Er glasset halvt fuldt eller halvt tomt?  Flertallet af de mere end 5.000 nordiske journalister, som Journalisten har spurgt om etik på nettet, har meget lille tillid til nettet som medieplatform. De synes, det går for hurtigt, og det skader kvaliteten. 62 procent mener, at netmedierne trækker mediernes etik ned.

Men spørger man en af netjournalistikkens pionerer, Michael Arreboe, kanalchef for dr.dk, udtrykker han optimisme, mens medlemmerne i Danmark, Sverige og Finland udtrykker bekymring. Som han ser det, har netjournalistikken udviklet sig med raketfart. Faktisk er det ikke mere end syv år siden, at Politiken og en række andre dagblade etablerede netredaktioner, der kunne lave opsøgende journalistik og ikke bare fylde indhold fra avisen og telegrammer på med en skovl.

»Hvis vi sammenligner med 2006, er det vildt, så meget netmedierne har rykket sig. I begyndelsen konkurrerede vi jo om at lægge Ritzau-telegrammer på så hurtigt som muligt. Dengang var det sjældent, at man lavede selvstændig journalistik, havde tid til at ringe til kilder – eller ringe til flere kilder,« siger han.

Mens 59 procent i undersøgelsen har mest tillid til trykte medier som for eksempel dagbladene, stoler kun 3 procent mest på digitale medier. Det lave tal undrer Michael Arreboe.
»For mig er det lidt af en gåde. Jeg tror, det kan forklares med, at netmediet er et så nyt medie. Andre medier – radio, tv og aviser – har optjent folks tillid gennem mange år. Men der er trods alt 3 procent,« siger han.

Han tror også, at den manglende tillid til digitale medier bunder i en frygt for fremtiden.
»Jeg hørte på et tidspunkt om en maler, der var helt i krise, fordi han i tre år havde gået og malet 740 fuldstændigt ens badeværelser i et boligkompleks. Han elskede, at han præcist vidste, hvad han skulle lave. Nu skulle han lave noget andet, og det gjorde ham utryg.«

Selv har han arbejdet digitalt siden 1997. Først som netredaktør på Århus Stiftstidende, siden som digital mediechef på politiken.dk og fra 2011 som kanalchef på dr.dk.
Han siger, at selv om mange mennesker almindeligvis betegner sig som omstillingsparate, så frygter vi forandringer. Men fremtiden er digital, siger han.
»Det kan man ikke lave om på.«

Han forstår det ikke, når mediefolk siger, at de ikke vil på nettet.
»Jeg synes, det er sindssygt spændende at arbejde med.«

Netmedier rummer nemlig store muligheder for journalister og journalistikken.
»Det er hurtigt, det er dybt, man kan eksperimentere med sproget og fortælleformer. Det er vi slet ikke kommet i hus med endnu. På nettet kan man være med til at definere journalistikkens formsprog. Det synes jeg er sjovt at være med til.«

Da han begyndte på Århus Stiftstidende i 1997, var der ingen netforbindelse på avisen. Og heller ikke nogen hjemmeside.
»Jeg skulle bringe Stiften på nettet, men når jeg selv skulle på nettet, måtte jeg switche min telefon over på modemmet og switche tilbage igen, når jeg var færdig, så telefonen ikke var optaget hele tiden. I begyndelsen var jeg den eneste medarbejder,« husker han.

Da han skiftede til Politiken, blev netredaktionen i 2006 oprustet til 30 medarbejdere. Pludselig kunne redaktionen lave historier med sine egne vinkler i stedet for bare at bruge artikler fra avisen og nyhedstelegrammer fra ind- og udland.
»Vi kunne sætte tre mand til at dække folketingsvalget eller tage ud af huset og lave reportage. Man kunne reagere selvstændigt på nyhedsdagsordenen. Selv om vi citerede andre, fulgte vi også selv op,« siger Michael Arreboe, der mener, at det er lang tid siden, netmedierne bare distribuerede andres indhold.
»Netmedierne i dag er lige så proaktive som andre medier.«

Et af de få punkter, hvor han er helt enig med journalisterne i undersøgelsen, er, at netmedierne har den fordel, at de kan publicere hele tiden.
»Netmediets mulighed for at udkomme fra minut til minut er mediets unique selling point. Her adskiller mediet sig fra andre medier, og derfor er det naturligvis også det særkende og den fordel, der er blevet dyrket for at give mediet en position i forhold til andre medier,« forklarer han.

Mens 74 procent i undersøgelsen mener, at netmedier publicerer så hurtigt, at det går ud over kvaliteten, siger Michael Arreboe, at brugerne forventer hurtighed.
»Hvis folk skal kunne stole på medierne, skal vi have historien om det flystyrt, som folk skriver om på Facebook. Har vi ikke den historie, er vi ikke et troværdigt medie set ud fra brugernes perspektiv.«
Nettet betyder også, at brugerne i dag kan påpege fejl hurtigere end tidligere.
»I gamle dage – før nettet – var der ikke samme mulighed for, at brugerne kunne validere det, medierne skrev. I dag dør historien, hvis der er fejl. Tidligere kunne den køre i lang tid, før den blev slået ned.«

Når nettet rangerer så lavt i undersøgelsen, skyldes det også nettets lave status blandt journalisterne, mener Michael Arreboe.
»Netmedier betragtes som et hurtigt revolvermedie med en lav etik. Det vigtigste er, at man er hurtig for enhver pris, lyder den gængse opfattelse. For DR og dagbladenes hjemmesider mener jeg, at det er et helt forfejlet billede.

