Sex, død eller sygdom. Hvis folk vil fortælle deres historie, er intet for privat eller pinligt for freelancejournalist Jette Lüthcke.

TILLID. Hun har lige interviewet en ung fyr med hudsygdommen psoriasis. Han skulle egentlig tale om, at psoriasis-patienter ofte bliver mobbet. Men det kom også til at handle om den unge mands sexliv.
»Jeg ved ikke, hvordan vi kom ind på det med sex,« siger Jette Lüthcke.
»Jeg tror, det var, fordi jeg spurgte, hvor udslettet sad henne.«
Det viste sig, at kilden havde psoriasis i skridtet. Hans hud dernede var så skællet, at den sprækkede.
»Og så har man ikke særlig meget lyst til sex.«
Sådan går det tit, når freelancejournalist Jette Lüthcke interviewer casepersoner. De betror hende ting, der er så smertefulde, private eller
tabubelagte, at de ofte ikke har fortalt det til deres nærmeste venner og familie. Med sundhed som et af sine stofområder har Jette Lüthcke gennem årene interviewet alvorligt syge, kræftpatienter, forældre til børn med cancer, barnløse og transvestitter.
Hun er egentlig uddannet sygeplejerske, men har arbejdet med journalistik og kommunikation i 20 år. Hun er en del af kontorfællesskabet Citat i Københavns indre by, og på kundelisten står blandt andet Dagens Medicin, Femina, ALT for damerne, Fokusmagasinet, Dagens Puls, Helse og diverse fagblade.
Når hun skal interviewe erfaringspersoner, har hun altid en pakke Kleenex med.
»Nogle gange er det bare så sørgeligt, når forældre har mistet et barn, at det er lige til at græde over. Og gråd er et af de største tabuer i vores samfund. Derfor siger jeg altid til kilderne, at jeg ikke har problemer med, at de græder. Jeg har selv let til gråd – og hvad så? Det gør da ikke noget. Det er derfor, jeg tager lommetørklæderne med.«

Jette Lüthcke var sygeplejerske i tre år, før hun blev journalist. Hun tog sig blandt andet af dødeligt syge cancerpatienter og deres pårørende. Det lærte hende, at selv om en samtale kan være svær og smertefuld, er der ikke noget at være bange for.
»Der er i dag intet, jeg ikke tør spørge om eller er bange for at få at vide,« siger Jette Lüthcke, der mener, at de fleste kilder er gode til at mærke, om man som journalist kan rumme deres historie.
»De skal føle, at jeg passer godt på dem, og at jeg behandler dem med respekt. Hvis de kan mærke det, åbner de sig gerne.«
Da hun – sammen med en anden tidligere sygeplejerske – for nogle år siden lavede en dokumentarudsendelse om en transvestit til TV 2, mødte hun kvindelige venner og kolleger, der ikke kunne forlige sig med tanken om at bo sammen med en mand i dametøj.
Nogle mente, at det var værre end at have en voldelig ægtemand.
»Selv om jeg heller ikke synes, det ville være fedt at være gift med en transvestit, skal man kunne sætte sig ud over sit eget lille småborgerlige liv og møde folk med et åbent sind. Kilderne skal føle, at de kan fortælle deres historie – de skal ikke forsvare sig.«

»HÆMNINGSLØST NYSGERRIG og ekstremt videbegærlig« er nogle af de ord, hun sætter på sig selv. Samtidig er det vigtigt at være tålmodig.
»Du skal have roen. Hvis telefonen ringer hele tiden, og du kun har 30 minutter, fortæller de ikke om sorgen ved ikke at kunne få børn eller ved at være alvorligt syge. Du må give noget for at få noget.«
Desværre passer det ifølge Jette Lüthcke ikke så godt med arbejdsbetingelserne for freelancere, når hun for eksempel tager turen til Gilleleje for at lave et erfaringsinterview til en artikel, der ikke giver ret mange penge.
»Men jeg får de bedste resultater ved at snakke med folk derhjemme.«
Når hun møder folk, er hun meget opmærksom på at bruge det rigtige kropssprog.
»Jeg skal vise med hele min krop, at jeg er parat til at lytte til deres historie. Jeg skal signalere: "Du er hovedpersonen for mig lige nu",« siger Jette Lüthcke, der plejer at tage skoene af og sætte sig lige over for kilden.
Selv om det kan ligne en venindesamtale, er det ikke tilfældet, siger hun.
»Det kan godt være, at kilderne føler, at vi bare sidder og taler hyggeligt. Men jeg ved præcis, hvad jeg vil have. Jeg får bare mere med hjem, når kilderne slapper af.«

