»Der er sket meget, siden vi var tre mand og skulle låne toilettet hos Bilzonen«

Watch Medier er en af mediebranchens få succeshistorier. På knap seks år er redaktionen vokset fra tre til 40 mand og fra ét til syv medier. Journalistikken driver værket, siger chefredaktøren. »Vi bruger stort set alle vores kræfter på vores kerneydelse; branchenyheder og unik journalistik«
  • Watch Medier
    Chefredaktør og adm. direktør i Watch Medier Anders Heering.
07.09.2016 · 09:03

Da Jyllands-Posten for nylig skulle finde besparelser for 30 millioner kroner, slap mediehuset Watch Medier, som avisen driver, uden at blive beskåret med så meget som en krone.

»Watch Medier er fritaget, fordi Watch Medier går så flot, som de gør, og er foran alle budgetter,« lød forklaringen fra Jyllands-Postens daværende chefredaktør, Jørn Mikkelsen. 

Watch Medier, der i dag består af syv forskellige nichemedier om hver sin branche, kan dermed bryste sig af at være en af mediebranchens få succeshistorier. På knap seks år er antallet af Watch-medier øget fra ét til syv, og redaktionen er vokset fra tre til 40 mand.  

»Der er sket meget, siden vi var tre mand og skulle låne toilettet hos Bilzonen nedenunder. Jeg har hele tiden troet på, at der var et hul i markedet for erhvervsmedier med fokus på specifikke brancher og fagmedarbejdere, der ved, hvad de skriver om. Men at det skulle ende med syv medier efter få år - det havde jeg ikke lige forestillet mig,« siger Anders Heering, adm. direktør og chefredaktør hos Watch Medier.

 Taget en hulens masse fravalg

Finanswatch.dk gik som det første medie i Watch-familien i luften i december 2010. Året efter blev Mediawatch.dk – der har eksisteret siden 1997 – lagt ind under selskabet, og siden er fem nye medier løbende kommet til.

I dag består Watch-familien af Finanswatch.dk, Mediawatch.dk, Medwatch.dk, Shippingwatch.dk, Energiwatch.dk, Fødevarewatch.dk og Ejendomswatch.dk. Redaktionerne fungerer som små selvstændige enheder i den store redaktion, og pengene kommer for to tredjedeles vedkommende fra abonnenter. Typisk er det abonnementer, som virksomheder køber til deres medarbejdere.    

»Det, at vi er abonnementsfinansierede, betyder, at vi kan koncentrere os om at lave god journalistik til vores abonnenter frem for clickbait og rubrikker, der ikke helt holder, men skaber flest mulige klik til annoncørerne. Journalistisk er vores mål at lave uafhængig, kritisk og fair erhvervsjournalistik med fokus på substansen. Den kombination har der vist sig at være efterspørgsel på,« siger Anders Heering.

Og det er i virkeligheden det element i Watch Mediers’ succes, der ifølge chefredaktøren selv kan være mest inspirerende for andre:

»Det positive ved vores historie er, at det er journalistikken, der driver værket. Vores sites er total basic - de ligner alle sammen hinanden, der er ingen variation i løbet af dagen, ingen podcasts, web-tv, smarte features eller vilde annonceformater. Vi har taget en hulens masse fravalg, som betyder, at vi bruger stort set alle vores kræfter på vores kerneydelse; branchenyheder og unik journalistik,« siger han.

Gør det lettere at være født online  

Anders Heering peger desuden på, at Watch Medier har fundet et hul i markedet. Nyheder direkte målrettet bestemte brancher er nemlig svært at finde andre steder, mener han.  

»Hvor man tidligere kunne få en kontinuerlig dækning af sin branche i de brede erhvervsmedier, så har mange af de store erhvervsmedier nu sparet tillæggene væk og skåret ned på fagmedarbejdere. De prioriterer hårdere og hårdere at fokusere på de allerstørste virksomheder og historier, og det har skabt et behov for nichemedier som vores,« siger han. 

