Inden Odense efter planen kan nyde godt af en splinterny letbane – eller sporvognsforbindelse – vil mange odenseanere brokke sig over støj, gravemaskiner i baghaven og trafikale problemer. Derfor opruster Odense Letbane, så teamet af kommunikatører nu foreløbig består af tre mand.
Den senest ansatte er journalist Thomas Juhl Bruun, som kommer fra en stilling som journalist og redaktør på Vollsmose Avisen og starter som letbanejournalist den 1. oktober.
»Jeg tror på, at letbanen kan være med til at åbne Odense op. Der bliver investeret milliarder i nyt OUH (nyt supersygehus ved campus, red), på havnen og i omdannelsen af Thomas B. Thrigesgade, og det er letbanen, der binder det hele sammen,« mener han.
Thomas Juhl Bruun ser det som en stor udfordring at informere borgerne om, »at det, der venter for enden af regnbuen, er værd at vente på«.
»For før det bliver godt, bliver det rigtig skidt. Det er et indgreb i folks dagligdag, af flere omgange, men det er det hele værd, fordi letbanen tilfører værdi for den enkelte borger. Der bliver tiltrukket vækst og arbejdspladser, og det hæver ejendomsværdien, hvis man bor tæt på banen. Det handler om at informere om, hvad der sker, og hvornår det sker, og at der er en slutdato. Men vi skal også være ærlige, så der ikke bliver dannet myter.«
Hvilke myter kunne det være?
»Det kunne være, hvor store indgrebene bliver, og hvor lang tid de varer. Der er også nogle, der mener, at det vil være skidt for værdien af deres ejendom, fordi de kobler det sammen med at bo tæt på togbanen, men det her er noget helt andet. Det er en hurtigere og rarere og mere støjsvag transportform end busser og biler. Vi kan ikke kalde os en storby, hvis vi ikke har et tidssvarende transportsystem.«
Utilfredse borgere
Thomas Juhl Bruuns primære opgave er at producere indhold til hjemmeside, sociale medier og andre platforme samt at lave PR. Hans titel er journalist.
Men det er trods alt kommunikationsarbejde, så du er vel også kommunikationsmedarbejder?
»Det er jeg sådan set i forvejen. I dag er jeg journalist og redaktør, men jeg arbejder inden for en ramme og har visioner og strategier, som jeg skal tænke alt mit arbejde ind i, så jeg med små historier kan bidrage til en større fortælling. Jeg har det fint med det, det falder mig naturligt. Mit job handler om at informere i stedet for at opstøve konflikter.«
Forventer du lige så mange utilfredse borgere, som der har været i forbindelse med omdannelsen af Thomas B. Thrigesgade i centrum af byen?
»Der er ingen tvivl om, at det vil komme til at påvirke folks hverdag. Det er meget synligt, nogle får endda eksproprieret deres baghave. Det er klart, at der vil være en masse utryghed, og derfor er den primære opgave at informere om, hvad målet er, og hvad man kan se frem til. Man kan ikke lave så store infrastrukturændringer, uden at det fører utilfredshed med sig, men når det er færdigt, glemmer folk, hvad de var imod. Det klassiske eksempel er Storebæltsbroen. Der er vel ikke nogen, der savner kaffen på Storebæltsfærgen i dag. Sådan vil det også være med letbanen, det er jeg sikker på.«
Aldrig gjort før i DK
Ifølge kommunikationschef Benthe Vestergaard Jørgensen vil kommunikationsteamet søge inspiration der, hvor der er erfaring med større trafikprojekter.
»Det er min klare plan både at kigge til København og tage til udlandet inden jul for at kigge på, hvordan de har tacklet kommunikationen. Vi har jo ikke bygget letbane før i Danmark, så det er oplagt at søge inspiration der, hvor der er gode erfaringer. Jeg har Manchester i kikkerten. Jeg har ikke bestilt rejsen, men det er det, der er planen.«
Odense Letbane er indtil nytår kommunalt ejet. Derefter bliver det et selvejende selskab. Letbanen, der bliver 14,4 kilometer lang fra Tarup i nordvest til Hjallese i det sydvestlige Odense, skal efter planen stå færdig i 2020. Gravearbejdet starter i 2015.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.