FØR HUN GÅR I GANG med at interviewe en caseperson, laver Jette Lüthcke altid den samme kontrakt med kilderne. De skal fortælle hende alt – og de har lov til at trække det ud igen, når de får artiklen til gennemlæsning.
Hun har aldrig oplevet, at en kilde blev sur eller fornærmet over noget, hun havde skrevet. Deres ønsker om rettelser er rene bagateller, som ofte handler om at beskytte folk i deres omgangskreds.
»Jeg havde for eksempel en ung pige med brystkræft, som fortalte, at søsteren havde været en større belastning end hjælp under sygdomsforløbet. Det omskrev vi lidt for ikke at såre søsteren.«
En ting, hun altid holder sig fra under interviewet, er at forsøge at vinde sympati ved at fortælle kilderne, at hun ved, hvordan de har det.
»Når du sidder over for et menneske med en alvorlig sygdom som for eksempel cancer, skal du aldrig sige: "Hvor er det dog forfærdeligt!" Det ved folk godt selv, og hvad skal de svare? Hvis de siger, at det var forfærdeligt at få fjernet brystet, siger jeg for eksempel "det er da noget møg" – eller hvis det er noget helt ekstremt: "Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige."«
Hun kan godt finde på at bringe sig selv på banen og fortælle, at hun for eksempel har en veninde, der også fik brystkræft.
»Det er en meget fin balancegang, hvor jeg skal undgå eksempler, der er så forfærdelige, at de overskygger kilden.«
Jette Lüthcke fortæller altid sine kilder, at det er vigtigt for hende at få følelserne med. Og hvis nogle har svært ved at sætte ord på deres følelser, er hun ikke bange for at stille det samme spørgsmål 10 gange. En enkelt gang har hun dog oplevet, at det ikke lykkedes. Det var en ung kvinde, der fik brystkræft og måtte abortere, fordi hun skulle i kemobehandling.
»Hun var god til at forklare sig, men selv om jeg spurgte hende 100 gange om, hvordan hun havde følt det, var hun helt lukket.«
På spørgsmålet om, hvorvidt hun selv har lyst til at være kilde i en af den type historier, hun skriver, svarer Jette Lüthcke:
»Jeg ville aldrig nogensinde stille op. Jeg er et privat menneske, og hvis jeg kom til at fejle noget, ville jeg kun fortælle det til dem, jeg kender. Jeg har ingen tabuer som interviewer, men som privatperson har jeg det selvfølgelig. Derfor skal vi som journalister være taknemmelige for, at nogle har modet til at stille op.« •

TÆTTERE PÅ ET TABU

ANSIGT TIL ANSIGT
Du opnår den bedste kontakt ved at møde folk. Det kan være en god idé at tage noter,
så kilden ikke oplever, at du kigger hele tiden.

KROPSSPROG
Sæt dig godt til rette og vis med din krop,
at du er åben og lyttende.

INGEN HÆMNINGER
Stil hellere for mange nærgående spørgsmål end for få. Mange kilder er ikke bange for at fortælle hele historien, hvis de stoler på dig.

SPAR PÅ DE STORE ORD
Bild ikke din kilde ind, at du forstår, hvordan det føles at miste et barn eller at være dødeligt syg.

Kilde: Jette Lütcke, freelancer