Sidste år gik Watch Medier som helhed i plus for første gang. Det var et år før planlagt – og Anders Heering forventer et større positivt resultat i år, selv om Ejendomswatch.dk gik i luften tidligere i år. Typisk går der nogle år, fra et nyt Watch-medie er sat i søen, til det bliver en overskudsforretning.

»Men den grundlæggende model har vist sig at holde, og det er jo et godt udgangspunkt. Vi skal ikke igennem den tranformation, som mange andre medievirksomheder står i. Vi er født online, og vores nuværende forretningsmodel er også den, vi skal have i fremtiden. Alle de relevante virksomheder køber abonnementer hos os i større eller mindre grad,« fortæller han. 

Sætter det nogle grænser for, hvor kritiske I kan være i jeres journalistik, at det er virksomhederne selv, der betaler? 

»Overhovedet ikke. Vi har præcis samme opdeling mellem det kommercielle og redaktionelle, som alle andre seriøse medier har. Og vores dækning afspejler, at vi ikke holder os tilbage for at gå til stålet, når det er nødvendigt. Der er ikke noget i vores forretningsmodel, som gør, at vi skulle gå mindre kritisk til kilderne.«

Forsøger at holde fast i iværksætterstemningen  

Watch Mediers ekstreme vokseværk har betydet, at det er en markant anden virksomhed, Anders Heering i dag er chef for, end den han var med til at starte i 2010.

»Ledelsesmæssigt har en af opgaverne været at sikre, at alle bevarer ejerskabet til projektet. For det er jo klart, at kulturen ændrer sig, når man vokser fra tre til 40 mand på fem år. Men vi har forsøgt at bevare noget af det gode ved den kultur, vi havde fra begyndelsen,« siger han.

Hvad var det gode ved den kultur?

»Det er klart, at det giver det en fantastisk motivation og iværksætterstemning, når man sidder tre mennesker og har kniven for struben. Det ændrer sig selvfølgelig, når man vokser fra tre til 40 mand og bliver en rigtig virksomhed med tillidsmand, og hvad der ellers hører med,« siger han og tilføjer:

»Men jeg synes alligevel, at vi har formået at holde fast i meget af den kultur og det drive, der har gjort os til en succes.«

Kommentar

Seneste jobopslag

Studerende til kommunikationsenhed i europæisk topklasse

Lægemiddelstyrelsen
Ansøgningsfrist: 29.10

SoMe specialist til Skattestyrelsen

Skattestyrelsen
Ansøgningsfrist: 26.10

Ambitiøs kommunikationschef

Kalundborg Kommune
Ansøgningsfrist: 05.11

Designchef til Zetland

Zetland
Ansøgningsfrist: 10.11

Netavisen Pio søger skarp politisk journalist

Netavisen Pio
Ansøgningsfrist: 29.10

Assisterende perspektivredaktør til Børsen

Børsen
Ansøgningsfrist: 29.10

Informationsmedarbejder til Kvalitet & Udvikling

Lolland Kommune
Ansøgningsfrist: 21.10

ROBOT STORYTELLERS

Grouleff Communications
Ansøgningsfrist: 25.10

Chefredaktør til Djøfbladet

DJØF
Ansøgningsfrist: 26.10

Journalist der kan lidt mere end dit fadervor

Professionshøjskolen ABSALON
Ansøgningsfrist: 22.10

Skrivende redaktionsleder til FORSKERforum

Dansk Magisterforening
Ansøgningsfrist: 31.10

To studerende søges til Dansk Journalistforbund – DJ Rettighedsmidler

Dansk Journalistforbund
Ansøgningsfrist: 29.10

SoMe- og webredaktør

DGI
Ansøgningsfrist: 21.10

Adjunkt til TV- og Medietilrettelæggelse på DMJX

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 29.10

Kommunikationskonsulent til Videnskabernes Selskab

Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab
Ansøgningsfrist: 22.10

Nye undervisere og udviklere til Center for Journalistik på SDU

SDU - Syddansk Universitet
Ansøgningsfrist: 31.10

Ekstra Bladet søger reportere til Jylland

Ekstra Bladet
Ansøgningsfrist: 21.10