikkelsen spinner så det ikke er til at hører på. Man kan ihvertifald ikke få noget konstruktivt ud af ham. Kommer med positive ord som balance og fortroligt rum, der er en grund til at det hedder offentlighedsloven. Du sidder ikke derhjemme Hr. Mikkelsen.