Så alt i alt er kritikken forfejlet?
»Ja, jeg mener, at journalistikken på de danske netmedier bliver bedre og bedre. Hurtighed er et grundvilkår for netjournalistik, men jeg synes, netmedierne generelt er gode til også at overholde de journalistiske principper. Det er jo heller ikke netmedierne, der topper på Pressenævnets liste over sager,« forklarer han.

Han mener, at netjournalister anno 2013 står over for en unik mulighed for at forme de digitale mediers fremtid, fordi platformen er så ung. Hvis man er med på vognen, kan man være med til at bestemme, hvilken vej den skal køre.
»Der er ikke nogen dogmer, og hvis de er der, er de ikke større end, at man kan diskutere dem. Vi skal finde ud af, hvordan vi finder de bedst mulige løsninger. Det er da fantastisk.«

For eksempel er DR ved at etablere en databaseredaktion, der skal udvikle den undersøgende journalistik på nettet – gruppen skal udforske, hvordan man finder kilder, cases, eksperter og præsenterer journalistikken på nettet på nye måder.
»Vi har fået en god model for breaking news og løbende nyhedsopdateringer af en god kvalitet. Men hvad kan netjournalistikken mere? Den kan mere end at være hurtig. Tiden er inde til næste level.«

Hvad siger du til, at 74 procent mener, at det går så hurtigt på nettet, at det skader kvaliteten, fordi der ikke er tid til faktatjek eller til at cleare citater?
»Netmediet er hurtigt. Men det er også hurtigt til at rette fejl og slå historier ned igen. Når det gælder breaking news eller de store historier på nyhedsdagsordenen, vil de fleste netmedier jo selv sætte kræfter ind på historien, selv om de ikke havde den første version selv, og dermed hurtigt få tjekket historien.«

Synes du, det går for hurtigt?
»Nej, det synes jeg ikke. Jeg tror, det er en skrøne. Det er kun på breaking news, at hurtighed betyder så meget. For mange andre historier er det lige meget, om man publicerer klokken 8 eller 16. Netredaktionerne sidder ikke på gloende pæle og kaster halve sætninger ud til brugerne.«

Er det et mål for dr.dk at være hurtigere end for eksempel Ekstra Bladet eller tv2.dk?
»Når jeg kigger på hurtighed, handler det ikke om at slå EB eller tv2.dk, men at give information så hurtigt som muligt til brugerne i forhold til historiens væsentlighed. Når der sker store ting, er vi forpligtede på at skrive hurtigt.«

Presser de sociale medier netmedierne til at publicere hurtigere end tidligere?
»Konkurrencen var der også før. Fra tv, sms eller mails. Lige nu spredes nyheder hurtigere og hurtigere. Vi skal ikke være med for enhver pris. Men hvis det er væsentligt og validt, så skal vi være der, ellers er du ikke troværdig i brugernes optik. Derfor er hurtighed en del af vores troværdighed.«

I undersøgelsens fritekstsvar skriver mange, at netmedierne har rubrikker, som ikke holder, hvad de lover. Hvor stort er det problem?
»Jeg synes, det er forsvindende lille. Det kommer an på mediet. Brugerne ved godt, at nogle medier kommunikerer på den bestemte måde – og det kan de godt aflæse. De forventer ikke andet. Mit udgangspunkt er, at rubrikken først og fremmest skal være dækkende.«

Giver du de 74 procent ret i, at der er færre øjne på produktet, før man publicerer på nettet?
»På Politiken havde vi en regel om sidemandsgennemlæsning, før vi afleverede en artikel, fordi redaktionssekretæren ikke kunne nå at læse det hele nøje igennem. Derfor brugte vi kollegalæsning til at tjekke stavning, forståelse og vinkel. Jeg tror, der er lige mange led på de fleste netredaktioner og aviser. Og der er også travlt på en avis, hvor alle artikler ofte afleveres samtidig tæt på deadline.«

33 procent ser klik som en fordel, mens 78 procent mener, at jagten på klik skader journalistikken. Hvem har ret?
»De har begge to ret. Man skal ikke fokusere på de artikler, der klikker godt, men de historier, der ikke gør det – men som man synes brugerne burde få øje på. Hvis en artikel får for få klik, kan man måske lave en ny rubrik eller formidle den på en ny måde. Det er mediets nyhedskriterium og profil, der skal bestemme, hvilke historier læserne skal have. Det er ikke klik. Hvis man på et seriøst medie smider videoer på med katte, der kommer til skade, for at få klik, er det skadeligt for mediets brand og svarer til at tisse i bukserne for at få varmen.«